Den Sorte Død – Frit svævende mellem stjernetåger
Den Sorte Død – Hemmeligheden bag den Sorte Slanges Konstellation (Crying Cosmos, 2025) – anmeldelse af Kristine Haffgaard
Den Sorte Død er tilbage med det nye album Hemmeligheden bag den Sorte Slanges Konstellation. Bandet har de seneste år kultiveret en storladen kosmisk lyd, der nikker til både black metal og 70’ernes elektroniske lydeksperimenter, tilsat rendyrket grejglæde over analoge retro synthesizere. Resultatet er en trippet drømmerejse langt ud i Mælkevejens snoede spiralarme. Men er det ren nostalgi eller en ny lyd på gamle instrumenter?
Fra Vestberlin til de dunkle skandinaviske skove
Hemmeligheden bag den Sorte Slanges Konstellation er en psykedelisk sag. Den Sorte Død er det vellykkede samarbejde mellem Anders Nydam, der også indspiller solo som Offermose, og svenske Daniel Silwerfeldt (ANGST sessions). Fællesprojektet flirter med black metalens æstetik og udtryk, med esoteriske titler som Det Underkastede Udsyn og Verdensrummets Lidelse, og pladens seks numre er velproducerede detaljerige synth-eksperimenter, der emmer af tung melankoli.
Den Sorte Død er ikke noget ubeskrevet blad, duoen har allerede et bagkatalog på fire udgivelser. De første plader udkom via Pomperipossa, Anna Von Hauswolffs pladeselskab, og siden har Den Sorte Død udgivet på Cyclic Law, Europas vel førende selskab for dark ambient og esoterisk musik. Hemmeligheden bag den Sorte Slanges Konstellation er derimod selvudgivet via Den Sorte Døds eget label, Crying Cosmos, og er med sit artwork af den herboende schweiziske billedkunstner Elena Biner fra kunstnerkollektivet Last Oblivion, og en gådefuld dunkel profeti, der er skrevet specifikt til albummet, en konceptuelt gennemført udgivelse i sit fysiske format.
Den Sorte Døds formsikre univers trækker spor tilbage til den syrede kosmische musik, der voksede frem af ungdomsoprøret i det tidligere Vesttyskland. Grænserykkende musik-kollektiver som Popol Vuh og Tangerine Dream frigjorde sig fra amerikansk rock og fra poppens faste sangstruktur. I stedet skabte de et radikalt nybrud; en dronet, improviseret og repetitiv lyd, muliggjort af tidens nye elektroniske instrumenter som Mellotron samt MOOG og VCS3 synthesizere. Den stærkt avantgardistiske kosmische stil blev en del af fundamentet til det, vi i dag forbinder med moderne ambient, og blev en kæmpe inspiration for blandt andre Brian Eno.
Endnu et stilistisk pejlemærke for Den Sorte Død er dungeon synth, en af metallens mere kuriøse subgenrer. Overordnet dyrker dungeon synthen et teatralsk, eventyrligt udtryk, som en slags genremæssig troldeskiftning fra folkeeventyret, der er sat ud bag laden i nattens mulm og mørke, og ikke helt hører til i den pæne familie. Dungeon synth har ophav i de ambiente intro-stykker som blandt andre det stærkt kontroversielle norske black metal band Burzum introducerede på det stilskabende album Hvis lyset tar oss. Siden 1990’erne har genren levet sin egen stille skyggeeksistens med kassebåndsudgivelser i mikrooplag, og hylder konsekvent en lo-fi tilgang, både i produktion og æstetisk med DIY coverdesigns fra hjemmeprinteren. Vel at mærke når den er allermest raserifremkaldende lav på blæk.
Den Sorte Døds organiske analoge synth-musik lyder overhovedet ikke som den teknisk mere letbenede dungeon synth. Der er altså ikke tale om, at de prøver at genskabe lyden, men snarere følelsen og visuelle stiltræk. Den Sorte Død befinder sig kvalitetsmæssigt lysår fra DIY æstetikken, og deres udgivelser har umiskendeligt et gennemarbejdet kunstfærdigt præg.
