Passive/Aggressive

Doon Kanda – Ambivalensen ved en mismodig klubmusik

Blog February 20 2017 , af alexanderjulin Jesse-Kanda

Af Alexander Julin

Jesse Kanda har hidtil markeret sig med visuelle værker inden for musikken, herunder en række surrealistiske videoer for bl.a. Björk, FKA Twigs og Arca. Med EP’en “Heart”, der netop er udkommet på Hyperdub, debuterer han nu under navnet (Doon) Kanda.

Udtrykket på “Heart” har flere af de samme karakteristika som Arcas produktioner. Hvert af de fem numre virker i høj grad til at sigte mod at indprente en bestemt form for ambivalens hos lytteren. Der er tale om et følelsesmæssigt spændingsfelt, der emmer af en fremmedgørende kølighed, men også har en meget åbenbar og menneskelig stemning af bedrøvelighed og mismod, der både tiltrækker og frastøder lytteren.

Man kan derfor tale om en klar todelt mulighed (der også samles under ét hele) for lytterens tilgang til “Heart” som værk. Eksempelvis fremstår åbningsnummeret “axolotl” som en melankolsk clubbanger, men dets eksplicit sentimentale melodiøsitet virker mere krævende end givende. Derved modsætter musikkens emotionelle kerne sig nummerets egen form, som et rytmisk simpelt stykke, der ellers havde givet mening at høre i nattelivet.

Info: “Heart” er ude (digitalt) nu på Hyperdub. LP’en er udsolgt i forsalg. Foto via artisten.