First Flush – Hvad er det, vi gør mod hinanden? (interview)
Af Simon Christensen & Alexander Julin (interview).
Hvad skal man næsten sige for at give et interessant udefrakommende perspektiv på First Flush? Det er et efterhånden velbeskrevet og samtidig utroligt overraskende moderne rockorkester, der har klemt sig ind i deres eget hjemmebyggede åndehul af en tidslomme. På én gang er de en tydelig del af fluktuerende, progressive musikscene i Danmark og alligevel ganske uden for de gængse stier med en ærlig og samtidig distanceret tilgang til lyrik, virkemidler og produktion i musik anno 2017. I denne uge udsender de deres tredje LP “FUWA” på eget label Visage.
First Flush er fra Odense og Kerteminde, hvorfra de i deres tidlige leveår som band var en del af det spirende musikkollektiv Af Med Hovedet, der flyttede til København og var i gang med sprænge det musikalske landskab med en vild blanding af frie former, kollektiv musik og en relativt grænseløs sammensmeltning af rock, improvisation, hiphop, lyrik, dada, performances, dans og hvad der ellers fulgte. Mens Af Med Hovedet imploderede sammen med gentrificeringen af tilholdsstederne Henning og Henning Young, så holdt First Flush fast i bandet – dog i mellemtiden med Jonathan Carstensen og Alexander Weile som et yderst populært omdrejningspunkt i en japansk dokumentarserie – inden det nye label Visage opstod i asken på kollektivet. Sammen med First Flush overlevede også flere af Af Med Hovedet-knopskud og de føromtalte genrelegeringer bag det nye ansigt.
Jeg kan godt huske, da First Flush spillede punkmusik og blev beskyldt for at plagiere Iceage efter et hyldestnummer i god tro. Eller da bandet begyndte sin excessive brug af autotune. Eller da de skiftede stil og instrumenter for hvert eneste nummer (hvilket ikke var specielt praktisk til livekoncerterne). Men det egentlige billede (og selvbillede) af First Flush kommer krybende igennem deres sangskrivning. Det er nemlig ikke stiløvelser, men derimod et ret menneskeligt forsøg på åbenhed, udtrykt gennem deres tekster og i de accentuerede elementer i deres musik. Det er ikke den polerede og vellydende iscenesættelse, men snarere et forsøg på en personlig optegnelse af alt det rod og den moral, der udgør et helt menneske, der har fået mulighed for at rejse frit i fortiden og ind i intime følelsesmæssige rum.
Medlemmerne i First Flush udgøres af Jonathan Carstensen, Jeppe Davidsen, Alexander Weile og Mads Rubin Mauritzen, som også er drivkraften i Visage. Passive/Aggressive’s Alexander Julin tog en snak med bandet om den nye udgivelse “FUWA”, og om hvad vi gør ved hinanden. Du kan i samme forbindelse streame hele LP’en her på siden i en begrænset periode.
P/A: Hvordan fungerer I som band?
Jonathan: “Vi har med “FUWA” arbejdet meget umiddelbart, spillet stykkerne frem sammen og udviklet en måde at komponere på, hvor alle idéer bliver prøvet og løbende taget ud i forskellige retninger, mens vi spiller. Efter at have spillet sammen længe på denne måde er vi blevet meget opmærksomme på hinanden og stoler på hinanden musikalsk, når vi går ind den lidt specielle zone, det er at være i gang med at spille ny musik frem sammen.”
Alexander: “Vi går grundlæggende ud fra den klassiske rock-opsætning: Jeg spiller basguitar og synger. Jonathan det samme bare med akustisk guitar, Jeppe trommer og Mads elguitar. Men vi bytter også rundt på instrumenter både i øvelokalet og på scenen. Der sker noget særligt, når man bytter roller. Vi har jo alle forskellige måder at håndtere instrumenter på, så det er også en måde at fremme nye og fremmede elementer i musik.”
P/A: Hvad betyder det for jer, at synge på dansk? Hvilke muligheder finder du i dit modersmål, Jonathan, som ikke gjorde sig gældende, da du i begyndelsen sang på engelsk?
Jonathan: “Dansk er et smukt sprog, og for mig betyder det, at jeg kan smage det hele på anden måde end noget andet sprog, fordi jeg er optaget af at undersøge alle dets mange hjørner for at kunne formidle fortættede billeder, stemninger eller forløb. ”Bossa” fx er for mig gennemsyret af folkevisernes bålstemning og L. A. Ring-skyer, og roserne i ”Al Min Venlighed” har et distinkt rum omkring sig, fordi det er det den danske aften, jeg kender så godt, det er knyttet til, og hvilket sprog er så mere nærliggende at formidle dette på end dansk. Ens fintfølende forhold til sit modersmål gør netop, at man er meget opmærksom på de mindste elementer, hvilket for mig gør, at jeg kan udtrykke mig langt mere antydende, abstrakt og klart samtidig, knækket syntaks, udelade det halve og måske sige mere, og så pludselig komme med en linje, jeg ellers aldrig ville turde.”
