Der er ingen som forstår De Høje Hæle
Af Alexander Julin, musikskribent på Eventuelt.org.
Mit første møde med Hælene fandt sted i lyden af “Røvguitar” kort tid inden udgivelsen af “Skal Vi Aldrig Videre?” (2010)
”Gud han giver, og Gud han tager, Gud spiller røvguitar”, lød det, og jeg forstod ærlig talt ikke helt, hvad det gik ud på. Jeg kunne på daværende tidspunkt knap nok forstå om bandet var seriøst, og hvad de ville. For om end at det var punkrock, så fejlede mixningen og masteringen i hvert fald intet – det samme gældte vokalistens humør, der i bund og grund lød til, at have det meget fedt med det hele. Og så virkede det endda til, at det var meningen, at man skulle kunne høre, hvad der blev sunget.
Det skulle der lige tygges lidt på, og i dag synes jeg næsten, at det er en smule pinligt, at jeg ikke faldt pladask for bandet ved første lyt. For mens Gud spiller røvguitar, så spiller De Høje Hæle ustoppelig og charmerende røvballe-punk. Det er ingen ny ting eller en del af en bølge, men blot lyden af et band med så meget spilleglæde, at det skulle smeltes ned på lak.
Den gode melodis væsen
Det er et under, hvordan at Magnus (vokal) formår at skildre tematikker som dårlige døgnrytmer, intetsigende sniksnak, udmattelse og fremmedhad med så lallet en tilgang, at lyrikken fra tid til anden helt bærer karakter af børnerim.
Følelser som frustration og aggression, der generelt må siges at være gældende for punkens væsen, er nedprioriteret til fordel for den gode melodi, der i De Høje Hæles tilfælde er uundgåelig. Mens selvhøjtideligheden må kunne kåres til at være en af punkens evige benspænd for dets troværdighed, svinger De Høje Hæle let udenom, og byder ind med et personligt bud på en indædt genre.
Den banale og barnagtig humor bidrager stærkt til bandets udtryk, der sikkert balancerer på grænsen til at være for meget af det gode. Hælene formår dog altid at holde balancen og begge ben på jorden. De er især anbefalelsesværdig til alt for tidlige hverdagsmorgener inden studier og job, eller når man fordrukken og for sent kommer hjem efter byen, og trues af lidt sentimentalitet og ensomhed.
Kold trackliste
Når De Høje Hæle nu er aktuelle igen med “Kold og Træt og Bange”, er det både en bekræftelse i deres i forvejen høje standard, men også en markering af et band, der om end et ret så banalt udtryk stadig, har en masse på hjerte – og de ved udmærket godt, hvordan at de slipper bedst fra det. Tag for eksempel “Der er mange, der siger meget”; politisk korrekthed bringer sjældent noget godt med sig, men på et nummer som dette, er der ikke andet for end at elske De Høje Hæles evne til at forvandle de mest irriterende tendenser og idéer til noget uimodståeligt. Og lige præcis bandets uimodståelighed må siges atter at være intakt på “Kold og Træt og Bange”.
Trackliste som siger mere end 1000 ord:
1. Kold, træt & bange
2. Der er mange, der siger meget
3. Ubehagelig, nederdrægtig & led
4. Der er ingen som forstâr hvad der foregår inden under mit hår
!!! Releasefest den 25. maj med De Høje Hæle, Hunx And His Punx, Tumor Warlord, The Monoliths og First Flush. RSVP.
