Passive/Aggressive

FOEG – Et mixtape der skal give forsmag på Festival of Endless Gratitude 2012

Mixtape September 19 2012

“Fra torsdag til lørdag brager Festival of Endless Gratitude løs i nye lokaler på Refshaleøen med et program, der som altid, når der står Endless Gratitude øverst på plakaten, spænder enormt bredt. Passive/Aggressive har bedt os sammensætte et lille festivalmiks for at give en forsmag på, hvad der venter i weekenden. Der er – helt i festivalens ånd – blevet til et temmelig skizofrent miks, der spænder fra charmerende indiepop fra svenske Saigon, over øm lofi-folk fra franske TwinSisterMoon, beskidt og blueset psychrock (eller beskidt og psychet bluesrock?) fra tyske Pretty Lightning og skæv trance fra italienske Stargate til melodisk post punk fra nogle af bloggens egne favoritter, nemlig danske First Flush.

Det, som motiverer os, er beskeder som den her fra en person, jeg ikke aner, hvem er: I er så sindsygt vilde. Mit hjerte hoppede, bogstaveligt talt, en ekstra høj gang, da jeg så programmet. Tak. Jeg kommer. Eller den amerikanske gut, vi snakkede med til en koncert med Black Dice for nylig, der så programmet og nærmest faldt bagover, da hans øjne faldt på Natural Snow Buildings.

Festival of Endless Gratitude er ikke kun en fejring af musikken, men også en fejring af venskaber – nye og gamle – og handler om at give. Gode koncertoplevelser, men også gode oplevelser i det hele taget. For mig er FoEG indbegrebet af at give: Både fra arrangørers, kunstners og publikums side.”

FoEG har kompileret dette mixtape med et udvalg af navnene fra årets festival, men i det fulde program gemmer sig også navne som de tyske krautlegender Roedelius (Cluster, Harmonia) og Jean-Hervé Péron (Faust), den finske elektronika-legebarn Tomutonttu og den tyske guitarekvilibrist Steffen Basho-Junghans.

Støt ethvert godt initiativ, der fremmer musikkulturen i Danmark. Festival of Endless Gratitude finder sted den 20.-22. september på Refshaleøen. (RSVP)