Homesickness – At være hinandens klare vidner
Homesickness – “Anamnesis” (Pink Cotton Candy, 2025) – anmeldelse af Ida Skibsted
Under høstmånen blandt moser og enge i slutningen af 2023 indspillede Homesickness deres anden plade, Anamnesis. Det fandt sted på Fyn i den billedvævende kunstner Annette Holdensens landsted, Løkkegravene, nord for Odense. Her indspillede gruppen tolv timer om dagen i syv dage med sparsomme instruktioner, men med en dyb opmærksomhed på hinanden og det stedet havde at fortælle dem. Blodbøgen og sumpene udtrykte sig i deres eget tydelige sprog og besjælede musikken – eller måske nærmere blev musikken. Som en genkaldelse af noget tabt eller glemt.
Malthe Junge Løvefod, som er en slags moderplanet i kammer-folk-gruppen, peger i udgivelsens pressemateriale selv på, at stedet og den kosmisk ladede tid ikke blot fungerede som baggrundstæppe for indspilningerne, men snarere infiltrerede musikken med en åbning mod cykliske landskaber og bevægelser. Stedets iboende rytmer var medskabende – som et åndedrag måske. Meget tyder i hvert fald på, at det stedbundne i tilblivelsen af pladen på flere planer tjener til en åbning mod en større verden, som på én gang er dyb og uendelig, specifik og øjeblikkelig.
De lidt ghosty og atmosfæriske feltoptagelser ligger som et konsekvent lag gennem alle ti kompositioner som et samlende princip og som en berøring med en anden tidslighed, som et medkonspirerende væsen, noget mystisk og ufatteligt, både fjernt og nært. På numre som “Urdr” og “Skuld” høres kroppenes bevægelser i huset, vinden og bladenes knitren, skridt der bevæger sig langs jorden, en stemme der kort hvisker, pedaler der trykkes ned, en finger der presser indspilningen i gang, en nænsomt søgende violin. Det er den slags ekkoer, der giver mig fornemmelsen af en form for tilstedeværelse som en ånd, der pilefletter tider, steder og hengemte tilstande gennem sporene. Jeg får billeder af en væverske, der samler glemte minder og kombinerer dem i en underlig nutid, væver billeder af drømmende guitar og natuglens urgamle kald.
Der skabes intimiteter, som kan minde om 80’er-90’er lo-fi eksperimentel bedroom kendetegnet ved en lyd, der netop påminder om det rum, den er skabt i og derved tillader “fejl” eller “støj”. Det giver et komplekst lydbillede, hvor mange lag er til stede på samme tid, ikke mindst i kombinationen af de mere storladne og luftige kompositioner, som kan henlede tankerne på Talk Talks Spirit of Eden fra 1988.
En søgen efter åndelige fællesskaber
Det dialogiske som en kunstnerisk metode, om det er med en åndeverden eller en vibrerende materie, er måske allermest tydeligt i de jazzede improvisationer, der til tider slår over i en art avantgarde syre-folkrock, i skrøbelige, sangvinske vokalharmonier. Instrumenter som violin, klarinet, cello og klokker, der hver især har så meget format, finder i samklang ind i en katarsisk lyd, når concertinaen åbner sig og folder hele fælleder ud med stemninger af eftertænksomhed, melankoli, tillid og ekstase.
“Der trækkes helt klart inspirationer fra den britiske folk, der fandt sted i 70’erne med Shirley Collins som et omdrejningspunkt.”
Det er et inviterende rum, som påkalder stemmer fra forskellige genrer og leger med referencer. Der er en tydelig samtale med Laurel Canyon-musikernes søgen efter åndelige fællesskaber og kollektive organiseringer af liv, hvor kunsten på sin vis forpligtede sig på at formulere tanker om en fremtid funderet i kompromisløs kærlighed, særligt ikonisk for de potente år i LA mellem 66 og 72. Men der er noget afvæbnende ved den knap så romantiserede måde, Junge henvender sig til denne ellers svært mytologiserede musikhistorie. Jeg får lyst til at lægge mig i græssets grønning og drømme mig ad smukke åer bevokset med urter og roser væk i gryende dage, hvor vi sang med hinanden og var hinandens fineste vidner.
Men jeg bringes nu også til hedenske labyrinter og rundt i stenede middelalderborge, til keltiske højlande og bjerge indhyllet i gamle visers længselsfulde dis. Der trækkes helt klart inspirationer fra den britiske folk, der fandt sted i 70’erne med Shirley Collins som et omdrejningspunkt. I lyrikken findes antydninger af spiritualitet eller mystik med linjer som “Close by water and widows / I rest in a house of truth / I thank thee whom I found in the hills / Calmness I will choose“. Det kan næsten virke som et digterisk møde mellem irske Yeats og norske Ellen Einan. Men fornemmelsen af mystik findes også i kombinationen af den til tider let galoperende akustiske guitar, det messende i Junges vokal, strenginstrumenternes milde længsel, de stigende intensiteter og de post-rockede ambiente lag.
At give det mistede tilbage
Det er et på alle måder eftertænksomt, helende og poetisk værk, men som heldigvis også tillader sig selv at blive grebet af stemninger og indfald som på nummeret “Roses by the Creek,” der alt i alt bare er et fremragende rocknummer. Omkvædet heri er et forløsende punkt på albummet. Jeg har med meget musik haft oplevelser med hjertet – at det kan blive svøbt i noget blødt, at det kan gøre ondt, trække sig sammen i knugende fornemmelser, at det kan bløde, at det kan blive helt uhyrligt, at det kan blive fyldt, at det kan blive vildt, at det kan briste og blive underligt let. Det sidste er en oplevelse jeg har med Anamnesis, men også da jeg tidligere på året hørte dem spille i Christianshavns Beboerhus – særligt da de spillede afslutningsnummeret “I Thank Thee Whom I Found In the Hills”.
Nummeret er skrevet som en besvarelse til tyske singer-songwriter Sibylle Baiers sorgfulde nummer “I Lost Something in the Hills” fra hendes eneste album Color Green, som blev optaget i hendes hjem i årene mellem 1970 og 1973. Hvad var det hun mistede? Hvad skyldes denne håbløshed? Det er som om, Homesickness forsøger at give det mistede tilbage i en henvendelse, der er fuld af håb og beruselse over at være bragt i kontakt med den dybere hukommelse, som vi alle har til fælles. Anamnesis er en portal ind til denne tilstand og et ritual, som jeg tror, Junge vil åbne og gentage gennem forskellige udtryksformer fremover.
Info: Anamnesis er ude via Pink Cotton Candy.
