Fu John Tchicai 1936-2012
Af T.S. Høeg
Søndag den 7. oktober om eftermiddagen åbnede jeg trommis Anders Provis’ nye Nørrebro Jazz Klub med et af mine solo-outertainer shows, hvor jeg midt i det hele røg af sætlisten & i stedet begyndte at fortælle om John, om min Buescher-altsax fra 1932, som han gav & lærte mig at spille på fra 1974 & fremad. Inden jeg fortsatte showet, foreslog jeg, at alle i rummet sendte en kort stillestunds varme tanker til ham, idet han i sommer faldt om i Barcelona lufthavn med en hjerneblødning & siden havde ligget hen.
Da jeg kommer hjem, er der besked fra Pierre Dørge, at John netop er død på et hospital nær sit hjem i Frankrig.
Sådan er der så meget mere mellem himmel & jord, som det hedder sig, hvilket svarer fint for John, eller som han også sang engang: Virkeligheden blænder, hvis man ser den, som den er …
Som ungdomskuli arbejdede jeg for under en tier i timen på Hørsholm Bibliotek med at sætte lp’er på plads eller at rense dem i propylalkohol. Jeg noterede mig, at den høje, statelige negermand, der var begyndt at spankulere rundt i kommunen, var den samme, hvis kontrafej kunne ses udenpå enkelte lp’er, der befandt sig i samlingen. Hjem med dem: “New York Contemporary Five’s vol. 1 & 2” fra Montmartre i 1963 med også tenoren Archie Shepp & lomme-kornettisten Don Cherry.
Min interesse for såkaldt yderliggående musik var spirende, så denne nu for mig personificerede John Tchicai & hans musik kunne ikke ramme bedre.
Hjem bragtes også en anden lp, hvor han ude i naturen sidder fløjtespillende & endda nøgen bagved en ditto kvinde & lille pige, hvilket jo udgør coveret til ”Afrodisiaca” fra 1969 med hans eget enormt store danerorkester: Cadentia Nova Danica, hvilket var krasse sager, fordi der i mine ferske ører var så megen kakofonisk lyd uden en fast puls, undtagen lige den til stadighed undersmukke march-hymne: This is heaven.
Jeg kunne ikke vide, at en af de mange medvirkende, multi-saxofonisten Christian Kyhl, siden skulle blive min daneriske altsax-helt nummer 2 samt fast barytonsaxofonist i mine senere store bands.
Ikke nok med denne åbenbaring, men i den ellers stille & konforme kommune ledede han også et ret så udknaldet foretagende: John Tchicai & the Festival Band, der bestod af en del unge flippere med bl.a. min kommende sjælemakker, janitsharen, pladeselskabsejeren af Ninth World Music, produceren med meget mere: Peter Ole Jørgensen (aka Pere Oliver Jørgens), hvis udtryk stak milevidt af fra kommunens ellers foretrukne lyd af ellers okay brazil, Stevie Wonder, reggae, Marvin Gaye & elektrisk fusionsjazz eller bare tidens åndssvage tonetand.
Jeg blev efterhånden fyr & flamme, ja, fik nærmest et kald, så en dag på biblioteket sprang jeg sporensstregs hen til denne ikke længere bare høje, statelige negermand, men nu selveste John Tchicai, præsenterede mig og udsagde de ufortrydelige ord: Lær mig at spille på saxofon.
På et overraskende danerisk med jydske aner svarede han: Har du en saxofon?
Nej.
Det var så den samtale, indtil Tchicai et stykke tid efter meddelte, at nu havde han skaffet mig en altsaxofon. Netop denne gamle sølver-Buescher fra 1932, som havde tilhørt en Svend-Åge Blankholm, der indtil sin død havde været violinist, hvoraf visse af disse i forne tider også kunne/skulle agere alternerende saxofonister & i hans tilfælde i Statsradiofoniens Underholdningsorkester.
Da jeg boede i Kokkedal & derfor ikke hørte under Hørsholm Kommune, hvor John på det tidspunkt underviste, mens han holdt en pause fra det professionelle musikerliv med i stedet fordybelse i meditation & yoga, kunne jeg alligevel godt blive undervist ad en mere privat sidevej.
Jeg kom nu under John’s vinger, hvilket viste sig i to klare spor.
Spor #1:
Min første lektion bestod i at møde op i en parkeringskælder med også Annette Borck Andersen, hvor vi skulle blæse løs på altsaxens dybeste tone: Bb. Der lød omend båttende lyde, men der var hul igennem, hvilket for mig blev det første af mange senere: Et før & efter.
