En introduktion til Raw Birth Records
Af Rasmus Moesby
Det er ikke just fordi, det fantastiske internet ligefrem bugner med information om københavnske Raw Birth Records. En hurtig, overfladisk søgning vil afsløre en forbindelse til DIY-scenen omkring Ungdomshuset, de undergrundsorienterede, men internationalt velrenommerede festivaler Heavy Days In Doomtown og Killtown Death Fest, samt bookingbureauet Killtown Bookings. De fleste opdateringer fra selskabet (via rawbirthrecords.blogspot.dk) afleveres i form af en til to sætninger, uden videre udenomssnak eller salgstaler, og ofte med måneders mellemrum. For de fleste, der er bekendt med selskabet og dets udgivelser står det dog ret hurtigt klart, at ordknapheden efter al sandsynlighed skyldes et ønske om lade musikken tale for sig selv – en indgangsvinkel, der ligeledes lader til at deles af kunstnerne, der opererer under Raw Birth-banneret.
Selskabets musikalske profil taler om ikke andet sit eget tydelige sprog; grundlaget er hardcore-punken og de mere ekstreme genreafskydninger deraf i hver sin ende af ekstremitetens spektrum; fra flænsende hurtig grindcore til rødøjet sludge i snegletempo. Alt det slam, der løber i kloakken under den i stigende grad domesticerede danske metalscene. At den iboende ekstremitet hos eksempelvis Dead Instrument aldrig nogensinde ville kunne gøres spiselig for den brede befolkning, lader til at være en naturlig selvfølge, et accepteret eksistensvilkår for Raw Birth, der med et skuldertræk gang på gang fodrer hårdhudede trommehinder med afsindige udgivelser på vinyl og kassettebånd, eksklusivt. Skønt Raw Birth er et dansk foretagende, rækkes der af og til også ud til ligesindede i udlandet; således er sludge-psykopaterne Meth Drinker fra New Zealand og senest det canadiske doom-outfit IRN også blevet tilføjet selskabets rækker. Begge bands trækker, i ligeså høj grad som deres danske kolleger, seriøst tænder ud på lytteren.
Indtil videre er Raw Birth Records’ katalog ret overskueligt, men for nationalfølelsens skyld har jeg udvalgt udgivelser fra tre danske kunstnere, der spænder forholdsvis bredt i deres individuelle tilgang til musikken, men som alle udspringer fra samme forurenede kilde. Spoiler alert: hvis du er typen, der føler, at brugen af intenst overstyrede guitarer og eksplosive blastbeats mest af alt lyder som en løbsk motorsav i en tætpakket hønsegård, bør du sandsynligvis klikke tilbage til hovedsiden nu. Men husk på, at det nogle gange kan være en meget givende oplevelse at få udvidet sin musikalske horisont og åbnet sit sind.
Med en motorsav.
Bottom Feeder – ”Grinding Teeth” LP (2013)
Vi starter i den langsomme ende. Bottom Feeder spiller knusende tung og øredøvende brutal sludge efter alle kunstens regler, sølet til i skinger feedback og sortsyn, hovedsageligt i søvngængertempo og med bluesbaserede riffs, der som knust glas skærer sig ind under huden. Paralleller vil uundgåeligt kunne drages til genrens stormestre som amerikanske Eyehategod og Grief eller britiske Iron Monkey, men herhjemme er den rendyrkede, misantropiske sludge sjovt nok lidt af et særsyn, på trods af genrens relative popularitet i undergrunden, hvorfor Bottom Feeder da også har formået at sætte sig tungt på genrens trone i Danmark. Sandsynligvis med en hjemmelavet bong i den ene hånd og en springkniv i den anden.
Dogmatist – ”Obedience” MC (2012)
Hvis et hurtigt energifix ved siden af morgenkaffen er det du søger, er Dogmatist et glimrende bud på det ekstra boost, du har brug for til at holde hovedet koldt gennem din stressende hverdagsrutine. Især hvis din hverdagsrutine fylder dig med morderisk raseri, ligesom min. Hæsblæsende hysterisk hardcorepunk (utilsigtet allitteration, beklager) er her på dagsordenen, og Dogmatist er således måske det mindst metal-venlige indslag af de tre nævnte, hvis du nu skulle sidde derude i din ærmeløse Megadeth-t-shirt og overveje at lytte til et af dem. Der flås uden frygt for liv og lemmer gennem seks afsindige numre, hvor hovedattraktionen er den urimeligt hidsige halvkvalte drengevokal, bundsolide knallertriffs og de feedbackdruknede guitarsoli. Af og til skrues der ned til et lidt mere håndgribeligt mellemtempo, uden at det dog på noget tidspunkt saboterer bandets vanvittige fremdrift. Bandet har både en ny 7” og et debutalbum på vej til foråret.
Dead Instrument – ”Violent Death” LP (2012)
Dead Instrument er efterhånden lidt af en institution i den københavnske undergrund og deres maniske musikalske udladninger og intense, men sjældne, liveshows har skabt en særegen aura omkring bandet og med god grund; de er virkelig, virkelig gode. Der er godt gang i grindcore-genren både herhjemme og i udlandet for tiden, men hvor mange bands vælger at skjule sjusket sammenspil og ditto sangskrivning ved at drukne deres udgivelser i støj og tom buldren, har Dead Instrument selvtillid (arrogance?) nok til at gå den stik modsatte vej; produktionen på “Violent Death” er så knastør og klar, at bandets ærefrygtindgydende stramme sammenspil står knivskarpt, selv når de rammer svimlende hastigheder. Et i sandhed nådesløst udspil. Bandet har en spritny 7” ude på Raw Birth Records netop nu og turnerer Europa tyndt med de ligeledes fremragende amerikanske grindcore-veteraner PLF til maj.
