DJ Brevet – Filtre, forstørrelsesglas og det musikkritiske alpehorn (essay)

Af DJ Brevet

Her indleder vi så med en pointe om, at nogle musikanmeldelser består i at køre musikken igennem en analytisk persillehakker og konsultere teori for at fastsætte, om James Brown egentlig er “funky”, men at der også er en anden type musikanmeldelser, hvor anmelderen bare prøver at være en sej makker i samme korkbælte af livserfaringer og associationer som dig, så du kan lytte til musikken filtreret igennem anmelderens ord.¹

Fælles for begge sindelag er hensigten om at hjælpe lytterne med at udvide deres smag eller bringe dem i forbindelse med yderligere længder af bekvem metervare (en ny æske cornflakes). Begge fremgangsmåder virker mere og mere som et levn fra den størstedel af musikhistorien, hvor man har skulle betale mange penge, typisk lommepenge (i Fredgaard, i Guf, i Merlin, i Axel Musik eller i Top 20 i Lyngby Storcenter), for at komme i nærkontakt med materialet. I dag er det gratis, hurtigere og oftest langt mere interessant at lytte til det selv, end det er at læse en anmeldelse af det. Hvis man selv investerer lidt kræfter i at indrette sit psykologiske og musikalske rum, så virker anmeldelser af originalmateriale stort set overflødige. Så mit bidrag til dette skrift bliver et forsøg på at rette det musikkritiske alpehorn væk fra den evindelige knever om originalmateriale og hen til en situation, der har formet mig som lytter.

Mange musikelskere kan ikke lide at gå på natklub. Sådan plejede jeg også at have det. Noget, jeg hader ved de fleste natklubber, er, at anlægget typisk er så dårligt, at den eneste måde at imponere kunderne på er et dumt og kortsigtet lydmandstrick, hvor en masse ulden bas maser sig ind i maven og hen over huden. Fadøl i bæger og gutterne, der har fået løbepas fra hjemmestyret. Klart er det hele meget imponerende, hvis éns referenceramme er et lille streaming-anlæg. En hang til at inddele diverse natklubber og spillesteder efter arbitrære genredefinitioner er desværre også udbredt. Jeg forestiller mig en person, der går i supermarkedet og køber en liter letmælk, fordi kartonen er lyseblå. Dernæst vælger vedkommende nogle andre varer, også fordi de er lyseblå. Sådan er min anklage, og sådan var min vrede. Indtil jeg opdagede en anden måde at drive natklub på.

Jeg var flyttet til London, og min kæreste (i Danmark) havde netop forladt mig, og mine eneste venner var en gruppe hyperaktive rigmandsbørn fra Brasilien. De fleste weekender sad jeg i køkkenet og drak hvidvin og zappede på en Tivoli DAB-radio mellem Elton John, reklamer og Mick Hucknall. Det var helt uden forventninger om at opleve noget som helst godt eller rart, at jeg accepterede mine eneste venners invitation om at tage med på natklub. Da vi efter en lang kø kom ind i et stort, veloplyst lokale fyldt med sofaer og balloner, og jeg så tre højtalertårne, formet som forstørrede Tobleroner (2,5 meter høje), der indkredsede en gruppe af dansere, fornam jeg at være havnet et anderledes sted. Et ret fedt sted. Alt hvad jeg som gæst mødte efter garderoben, understregede natklubbens essens som hjemlig. Stemningen var hverken smart eller kikset eller manisk eller narkoagtig. Der var ingen ure, der var ingen spejle. Ude langs væggene cyklede en mand med grånende dreadlocks langsomt. Han var i laveste gear. Bogstavelig talt. Stemningen var af forening; en parallel virkelighed, hvor Sun Ra Arkestras “UFO” (en slasket og otte minutter lang mokkasin af et jazznummer) med største selvfølgelighed fylder dansegulvet. Jeg indså i dette øjeblik, at jeg elskede at danse, at al musik er festmusik, og at et fedt anlæg er et forstørrelsesglas.²

Den moderne natklubs historie startede i New York i midten af 1970’erne. Et lovgivningsmæssigt levn fra forbudstiden forbød dans på barer. Udbredt racisme og homofobi forhindrede etniske og seksuelle minoriteter adgang til de få steder, det var tilladt at danse. I stedet opstod en række huslejefester, hvor private åbnede deres hjem som en midlertidig natklub for at få dækket deres husleje. Rammerne til disse house parties var meget friere end i det kommercielle natteliv. Bevillingslovgivningen betød, at huslejefesterne måtte udvikle sig til klubber for at kunne servere alkohol uden bevilling. Af størst betydning i dag var natklubben »The Loft«, drevet af en langskægget mand (David Mancuso), der var opvokset på et børnehjem, og som forsøgte at genskabe stemningen fra festerne på børnehjemmet med balloner, frugt og musik. Klub-konstruktionen betød, at der kun kunne opkræves penge ved døren, så den obligatoriske punch- og nøddebuffet var gratis. Der var ikke flere penge at tjene på gæsterne, efter de var kommet ind. Den kommercielle verden sat uden for døren.³

