Passive/Aggressive

Favorite People #4: Börneblogger om The Embassy

October 7 2011, af passive/aggressive

Jeg har vist mistet overblikket, men jeg ved dog, hvornår det er tid til at skrive: Når man ikke ved, hvor længe siden det er. Lige nu kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst spillede Subbuteo. Eller bare drak gin for den sags skyld. Du er savnet hernede, og jeg bilder mig ind (i et forsøg på at pleje mit ego en lille smule), at der er en lille chance/risiko for, at du også er ude på et sidespor, hvad angår en overdosis af nostalgi. Igen er det musikken, der har givet mig et praj.

Jeg har svært ved at finde den gyldne middelvej for tiden. Det hele bliver ofte for kynisk eller for emo. Ligesom musik gerne bliver enten for følt eller substansløst. Som så ofte før har jeg vendt mig mod vore svenske brødre, der kan være så befriende ligeglade: The Embassy! En duo, der er ret stor i hjemlandet men ikke herhjemme. Eller uden for Sverige generelt. Men de nyder en vanvittig respekt i elgenes land. Faktisk er Sveriges nok bedste pladeselskab Sincerely Yours (Air France, jj, ceo, The Tough Alliance, Memory Tapes) opkaldt efter én af deres sange!

Det var faktisk dig, der anbefalede mig Håkan Hellström i sin tid, og selvom de to ingenlunde lyder hen ad det samme, er der en forbindelse. Dét at kunne græde sit hjerte ud og alligevel lyde så upbeat. Det kan de kraftedeme, de svenskere. En kvalitet, der egentlig blev udforsket ret stærkt i 80’erne. En rendyrket hyldest til livet i form af upbeat katharsis.

Det er en form for ekspliciteret nostalgi, der leveres på sindrig vis, så man af og til tror, de alligevel er ligeglade; de har en tilgang, der grænser til noget næsten hedonistisk, men de overskrider aldrig denne grænse. Ja, de lyder sgu næsten arrogante nogle gange! Men nihilistisk kan man heller ikke kalde det. Det er langt hen ad vejen bare så befriende og careless. Men der er alligevel en forskel på careless og carefree. Denne forskel definerer de fint i deres eget lille univers. De er livsnydere, der ikke forsøger at prakke os deres sorger på, men i stedet hjælper os med at indse, at vore følelsesspektre ikke er så satans sort/hvide. Nu har man i årevis talt så meget om balancen mellem pathos og ironi efter det såkaldte ”kollaps” af post-modernismen. Men selv dét er egentlig sort/hvidt. Det herlige ved The Embassy er, at der ikke er nogen form for akademisme (den ladeste -isme) at spore. Det er hverdagsvisdom frem for skolet intellekt.

Min yndlingssang med dem er It Pays to Belong, og det bliver nok også din, hvis jeg kender dig ret. Muligvis et af den slags tilfælde hvor man stadig er gladest for den sang, man hørte først. Min storebror spillede den for mig, og allerede første gang lagde jeg mærke til linjen: ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.” Meget kært og sympatisk! Jeg håber, du giver den sætning videre, når du engang spiller sangen for nogen. Jeg foretrækker at se på den sætning på to måder: 1) Den naive romantiker, der næsten ikke kan tro det: Han har en sjælefrænde! Og hun er selvfølgelig meget mere end ham. Eller 2) manden med lidt mere (måske for meget) selvtillid har fået øjnene op for én, han er på bølgelængde med. Og så! Han bliver ydmyg, da han ikke længere kan overskue skønheden.

The Embassy er egentlig ret ligetil. Af og til så ligetil at man faktisk kan få brug for at slå hjernen fra og blot lytte for ikke at fortolke blindt. Dermed ikke sagt at der ikke er noget at føle (Achtung! Stadig ikke følt i dén forstand!). De har fanget noget, og det formår de at viderebringe; det er ikke falsk oplysning eller belæst + opblæst selvoptagethed. De er oprigtigt nysgerrige, fordi de kan holde en vis distance og har tid til også at være delvist ligeglade. Opslugt af lejlighedsvis og essentiel endimensionalitet.

Jeg genopdagede dem for nylig, og jeg blev nødt til at fortælle dig om dem. Nu giver jeg dig trygt videre til The Embassy og tre af deres lands- og åndsfæller, der har fanget samme udgangspunkt – inden for en lidt anden æstetik.

kh

Af Martin Hjorth Frederiksen, dedikeret musiklytter og blogger på Börneblogger.

– – – – – – – – The Embassy udgiver sit tredje album, “Life In The Trenches” om lidt på Service Records (ikke Sincerely Yours), som blandt andet også har udgivet Jens Lekman og Studio. Den svenske duo har kun udgivet to album i fuldlængde tidligere, nemlig “Futule Crimes” (2002) og “Tacking” (2005). – – – – – – – – – –