Alexander: “Jeg har også sunget engelsk i mine ungdomsbands – og forleden dag sad jeg med en flok kammerater og lyttede til musik fra den odenseanske 00’erscene – det gik op for mig, at alle faktisk sang engelsk. Sikkert var det med en ambition om at bryde igennem i den store verden, men hvem skete det lige for? Langt mere fik det engelske sprog mine tekster til at ligne kopier af diverse britiske og amerikanske bands end at være et udtryk for mig. Nu synger jeg dansk, men det er slet ikke fordi, at jeg i dag ikke har ambition om at komme til udlandet. Tværtimod er det et sandere udtryk om, hvem jeg er. Det bliver mere originalt for mig, som jeg hellere vil tage med og vise verden.”
P/A: Hvor og hvornår er sangene skrevet? Hvilke tematikker har I prøvet at formulere musikalsk såvel som lyrisk og hvorfor?
Alexander: “Sangene er kommet frem i forskellige sammenhænge, langt de fleste i øvelokalet på Amager. De er blevet til fra efteråret 2015 og henover foråret 2016 som en række forskellige stykker, vi så satte sammen på Brandbjerg Højskole, hvor vi var blevet inviteret op en lille uge. Endeligt kunne vi så i maj måned præsentere vores nye sange til en koncert oppe i en lade i Vemb, vest for Holstebro. Typisk for First Flush er, at når vi så vil lægge sidste hånd på sangene efter sommerferien, lige inden vi gik i studiet, sker der noget i øvesituationen – og pludselig ændrer mange af sangene totalt karakter og har fået den udformning, de nu har på “FUWA”.”
Jeppe: “Så det har egentlig været en ret lang proces. Vi indspillede i september 2016 sammen med Lukas Rasmussen, som også var med til at lave “Min Erindring”, samt Asger og Holger Hartvig, der fungerede som en slags kunstneriske sparringspartnere.”
Jonathan: “Tematisk kan jeg efterhånden se, at både Alexanders og mine tekster ofte kredser om det relativt simple spørgsmål, hvordan skal vi komme overens med det, vi gør mod hinanden? Hvordan lagrer disse ting sig i hukommelsen, og hvordan kan man formulere sin usikkerhed, sin angst, sine håb og brudte løfter.”
P/A: Hvordan har kronologien været, når I har skrevet sange? Har lyrikken dikteret hvad I har sigtet efter at skabe musikalsk eller er den opstået efter eller uafhængigt af det instrumentale?
Jeppe: “Vi plejer som regel at lave musikken først, og så har Alex eller Jonathan altid nogle tekster som de så får rettet mere og mere til for hver gang vi mødes og spiller sangene. Sådan har det i hvert fald været på “FUWA”.”
Alexander: “Nogle gange opstår lyrikken ligesom resten af instrumenterne i et jam, andre gange har vi taget tekster med, som sættes ind over tracket. Oftest for mig skriver jeg tekster, som jeg så applicerer på et stykke, jeg synes stemningen passer på. Vores tracks finder sjældent en form, som vi bare skal forfine indtil studiet, men ændrer sig løbende, når instrumenter spiller med hinanden (stemmen hører herunder) – det samme gælder for mine og Jonathans tekster.”
P/A: Hvordan adskiller “FUWA” sig fra jeres forrige album, ifølge jer selv?
Alexander: “Jeg synes “FUWA” siger utrolig meget om os alle i First Flush, bl.a. afspejler den, at vi kender hinanden bedre end før. Og så er der mørket. Hvor “Min Erindring” mere lyder som et band, der forsøger at springe stratosfæren, udi himmelrummet, så lyder “FUWA” måske mere som noget nede på jorden, muligvis af urskov, hav eller et oplyst fos.”
Jeppe: “”FUWA” er nok mindre eksperimenterende end “Min Erindring” i forhold til, at vi har holdt os nogenlunde i bandopsætning, altså guitar, trommer og bas. På “Min Erindring” spillede vi alle sammen hinandens instrumenter og alt skulle prøves, hvilket også var rigtig sjovt, og det blev rigtig godt. “FUWA” er en LP, der hænger bedre sammen end vores foregående udgivelser, da sangene mere har en lydmæssigt rød tråd og kommer ikke rundt i alle genrer og i øst og vest. Og så er det også den første plade, hvor Mads har været med i hele processen. Han har virkelig fået sat sit præg på pladen med sit guitarspil.”
P/A: Har I haft en vision med udgivelsen forud for påbegyndelsen af den; hvad har I ønsket at skabe – en følelse? I så fald hvilken?