This is heaven on earth.
Nu skulle det jo ikke stige mig til hovedet, så den næste tid bestod af striks & no mercy-undervisning i nodelæsning & vores vestlige skalasystemer, men også afrikanske, arabiske, asiatiske & indiske af slagsen. Desuden den gamle, klassiske saxofonist, Sigurd Raschers til stadighed gavnlige intervalliske terpebog & masser af lange toner, hvilket var noget så jammer kedsomt, men som jeg selv i dag siger til elever:
Det er godt i længden, hvorom alt drejer.
At finde sin egen & ikke andres tone.
I 1975 ræsede John os ind for både at hilse & høre på to saxlegender, der igen havde fundet sammen, nemlig Lee Konitz & Warne Marsh, hvis udtryk jeg ikke forstod, men det skulle jeg senere komme til. Læs i det hele taget videre i min nu antikvariske bog: “Verdens 25 bedste jazzplader”, Rosinante, 2001.
Spor #2:
Jeg hang i & dagen arriverede, hvor jeg fik besked om at møde op til øvning med: John Tchicai & the Festival Band.
Min ryg kunne ikke være mere ret i dog dirrende forventning, selvom dele af mine omgivelser var ude med deres: Nårh, nu er du for alvor faldet i blipbåt-gryden.
Hvor tennis, eskalerende læs- & skrivning indtil da havde været min beskæftigelse efter skoletingen, kom den udøvende musik nu ligeledes ind i billedet.
I Festival-bandet lærte vi alle mulige ting: Selvfølgelig at improvisere & ikke bare ud i den blå luft, men efter diverse givne dogmeregler, at spille regulære kompositioner, men også efter farver, grafer & andre indforståede tegn, hvor John sågar havde plancher spredt ud på gulvet, hvor forskellige politikeres fjæs var påklistret, så hvis John trådte på fx Glistrup, betød det noget bestemt & så fremdeles. Eller i forskellige konstellationer at spille efterhånden flere & flere repeterende fraser & rytmer op i lag, hvor disse mange mønstre så kunne skifte frem, tilbage & yderligere frem, hvilket i stedet for bare backing med soli var sagen. Når sådan en modular maskine fandt sit rette leje, kunne John dog finde på at bryde ud i solo eller udpege en af os andre til at spille såkaldt frit fra leveren ovenpå.
Om, om & om igen spillede vi i en holden fast, given slip til en ny holden fast, mens vi lagde & skulle lægge mærke til alle de små knopsforskydninger, fordi ellers blev man eller vi dømt ude.
Thi hvis vi var uop-lagte eller -mærksomme, skulle vi i hvert fald nok få det at vide: At lytte, lytte & så atter lytte.
Derefter blev andre musikeres mere regulære jams med et tema & så skiftevis en solist derudad meget forudsigelige pga de mange for længst indbyggede regler om at kunne eller ikke at kunne netop det pågældende sprog. Jeg har stort set siden holdt mig væk fra enhver genre-bestemt jam, mens jeg dog som tilhører elsker at jinge til andres, hvis de bare spiller fedt.
Den dag i dag sværger jeg meget hellere til Johns metoder, om jeg så spiller med kumpaner eller især elever i ideen om: Instant composing.
At finde sin egen plads i et samlet billede.
Jeg var efterhånden så hooked, at mine forældre gerne ville have John til te, så de lige kunne se denne personage an, der jo i den grad havde vendt vrangen ud på deres førstefødte. Min mor bakkede generelt op, mens min far, der anså, at ingen hverken før eller efter kunne komme på linie med J.S. Bach, var mere skeptisk, men John faldt i god jord, så “kultiveret han var”.
Netop som jeg blev student, indspillede vi også en fuldlængde langspiller med titlen ”God in Africa”, men såvidt jeg husker, havde bagmanden også sat et andet projekt i gang & da det kom til stykket, havde han kun råd til et af to projekter, hvoraf faktisk & den dengang nye CV Jørgensen, som jeg senere lærte at kende, vandt opløbet.
Da Peter Ole tegnede coveret, er han den i dag i besiddelse af et enkelt, ovenikøbet gate-folded, men desværre lp-tomt eksemplar. Et overlevet take kan høres på mit bokssæt: Moods & Grooves (unreleased recordings 1978-1998).