På en kommerciel natklub hænger lydniveau og omsætning sammen: Jo højere musikken er, desto oftere går kunderne op i baren. For at hvile ørerne, for at dæmpe overlasten. Man kan ikke både skabe en dyb og behagelig oplevelse og maksimere sin indtjening. Huslejefesten og den oprindelige natklub er indstillet på at tilbyde størst muligt velbehag. Ikke på en lasket, sækkestolsreligiøs facon. Men et hjerteligt og intenst forsøg på at give musikken og danserne de bedst mulige betingelser. På natklubben i London pakkede lyden mig ind og dementerede forestillingen om, at kun et højt lydniveau kan gøre musikken kropslig og følelsesmæssigt engagerende. Lyden fyldte alt, og alligevel kunne man have en samtale på dansegulvet uden at råbe. Og uden at blive underlagt de antagelser, der gør nogle samtaler mellem mænd og kvinder til en ensrettet gade. Der findes åbenbart et alternativ til stemningen “klassisk parringsdag på kennelen”.

Alt, hvad min tomme og overfladiske ungdom i Trørød og Vedbæk (Nordsjælland) har lært mig om natteliv, er smeltet og borte. I dets sted er trådt en kropslig forbindelse til musikken og oplevelsen af en situation og et sted som en prisme, man lytter med. Høresansen har et empatisk potentiale, der overstiger de andre sansers. Det er lettere at høre med andre ører, end det er at se med andre øjne. Og de ører, jeg har i dag, er formet af natklubben i London.

Jeg vil spare læseren for pinagtige forsøg på at beskrive musikken, men genrespændet gik fra afrikansk musik til disco til jazz til nyere elektronisk musik (intet sted kommer sproget så meget til kort som ved denne intetsigende altingsbetegnelse). Discjockeyens vilje til at lade tempoet falde og én type intensitet afløse den næste, egner sig bedre til gengivelse her. Alle har vist på et tidspunkt døjet med den usikre og urutinerede discjockeys frenetiske forsøg på at få alle til at fyre den max af hele tiden. Alle kommer forhåbentlig også til at opleve en discjockey, der ikke spiller til gæsterne, som var de små maskiner, der skal fikseres og ødelægges, men i stedet vikler dem i en tidskappe af røde tråde i alle farver.

Afslutningsvist en påstand, jeg oplever som sand: Der er for meget musik alle vegne. Det har været vidunderligt for mig at lytte til musik mindre end en time om dagen og dernæst gøre det under personlige og optimale forhold og med alt, hvad jeg i det øjeblik rummer. Fornemmelsen af at forestille sig musik ved at glæde sig til at høre, at det er ægte og en gave, man kan give sig selv. Hver dag. Uden at blive fattig eller dø af det. Tværtimod.

Info: Nærværende essay er skrevet af DJ Brevet til Passive/Aggressives tidsskrift Festskrift II (om musikkritik), som udkommer den 15. februar 2018.

[slutnote 1] Hvis du er typen, der stadig kan blive charmeret af små øllede læderjakkemænd med overskæg (og piller i inderlommen) fra dengang, man i konkret forstand drejede et telefonnummer, er noget af det bedre inden for gonzomusik-journalistikgenren Lester Bangs, eksempelvis antologien “Psychotic Reactions and Carburetor Dung” (1988).

[slutnote 2] Natklubben, der omtales her, hedder Beauty and The Beat. På klubbens hjemmeside (www.houseparty.org.uk) kan man hente de seneste sæt fra festerne og se, hvornår den næste fest er. Det fremgår nok nogenlunde af teksten her, at jeg anbefaler stedet.

[slutnote 3] Denne historiske gengivelse er et tyndt og sikkert fejlfyldt opkog (jeg havde ikke lige bøgerne til rådighed her og nu, da jeg i skrivende stund henslæber min tid i en campingvogn på et torv i Oslo for at sælge juletræer) af Tim Lawrences bog “Love Saves The Day: A History of American Dance Music Culture” (2004) og Bill Brewster og Frank Broughtons bog “Last night a DJ Saved My Life” (1999). Begge bøger kan anbefales og har lange generøse lister over mange af de numre, der (også) var populære dengang.

(Photo from Tim Lawrence “Life and Death on the New York Dance Floor, 1980-83”, Duke University Press 2016)