En pøl af kraft løber ud over gulvet – Mana Pool på Ny Lille Klub

Koncertanmeldelse og foto af Mathias Schønberg. Scene-visuals fra Diablo 2.

Jeg skulle ikke ud den lørdag. Jeg havde ingen energi tilbage i reservoiret efter en lang uge. Alligevel kunne jeg ikke helt holde mig fra det lille arrangement på Ny Lille Klub, hvor Ryong, Kamil Dossar og bandet Mana Pool var på en flot abstrakt udseende plakat. Især navnet Mana Pool havde en mærkeligt tiltrækkende kraft på mig. Jeg så også frem til at høre de to andre kunstnere – ingen tvivl om det – men der var et eller andet ved tanken om at blive genopladet med magisk energi, der flyttede min cykel af sig selv. 

Måske var det netop manglen på energi og trangen til at modtage kraft fra noget, der drev mig ud mod den nye lille klub, som P/A for kort tid siden bragte en artikel om. Ude i Laplandsgades industrikvarter er klubben vokset frem blandt den senere tids heksering af nye venues, og intet, jeg har hørt der endnu, har været kedeligt. Det var de to første koncerter bestemt heller ikke. Ryong spillede en indlevet fortælling i lyd bygget op om field recordings, forskellige teksturer og melodifragmenter. Meget tydede på, at lydlige indtryk fra Halo+’s nylige tour i Østasien udgjorde et hovedindhold i koncerten, hvor live-sang og -lag af bl.a. melodika over forberedte kompositioner lod til at afbryde eller øge en slags erindring med selvfortælling. Kamil Dossar spillede ambientnumre fra sin laptop i stearinlysskær, og publikum sad eller lå ned på gulvet med åbne eller lukkede øjne uden at snakke.

Jeg husker ordet ”mana pool” fra spillet Magic the Gathering som en fjern mystisk barndomserkendelse af den kraft, der kan ligge i objekter, steder eller symboler. I kortspillet med de flotte tegninger af eventyrlandskaber og skabninger med forskellige egenskaber er en mana pool en slags kilde til kraft, der gør skabningernes evner og fortryllelser mulige. Jo mere mana, man har i sin pool, des mere kraftfulde bliver ens handlinger. Ordet mana har vistnok nogenlunde lignende oprindelige betydning i forskellige stillehavsøers mytologier, som det er approprieret fra: kræfter som findes blandt det levende, men ikke knytter sig til nogen bestemt, f.eks. vindes styrke eller menneskers sociale eller magiske evner.

De har været der hele tiden, men viser sig kun sjældent.

Bandet Mana Pool består af de tre musikere Hasse Bruun, Frederik Gudmundsen og Sebastian Garst Kropp, som er fordelt på to øer af elektronik og et jazz-trommesæt. De har længe levet en stille, langsom eksistens. De spiller meget sjældent koncerter, dog for relativt nyligt (tilbage i februar) på Mayhem præsenteret af Janushoved. Jeg troede faktisk ikke, jeg kendte dem, men jeg kom efter koncerten i lørdags i tanker om, at det sgu da var dem, der spillede i Dødsmaskinen til Club Positive i Ungdomshuset tilbage i 2016 og efterlod et stort indtryk. De har været der hele tiden, men viser sig kun sjældent. At deres to seneste koncerter har ligget så (for dette band) relativt tæt på hinanden, skyldes muligvis, at deres første album, “Upkeep”, udkom i år  på det svenske label Oval Harmonique. Ellers har bandet drypvis sluppet en single på compilations hos Janushoved, V.A.L.I.S. og senest også på Fast Forwards fjerde fundraiser.

Koncerten mindede ikke så meget om det nye album Upkeep. Men, wow, Mana Pool spillede en virkelig god koncert. Det må jeg bare sige. God i den forstand at den blev spillet med stor præcision og tålmodighed. De er alle tre dygtige til instrumenter og helt overdrevet dygtige til at følge hinanden og musikken, der hvor den gerne vil hen. Den første del af koncerten bestod af sindssygt stramme, rytmisk komplekse elektroniske breakbeat-figurer akkompagneret af trommeslageren, der fyldte alle sprækker op med nøje doserede ghost-slag, accenter og virkelig fik beatsene til at snakke. Et kantet, labyrintisk rum fyldt med vinkler og skarpe kanter. Virkelig tjekkede temposkift og variation i dynamik gjorde, at det aldrig var stift eller fremstod click-styret, men tværtimod spændstigt og adræt, mens konstante variationer styrede koncerten milelangt udenom rytmiske klicheer eller fastlåste grooves. Store strøg af ambient mol i baggrunden malede en dybblå himmel over kompositionerne, så det aldrig fremstod kæphøjt eller bøvet, men tværtimod rummeligt og tålmodigt. Samtidig flød masser af psykedeliske elektroniske lyde ud over musikkens bund som en langsom lava og virkede til at få lov til at styre musikerne og lede dem i retninger uden for deres egen kontrol – ret grineren lyde, faktisk, mest hentet fra psytrancens verden af våde sumplandskaber og knurrende aliens og fjernede ethvert islæt af intellektuel selvhøjtidelighed. 

I dette miljø fremstod flere af lydene som entiteter, der bevægede sig gennem det.

Mod slutningen af koncerten foregik en forvandling fra de labyrintiske break-beats og stramme figurer mod blødere slag med køller, mens bass-synthen mosede fede elektro-agtige pølser ud af tuben. Man oplevede således et skiftende miljø vekslende mellem hårdt og organisk stof, mens reverb og delay fordelte et stort rum af skiftende tæthed og afstand til lydbilledets ydre grænser. I dette miljø fremstod flere af lydene som entiteter, der bevægede sig gennem det. De havde små personligheder og egenskaber, de udspillede små handlingsforløb, kastede fortryllelser og ændrede tingenes gang og miljøets kvaliteter.  

Jeg oplevede intet klimaks i koncerten, hvilket virkelig var dejligt. Den bulderkogte aldrig, men tværtimod bryggede og gærede den fra en kedel af kraft, der langsomt løb ud i en kæmpe pøl på gulvet og gjorde alle, der lå der, selvlysende.

Jeg håber virkelig, at Mana Pool snart spiller koncert igen, og jeg kan kun på det kraftigste anbefale at finde en plads på gulvet, når de gør.

Mana Pool spillede foruden Ryong og Kamil Dosar på Ny Lille Klub den 16. september 2023.