The Festival Band kom sågar til København & spillede bl.a. i Huset i Magstræde, hvor jeg noterede mig, hvor stor en kanon John var & at pressen helst ville høre meget mere til solisten Tchicai & knap så meget af denne ungbrusede, noget primitive stamme-kollektivistiske konstellation.
Men så kunne de & publikum høre John folde sig ud i Strange Brothers med saxofonisten Simon Spang-Hanssen, som jeg også begyndte at hænge med & som ligeledes kunne lære mig et & andet, bassisten og senere rytmekons-rektor, Peter Danstrup & trommis Ole Rømer, som jo også spiller fint på altsax, når han gider.
Den på det tidspunkt i Nivå-boende bassist, Johnny Dyani fra Sydafrika, havde sit Witchdoctor’s Son, hvor John bl.a. battlede med den også sydafrikanske altsax-kollega, Dudu Pukwana eller Jesper Zeuthen, min daneriske altsax-helt nummer 3, hvilket de to også gjorde i Pierre Dørges spirende New Jungle Orchestra.
Omkring 1978 meddelte John, at nu var det igen tid for ham at rykke videre, så nu måtte vi klare os selv, hvilket chokerede os noget, thi vi var jo godt vante & vidste nu ikke bedre.
Ud over al den i John i enhver situation indbyggede seriøsitet, havde ligeledes den dada-morsom vinkel, hvor vi grinede meget af ordspil, situationer eller bare vittigheder.
Men ikke noget med at være fulde og/eller skæve, selvom jeg dog sjældne gange har set ham nyde både vådt & røg.
Også sjældent ville han svare på spørgsmål om ”de vilde, gamle dage” med fx Coltrane & Ayler, men selv kunne han godt omend meget kort finde på lige at løfte en lille flig.
Peter Ole & jeg tog efterhånden teten, mens The Festival Band smuldrede, men vi fortsatte ufortrødent med en ny drejning: Festival Band plays Cockpit Music med kommunens hurtigste guitarist, Søren Tarding & med bl.a. multi-instrumentalisten Stanley Møller, der med ditto Klaus Kjellerup havde gjort sig populære i kommunen med Shit Riders, Pakhus 11 & senere Tøsedrengene & til stadighed Danser Med Drenge (jo), men det faldt også.
Men så dannede Peter Ole, Søren & jeg til sidst trioen Cockpit Music, der har holdt sammen lige siden.
Thank you, John.
Men det var slet ikke for evigt slut med John, thi han vendte altid tilbage til Danerlandet & allerede ind i 1980’erne stod den i forskellige større & på papiret umulige konstellationer med bl.a. saxofonisten Lotte Anker & sågar entertaineren Jan Monrad på de vildeste performances med udklædninger, musiske bevægelsesmønstre i flere retninger & smidning af frosne fisk i fx det hedengangne Montmartre i Nørregade, som fik den ellers hippe, men også snerpede Dan Turell til at anmelde forestillingen som en: Nederdrægtig nedtursnat, men intet kunne røre os, især ikke når John var omkring.
På et tidspunkt optrådte Cockpit Music sammesteds med også Sods/Sort Sol hver for sig & til sidst sammen, men en anden aften spillede vi en afdeling med digteren & alt muligt andet, Poul Borum & så senere med John som gæstesolist.
Vi skænkede det ikke en tanke at præsentere ham, thi vi troede, at alle i daner-m/k-riget kendte ham, men nej & John var ikke tilfreds.
På et langt tidligere tidspunkt udøvede John et legendarisk stunt oppe i DR’s daværende kantine på Rosenørns Alle, hvor han i utilfredshed med uviljen mod nye takter & toner smadrede service & sin sax, hvilket jo skabte den furore, der skulle til.
Men en anden anekdote lever til stadighed & som stammer nede fra det på den tids lukrative, fastansatte og ikke mindst guldbajertyngede hjørne, hvor guitaristen Ole Molin stod for bemærkningen: Nårh, jeg blev helt nervøs for, at han ville begynde at spille, hvorefter de rødmossede, tampede drenge fulgte op & skoggerlo i unison.
Som årene gik, fik jeg & mine ligesindede det selv at smage: Den evindelige ignorering & hvis ikke, så gerne denne åh noget så gemytlige gøren nar af anderledeshed, hvor alle dem, der spiller ligesom alle andre, til stadighed slår sig sammen i en demokratisk, kollektiv mobning.
Et fåtalligt publikum er der altid, mens middle-of-the-road-tilhørere kan bidrage med spørgsmålet: Spiller du stadigvæk sådan noget blipbåt?
