Don’t Look Back – et pladeselskab, der ser fremad
Af Kristoffer Møllegaard
Tidligt i år begyndte et nyt, spændende, dansk pladeselskab at røre på sig. Under navnet Don’t Look Back skriver de tre grundlæggere Fei Nie, Lorenzo Colombo og Xavier Bonfill sig ind i en udvikling, hvor flere og flere musikere uden forhåbninger om hitlisteplaceringer går udenom de større labels og i stedet skaber deres eget. Disse små pladeselskaber er oftest ikke blot butiksvinduer, hvorigennem man kan sælge sin musik – de opstår for det meste som en reaktion på et eller andet. En mangel i det nuværende medielandskab, en brændende passion for at gøre noget anderledes, ønsket om komplet kunstnerisk kontrol over eget virke. I et forsøg på at afklare fortiden, fremhæve nutiden, og fantasere om fremtiden bringer Passive/Aggressive her et interview med en tredjedel af trekløveren bag Don’t Look Back, Xavier Bonfill.
Begyndelsen – venskab og køkken-improvisationer
Ifølge Bonfill gik der et længere forløb forud for stiftelsen af Don’t Look Back, som var afgørende for, at der opstod et ønske om at starte et pladeselskab. Bonfill kom til København i 2015 for at studere komposition ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han mødte den første af sine to fremtidige samarbejdspartnere, Lorenzo Colombo, til sidstnævntes opførsel af Xenakis’ ”Psappha”, og de to knyttede hurtigt bånd over deres mange fælles interesser uden for den nyere klassiske musik. Kort derefter mødte han også Fei Nie til festivalen Nordic Music Days, hvor hun spillede et værk af hans gode ven og kollega Jeppe Ernst, som gjorde et stort indtryk på ham. Han etablerede kontakt til Nie, og fandt hurtigt ud af, at hun var ”…en af de mest modige, åbensynede og søgende musikere, jeg nogensinde havde mødt.”
I 2017 dannede Nie og Colombo ensemblet NEKO3 sammen med deres fælles ven Kalle Hakosalo, og selvom Bonfill ikke officielt er en del af bandet, så er han stadig en væsentlig del af dets virke: De har opført flere af hans kompositioner, blandt andet værket ”YES FOR NO”, der blev uropført i marts 2020, lige inden coronaepidemien satte en stopper for livemusikken i Danmark. Det var i disse triste tider, at de tres musikalske samarbejde for alvor tog fart, hvilket kulminerede i en lidt aparte første optræden:
”Vores allerførste performance var en live-streaming på Instagram i maj 2020, som vi kaldte “mikrofoodie,” hvor Fei lavede mad mens Lorenzo fulgte hende rundt i køkkenet med en mikrofon i hånden, og jeg manipulerede lyden på et lille modular synth setup. Det hele var lidt af en joke, men også en fejring af vores venskab, og en måde at række ud i disse mærkelige tider.”
Ud af det voksende venskab opstod i 2021 også bandet haknam. Gruppen består af interviewets tre hovedpersoner, og fungerede til at starte med som Bonfills orkester til hans debutkoncert ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i maj 2022:
”Den kreative process var baseret på intenst samarbejde med musikerne gennem guidede improvisationer, som først blev indspillet og senere klippet af mig, i stedet for at skrive noder, osv. Og midt i denne process var der masser af referencer og eksempler, vi delte med hinanden for at kunne nå de ønskede resultater. Her gik det op for os at det, vi var efter med vores projekt, ikke kun var at lave og spille musik sammen, men også at kuratere og dele musik fra andre med omverdenen. Vi kunne også se, at det ville være noget som ville berige os som kunstnere. At række ud, tage imod andre, blive inspireret.”
Med den nye indsigt i hvordan de også ønskede at arbejde med musikken – kuratering og deling – blev frøet til Don’t Look Back sået, klar til at blive lanceret i 2022.
Sammenhold og bekæmpelse af algoritmen
Men hvordan ser et pladeselskab anno 2023 egentlig ud? Bonfill pointerer, at alle kan udgive musik hvor de vil, når de vil, og at et pladeselskab i dag derfor bør fokusere på andet end blot at sælge sit produkt:
”For os drejer det sig om netværk, om kuratering, om at stå sammen og hjælpe hinanden. At bekæmpe algoritmen og dele den musik, vi har på hjerte. Det var også et spørgsmål om selvstændighed og identitet. Vi savnede en fordomsfri, eklektisk platform som vi kunne høre hjemme på, og hvor vi kunne invitere andre til at være med, dele musik og lære fra hinanden.”
”Vi mener, at der er ”et andet internet,” bag mainstreamen og algoritmen, og vi håber, at vi kan dele vores opdagelser med alle, der vil være med.”