Et sted mellem drøm og bevidsthed
Hemmeligheden bag den Sorte Slanges Konstellation er indspillet som rene one take improvisationer i Den Sorte Døds studie, der efter sigende hører hjemme i en lille hytte dybt i en fjerntliggende svensk skov.
Den Sorte Døds forkærlighed for det okkulte og obskure fornægter sig ikke.
Den Sorte Døds forkærlighed for det okkulte og obskure fornægter sig ikke. Det er derfor ikke overraskende at en urovækkende, brusende orgel-intro sætter stemningen i albumåbneren Vemodets Linda. Stemningen er næsten ceremoniel som et præludium, kombineret med et afmålt højtideligt klokkeanslag. Herefter knopskyder nummeret vildtvoksende i lydlige lag, der vækker mindelser om Phaedra, Tangerine Dreams kosmisk drømmende pioneralbum fra 1974.
Den Sorte Død er stærkest når de fuldstændig kapper forbindelsen til jordkloden, som i Kosmisk Vansinne, der tager lytteren på strejftog langt ud i Mælkevejens stjernetåge og mod det uendelige univers. Nummeret bygges gradvist op af flerlagede sequencer-teksturer, en række motiver, der cirkulerer ind i sig selv, og gentages gang på gang med nye variationer.
Det handler aldrig om destinationen, men kun om den interstellare rejse.
De enkelte numre er forholdsvis lange og pladen fungerer bedst som lytteoplevelse, når den høres i et stræk, som ét langt kompositionsstykke. Så åbner der sig store, majestætiske lydflader og fjerne galakser for lytteren. Hemmeligheden bag den Sorte Slanges Konstellation kan ellers føles en smule stillestående, og det krævede et par gennemlytninger, før albummet for alvor satte sig hos mig.
Et helt enkelt sørgmodigt synthesizer-rif i fluktuerende tonehøjde er gennemgående den drivende bevægelse fremad på alle pladens numre. Lydbilledet er konsekvent skævt og tungt nok til aldrig at forfalde til rent new age lydtapet. Percussion anvendes yderst sparsomt, men derfor også desto mere effektfuldt, som små opmærksomhedsskærpende anslag mellem nye variationer af syntheseizer-motiver. Det handler aldrig om destinationen, men kun om den interstellare rejse. Men lader man sig fortabe i det atmosfæriske univers, som Den Sorte Død svæver i, glemmer man fuldstændig at spekulere på, om der nogensinde kommer en kulmination. Det er en form, der virker for bandet.
Synthesizerens genfortryllelse
Nostalgi er sjældent et positivt ladet ord i en anmeldelse, fordi det nostalgiske ses som uoriginalt og tilbageskuende, næsten det værste, et kunstværk kan være. Dog tegner der sig i disse år et tydeligt skift i kulturen, hvor faste genrer opløses, nye hybrider opstår og hvor der kigges bagud efter inspiration.
Det er en kærlig form for nostalgi, og musik, der tidligere har været forbeholdt en snæver niche, vinder nu indpas hos et langt mere diverst publikum. Den analoge synthesizers tilbagevenden fletter sig ind i en lang række alsidige sammenhænge; som når John Cxnnor inviterer både Heilung krigere og den dansk-koreanske sanger Mai Soon Young Øvlisen fra post rock bandet Meejah med på scenen og vælter Vega med doom rave, eller når Anders Nydams soloprojekt Offermose spiller på Copenhell. Med Den Sorte Død formår Nydam og Silwerfeldt at forme en lyd, der er meget stemningsskabende.
Hemmeligheden bag den Sorte Slanges Konstellation føles mest af alt som en slags lyd-meditation over tidens flygtige natur og uendeligheden i det store univers, snarere end en udforskning af et mere intimt mellemværende med verden. Albummet rammesætter den særlige overvældende (ikke nødvendigvis spirituelle) følelse af at være en mikroskopisk lille del af det uendelige kosmos, som kan skylle ind over os, når vi betragter en storslået stjernehimmel på en skyfri frostklar nat.
Læs også Danny Kreutzfeldt fra Gondolin Records introduktion til dungeon synth og Jon Albjerg Ravnholts rapportage om “I Belong in the Woods and Have Always Done So”, en black metal opera, hos Passive/Aggresive.