Jeppe: “Jeg tror ikke, vi havde en vision om, hvordan det skulle blive, før vi begyndte på den. Men jeg tror, at de sange, vi har lavet, løbende blev mere og mere en form for familie, som kunne passe sammen i en samling. Så sangene har nok smittet hinanden. Jeg tror det eneste, som jeg havde lyst til, var mere eller mindre at blive bag trommerne denne her gang, lave bandmusik og ikke noget midi.”
P/A: Hvilke muligheder føler I, der ligger i brugen af autotune?
Alexander: “Det er jo et virkemiddel ligesom så mange midler til at hjælpe stemmen med at komme til udtryk. Autotune kan særligt få stemmen til at blande sig mere med de andre instrumenter. Og derved fremhæve stemmens musikalitet – lydhed – frem for måske en særlig ‘person’. Paradoksalt er det derimod bare, at autotune samtidig også kan hjælpe én med ‘at udtrykke sig selv’.”
Jeppe: “Det er efterhånden blevet en følelse i sig selv. Jeg synes, det kan give et vokalmæssigt boost, altså ikke nødvendigvis pitchmæssigt, men hele sangens stemning kan falde på plads med autotune på sangen. Det kan den så sandelig også uden auto, men indimellem kan det være den, der får vokalerne til at fungere optimalt.”
P/A: Gør I jer nogen overvejelse over at skabe musik i et krydsfelt mellem flere forskellige genrer? Hvis ja, hvilken værdi pålægger i det så?
Alexander: “Genrer ændrer sig vel ligeså meget som de forskellige tendenser og moder. I øvelokalet kan vi da godt finde på at arbejde ud fra en særlig rytme, som f.eks. i Bossa, men alt hvad det nu afføder af ideer behøves instrumenterne ikke at efterfølge (eller absolut gå imod for at krydse genre). Nu i grunden tænker jeg ikke særligt over genre i min musik. Med min bas tænker jeg mest over at lave melodier, der ‘kan udtrykke det’, jeg forestiller mig, at verdensmelodier er.”
Jeppe: “Det gør vi helt bestemt. Det gør jeg i hvert fald som trommeslager. Fx hvis vi har lavet et nummer hvor vi alle spiller rigtig rockagtigt, så det næsten er for meget og det er bare så rockagtigt, så prøver jeg måske at spille lidt mere jazzagtigt, og Alex prøver at spille noget funk og sådan. Så bliver det i hvert fald både sjovere at spille og lytte på.”
P/A: Hvad synes I der mangler i det danske musiklandskab?
Jeppe: “Jeg føler ikke, der mangler noget. Der er nærmest for meget. Det er svært at følge med i og der kommer nyt musik hele tiden. Det er fedt, men der er godt nok meget. Jeg kunne godt tænke mig indierocken kom frem igen en dag. Sådan noget som Arctic Monkeys og Bloc Party osv. Bare i danske versioner. Jeg føler, at moden spiller en stor rolle i det moderne musikdanmark. Der er en form for Instagram-stemning i meget af det, der kommer frem – også i rocken. Det har vi da også selv dyrket, det er også sjovt.”
P/A: Hvordan synes I musik kan være med til at overskride grænser og sætte ord på nogle problemstillinger/oversete elementer i samfundet?
Jonathan: “Musikalske grænser bliver udvidet og sprængt hver eneste dag i større eller mindre grad over det hele, og samtidig bliver der trukket nogle nye op for, hvad man bør og må indenfor et respektivt felt. Grænser i virkelighedens samfund er mere komplekse. Som jeg nævnte tidligere, kredser vi ofte lyrisk om, hvordan vi skal komme overens med det, vi gør mod hinanden? Spørgsmål som dette er i dag meget relevante i en samfundsorienteret kontekst, og jeg har et ønske om, at der er nogen, der forsøger at give et bud, for hvordan kan det blive mere relevant, når vi har så mange sår i verden. Jeg har endnu ikke fundet vejen ind til den form for sangskrivning, men jeg er sikker på, der er nogen, der leder og finder et sted.”
Alexander: “Jeg synes musik og samfund hænger ligeså meget sammen som musik og menneske eller menneske og samfund. Indenfor kunst er det oftest indenfor den offentlige debat, at billedmediet skal have lov at udtrykke vores ytringsfrihed. Senest indenfor musikken skete det vel senest med den tyrkiske præsident Erdogan-sangen, at der vaktes debat, da han ville ulovliggøre den. Ytringsfrihed er en svær ting, men jeg synes ikke udelukkende, der skal være frihed til at overskride andre menneskers grænser. I langt højere grad er jeg interesseret i at overskride mine egne grænser, når jeg laver musik. Og derudover kan det få én føle noget eller til at tænke sig om, hvilket jeg da ville være utrolig glad for, om “FUWA” gjorde.”
Info: First Flush “FUWA” udkommer den 30. marts på Visage. Samme dag er der release på Stengade med bl.a. Asger Valentin, Assembler, gast + boli (RSVP).