I de tidlige 1960’ere var John den allerførste fremsynede daner til at rykke til New York, hvor jazzmiljøet endnu ikke havde sundet sig over ankomsten af revolutionisterne Cecil Taylor & Ornette Coleman. På den tid i fx. tidsskriftet Down Beat blev det stadigvæk diskuteret, hvorvidt Thelonious Sphere Monk overhovedet kunne spille piano.
What?
Nuvel medvirkede John også i The October Revolution og på selveste John Coltranes stadigvæk vilde ”Ascensions”, men efter min mening dannede han en af den såkaldte avantgarde- eller free-jazz’ fineste grupper: The New York Art Quartet med trombonisten Roswell Rudd, bassisterne, enten Lewis Worrell eller Reginald Workman, samt det uhyrlige trommemonster, Milford Graves, der helt op i nutiden blev genoplivet for en kort stund.
Go for it.
New York Art Quartet levede også på europæisk grund med i stedet daner-bassisten Finn von Eyben og trommeslageren Louis Moholo, der også var kommet til Europa fra Sydafrika med førnævnte Dyani, Pukwana & trompetisten Mongeza Feza som medlemmer af pianisten Chris McGregor’s gruppe, The Blue Notes.
John spillede desuden med alle koryfæerne fra den seje, stoute euro-scene, fx med pianisterne Misha Mengelberg & Irene Schweizer, guitaristen Derek Bailey, trommehvirvlen Han Bennink & you name it, hvilket er et helt & andet kapitel for sig.
Til hver en tid vil John’s smukke & særegne altsax leve i mig, selvom han på et senere tidspunkt skiftede til mestendels tenorsax, som han selvfølgelig også fik et gennemtrængende udtryk ud af.
Gennem årene havde John mange samarbejder på danerisk grund, hvor ofte Peter Ole og egensindig-bassisten Peter Friis-Nielsen stod bag sammen med bl.a. Laura Toxværd, som er min daneriske altsax-helt nummer 4, Clinch med pianisten Christer Irgens-Møller, saxofonisten Thomas Agergaards Ok Nok Kongo & senere trommetrolden Kresten Osgood, som via sin ukuelighed fik en anden altsax-legende, Oliver Lake, til at spillemødes med John. I begyndelsen omtalte John konsekvent Kresten som Kristian & kunne på det tidspunkt begynde at knurre, endda fra scenen, hvis ikke han kom til at fremstå, som den han var blevet: En aldrende statsmand.
De situationer var ham ikke klædelige, men fuldt forståelige.
Den unge gruppe, Dødens Garderobe, med bl.a. pianisten Jeppe Zeeberg, fik også lokket John til i 2011 & i den forbindelse optrådte jeg med dem som outertainer-digter, hvilket ligeledes glædede mig, at John også anså den del af mig som noget.
Midt under en konceert i Literaturhaus hvisker John: Har du pakket hornet ud?
Ja.
Kan du huske: “Exercise no. 15”?
Ja.
Det gjorde vi så, hvilket skabte en hel ny situation.
Typisk Tykke-Kai.
John var & opholdt sig overalt på verdenskortet, som den absorberende & givende verdensmand han var. Optrådte, komponerede, underviste, skrev digte med sin ligeledes karakteristiske kalligrafi & holdt til det sidste det især uforudsigelige i hævd på den mest naurlige måde.
Til alle jer, der først vågner op til døden: Beware, beware.
Komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen & alt-muligt-eneren Torben Ulrich er stadigvæk omkring, men den høje, statelige, jydske negermand med de lange fingre og enorme skostørrelse er ikke mere, men især hans højst personlige tone & særegne teknik vil for bestandigt lyde.
Jeg bukker, gør honnør & giver hjerte til dig i evigt minde.
TS Høeg (aka Dane TS Hawk), Sliema/il-Gzira, Malta 2012
T.S. Høeg er forfatter, outertainer og musiker (Cockpit Music, Sods, Goodiepal, Thulebasen m.fl.)
Redaktørens note: Dette mindeord er tidligere bragt i Jazz Special, men har en Passive/Aggressive nødvendighed – på grund af Tchicais medvirken i og betydning for freejazzen fra New York 62-66 og videre til Europa og Danmark med navne som John Coltrane, Albert Ayler, Don Cherry, Archie Shepp, Peter Brötzmann osv. Et ligeledes godt sted at starte ville være i Thurston Moores miniportræt af Tchicai.
