G.B. Beckers – Rituel asketisme fra glemt, guitarspillende billedkunstner
G.B. Beckers “Walkman” (Music From Memory, 2018) – Anmeldelse af Emil Grarup
Amsterdam-selskabet Music From Memory har haft gang i nogle gode ting i løbet af 2018. Pladeselskabet, der specialiserer sig i at genudgive overset og/eller uudgivet musik på vinyl, har siden årsskiftet blandt andet sluppet Richenels disco-epos “Perfect Stranger”, Victors dub-soulede “American Dread” og “The Order of Change” af MFM-veteranen Suso Saiz’ new age-gruppe Orquesta de la Nubes, samt ikke at forglemme to samlinger “tape works” fra den japanske ambient-magiker Kuniyuki Takahashi.
Måske vigtigst af alle er dog genudgivelsen af G.B. Beckers “Walkman” fra 1982. Det er i hvertfald dén, det nu skal handle om. Billedkunstneren og guitaristen Günther Beckers, der oprindeligt er fra Aachen i Tyskland, skrev oprindeligt “Walkman” i forlængelse af en kunstudstilling, han afholdt samme år, og udgav den efterfølgende på sit eget pladeselskab Milky Music i et oplag på femhundrede eksemplarer.
Albummet udgøres af en række minimalistiske kompositioner for akustisk guitar, trommemaskine, guitar-synth og vokal, på hvilke den akustiske guitar spiller den klare hovedrolle, og de andre elementer som oftest danner en form for ‘kulisse’. Majoriteten af de ti numre på albummet er strukturede omkring arpeggioforløb, som ved første lyt fremstår ganske simple, men som ved nærmere studie viser sig at være rige på variationer i skift i tempo, intensitet og toneregister. Hvilket gør at albummet, på trods af sine relativt få virkemidler, føles som værende i konstant bevægelse.
Derudover kan “Walkman” også karakteriseres ved en særlig åndfuldhed. ‘Ånd’ har altid været – og vil altid være det – et begreb, der semantisk set er ret diffust. Dét, jeg mener her, er mest af alt en følelse af, at der er noget i musikken, som ikke er selve musikken, men noget andet. Noget, der driver musikken frem, men som samtidig skaber en særlig form for ro.
Jeg tænker, at denne særlige følelse af ånd kan skyldes flere aspekter i musikken, men især dét, at det føles, som om noget påkaldes gennem de spartanske produktioner, at den instrumentelle asketisme bliver nærmest rituel. Jeg mener dog også, at lydbilledets varme og rumlighed spiller en rolle, hvilket nok delvist kan skyldes den specielle teknik, Beckers brugte under optagelserne til “Walkman”, kaldet ‘Kunstkopf’ eller ‘Dummy Head’. Kunstkopf er en binaural optageteknik, hvor lyden optages gennem et mannequinhoved med en mikrofon på hver side, hvilket giver lytteren en følelse af at være til stede i selve optagesituationen.
Jeg synes, at “Walkman” formår at finde en god balance mellem det meditative og dynamiske. Beckers har skabt formået at skabe en minimalisme, som er alsidig uden at miste sin essens og repetitiv uden at blive monoton. For den bedrift får “Walkman” en varm anbefaling herfra.
Info: “Walkman” blev genudgivet på Music From Memory den 9. oktober 2018. Albummet udkom oprindeligt på Milky Music i 1982.
