Equis – Dansk/honduransk komponist åbner vindue til en anden verden (premiere)
Af Simon Christensen
Xenia Xamanek Lopez debuterede sidste år som soloartist med båndudgivelsen “Men’s Health” – et smukt lille værk, der tog afsæt i det 20. århundredes kompositionsmusik og kreative samples et eller andet sted mellem Stockhausen og The Books. Den dansk-honduranske saxofonist og lydkunstner, som bl.a. studerer komposition på DIEM, er nu tilbage med et nyt bånd og tilhørende videoværk, som er optaget i ét take (altså musikken), og derfor forfiner og levendegør hendes musik.
Videoen til Equis “No Plants : No Life” er lavet af Xenia selv i samarbejde med bl.a. Sofia de Lellis Stroustrup og er baseret på hendes live-visuals det seneste år. Grundmaterialet er naturens organiske materiale blandet med butoh-dans, set gennem en kvadratisk digitaliseret manipulation med en masse glitches og pixelerede maskeringer. “Værket handler overordnet om liv, planter, deformationer og formationer. En forening af det hele, hvor alt er afhængigt af hinanden. Et absurd univers, hvor en krop optræder som det vand, den består af, og de planter, der giver den liv, hvor ting bygges op og dekonstrueres til de rene grundstoffer,” oplyser komponisten i en mail.
Det bemærkelsesværdige ved videoen, som udkommer i dag og kan ses i sin fulde længde herunder, er, at den er lavet først, og at musikken derefter er indspillet og sat sammen med billederne. Denne omvendte metode betyder også, at Xenia bevæger sig lidt væk fra den mere stringente værkopbygning fra “Men’s Health”, og at der i stedet må have været en god værktøjskasse af samples af taleradio (er det Werner Herzog?), saxofoner, synthesizer og feltoptagelser fra Kina, som finurligt er improviseret og kørt gennem en række effekter til et nyt 36 minutters værk med 10-12 indbyggede plateauer. Der er en blød begyndelse og en stille slutning. Der er stærkt rytmiske overstyrede passager. Noget der lyder som en spillehal, optagelser af rislende vand og ukendelig hvinende feedback.
“No Plants : No Life” er i sin tematik og i sit sprog universelt, men den er i sit maksimalistiske udtryk for de få. Man kan med rette sige, at den visuelle kompositoriske drivkraft er med til at åbne et vindue til et vildtvoksende udtryk, der spænder over kosmische synth-musik, power electronics, futuristisk techno mm. Og den sammenstilling virker helt naturlig, når man tænker på, at nye publikummer og komponister frit bevæger sig mellem sådanne forskellige plateauer i deres egen habitat i øjeblikket. Uanset om habitatet så er internettet eller spillestederne derude.
Info: Equis “No Plants : No Life” er ude nu på kassettebånd hos Infinite Waves.