Pladeselskabet drives i skrivende stund af Nie og Colombo, der primært arbejder på planlægning og fundraising til fremtidige events og Bonfill selv, der står for hjemmeside, SoMe og PR. Bonfill fremhæver derudover Antonio Martinez og Mikael Tobias, der bidrager med henholdsvis design og mastering, og nævner, at de i fremtiden godt kunne tænke sig at tilføje flere mennesker til deres lille økosystem. Tager man et kig på forlagets udgivelser, er det netop også kernemedlemmerne, der i høj grad repræsenteres: ”the.whole.picture” af haknam og den nyligt udkomne ”b” af NEKO3. Én udgivelse skiller sig dog ud: moonsu er en elektronisk musiker fra Sydkorea, der ikke har været engageret i etableringen eller udviklingen af Don’t Look Back, eller som er en del af det miljø, hvorigennem Nie, Colombo og Bonfill mødte hinanden. Han og Bonfill mødte derimod hinanden på nettet, på et tidspunkt hvor førstnævnte lavede ”noget crazy drill&bass-harshnoise-halløj.” Via Instagram blev de enige om at udgive moonsus langt mere ambiente nummer ”Sea Level” på det spritnye label. Og denne oplevelse af at opdage noget musik, man får lyst til at dele med omverdenen, vejer tungt i pladeselskabets kuratoriske proces:
”Det er bare en fornøjelse at blive overrasket på den måde og at opdage ny musik, man synes er spændende. Vi mener, at der er ”et andet internet,” bag mainstreamen og algoritmen, og vi håber, at vi kan dele vores opdagelser med alle, der vil være med.”
En anden måde de tre grundlæggere af Don’t Look Back gerne vil række ud over deres egne grænser og møde nye mennesker er gennem mixtapes: Et format, som de mener har sit helt eget potentiale. Indtil videre har de allerede udgivet to mixes produceret af et par kendte navne på den danske alternative scene – den elektroniske producer Bjørn Svin og den eksperimenterende komponist og musiker Marcela Lucatelli. Planen er at udgive 12 mixtapes i alt i 2023, spredt over alle former for professioner inden for musikken – men også mixes af kunstnere, der slet ikke arbejder med musik som en del af deres kunstneriske praksis.
”Vi synes, at der er noget meget personligt i at dele musik med omverdenen. Man får lov til at se det større billede af kunstneren, der har kurateret det. Og så bliver mange andre artister omtalt i mixet, hvilket hjælper til at skabe et større netværk mellem os alle sammen. En domino effekt. Det tredje mixtape udkommer den 31. marts med den multidisciplinære kunstner og forfatter Mat Digmann. Mats værk handler om jungiansk skyggearbejde, som de spejler i bl.a. memes og internetkultur. Vi glæder os til at se, hvad er det for en lydverden, der gemmer sig bag deres kunstneriske praksis.”
En platform for nysgerrig lytning
Udover flere mixtapes, byder fremtiden også på flere andre projekter og tiltag fra labelet. Initiativtagerne til Don’t Look Back har nemlig mange konkrete projekter, de ser frem til at dele i den nærmere fremtid, og endnu flere forhåbninger og drømme på den mere langsigtede bane.
“Vi vil finde nye veje for musik og lydkunst uden for boksene.”
For nyligt annoncerede de den nært forestående udgivelse af GNOMs(AKA Anders Bach) kaotiske smeltedigel af et album, ”Bitumenic”, og deres udgivelsesrate ser ikke ud til at gå ned i tempo lige foreløbig – snarere tværtimod:
”Vi har planer om månedlige udgivelser i 2023, noget som er ret ambitiøst og tidskrævende! Men for os drejer det sig om at dynamisere vores platform og få så mange med som muligt. Udgivelserne i 2023 bliver ca. 50/50 mellem vores “egne” projekter og “udefrakommende”: Artister fra forskellige hjørner af de danske og internationale eksperimenterende musikscener.”
En sådan iver kan man ikke andet end have respekt for, og da vi således er kommet godt rundt om selskabets fortid, nutid og fremtid, beder jeg afslutningsvis Bonfill om at beskrive en anden slags fremtid. De store, måske endda lettere urealistiske drømme, som han og hans kompagnoner kunne gå rundt med:
“Vi vil gerne øge interaktionen mellem forskellige nichemusikgenrer og -scener, som vi ikke synes snakker sammen nok. Vi vil finde nye veje for musik og lydkunst uden for boksene. Et sted hvor fremadstormende musik og ideer finder vejen frem på tværs af klassiske, rytmiske, akademiske og ikke-akademiske traditioner. Vi håber, at projektet får sit eget liv, og at der sker en hel masse som ikke nødvendigvis kommer direkte fra selve labelet. Vi drømmer om Don’t Look Back som et mødested, en platform til alle der er nysgerrige og kreative med lyd.
Det hele lyder jo meget naivt, men er det mon ikke pointen?”
