Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

2012: Blomstringstid for den provinsielle storby

December 24 2012, af Alexander Julin

Af Alexander Julin – Billede: Fra Trøjborg Beboerhus

Det, der førhen har været en hvislen i sivene, har vokset sig til et højlydt brag. Jeg er blevet ansporet til at forfatte nogle ord om, hvordan jeg har oplevet det seneste år i musik, og her mod udgangen af år 2012 står det også heldigvis klart, at den fynske og jyske musikscene har opnået et vis boom, hvad angår diverse musikalske initiativer, som så endelig har fået mulighed for at brede sig ud over Københavns grænser (hvor det blandt andet manifesteres af Mayhem, Posh Isolation, Festival of Endless Gratitude, Escho m.fl.).

Udviklingen har især været gældende for Danmarks provinsielle storby, Aarhus – en by der langsomt, men for alvor gør sit for at leve op til sloganet ”Danish for Progress” på musikscenen. Hvor det førhen har været en sjældenhed at kunne gå til koncerter af interesse udover Voxhall, Atlas og større spillesteder, har det til forskel nu været muligt at tage (aktivt) del i en folkedreven og nonprofit scene, der mig bekendt ikke har været noget nær så kvalitetsbevidst og initiativlystent i ja, alt for lang tid, i hvert fald.

Fra Doom under Ringgadebroen

Om det har været verden, der har kigget udefra, eller blot århusianeren selv, der har kigget indad, så har dommen over årets brede hagl af søsatte projekter, udgivelser, koncertklubber og pladeselskaber virket til at være af samme kaliber: Hvad end der genremæssigt har været tale om, har et skinnende engagement og en åben inddragelse ofte været at finde ved byens diverse, nystartede projekter (tjek f.eks. Anders Mortensen fra Undertoner, der ikke har kunnet dy sig for at nævne, hvor søde Snaredrum er).

Hvad der er sket i Aarhus musikalsk set, er altså til en vis grad ikke noget, der skal ses i rød tråd af andre og/eller forrige projekter, men blot et udtryk for at der er sket en dominoeffekt blandt en stærkt inddragende gruppe mennesker. Folk har i et langt større omfang altså pludseligt fattet, at man sagtens kan selv. På denne måde har det også været det generelle tilfælde, at uanset hvilke genrer man personligt har følt sig mest knyttet til oftest har dukket op alligevel, hvis muligheden har været der for at opleve musik ud fra et nyt aspekt eller en anden kontekst (læs: Doom Under Ringgadebroen). En fællesinteresse for ens omgangskreds’ initiativer og projekter har nu også medført en ligeledes øget nysgerrighed for nye musikalske input.

Det vil derfor også være en større misforståelse, hvis man så den blomstrende undergrund an som udtryk for en ny scene – også selv om den oftest refereres internt til som Scenen! Nuvel, der havde muligvis ikke været Urban Achievers, Fright Eye eller Happy Hookers for Jesus foruden Cola Freaks, hverken Ignition, Vengeance eller Gold Soundz foruden Raum Eins, LJUD, Klub Arrogant, Golem Tapes, Raw Power etc. Men dette bør måske også mest af alt blive anskuet som et billede på, at en kulturel arv er blevet videregivet og overdraget med en vis tillid såvel som gensidig værdsættelse af det individuelle og kollektive initiativ i sig selv.

Fra Sway: Fright Eye & Glow Kit

Det bedste bud, jeg endnu selv har hørt på en bredere definition af det nuværende kulturmiljø, har paradoksalt nok været iByens selvdefinerende subkultur, “indiepunkeren”. Trods artiklens unægteligt humoristiske sans, bør den nok ses som en falliterklæring af at skulle definere en karikatur inden for byens kulturelle initiativtagere og derved også en manglende rød tråd i det, som en stor del af musikpressen også (ofte forgæves) længes efter i dets søgen efter ”en ny bølge”.

Der er blevet kysset og dannet bånd til punkshows, arrangeret ture udenbys til ligeledes bemærkelsesværdige arrangementer med knækket brilleglas og sprængte blodkar i udskudte øjne. Der er sågar gået ild i en person til en chillwave koncert, mens en anden har røget pot med sin egen mor til shoegaze. Drengerøve får venindetatoveringer efter at have startet et pladeselskab, andre giver sig veltilfredse hen til den dvælende kontanthjælp eller aktivering i et fuzz af effektpedaler. Gældende for de fleste er dog, at folks iver efter at skabe klør i de frosne fingre på kryds og tværs i den jyske muld.

Det er med en overvældende lykkefølelse nu at kunne se tilbage på et år, hvor Aarhus har kunnet markere sig med et utal af musikalske projekter samt en unægtelig passion. Herved har det nu været muligt at få rykket på den (i et bredt omfang) stats- og kommunalt bestemte monopol på musikkultur og til gengæld gjort den dét mere folkeligt bestemt.