Passive/Aggressive

Kvartalets bedste singler – SoMe-janglepop, hedengangne helte og en jamsession i et ormehul

Blog April 7 2019
Black Midi

Af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg – med afsæt i en helt ekstremt subjektiv udvælgelsesstrategi – en god håndfuld af de nye sange fra ind- og udland (samt et par perler fra arkiverne), som har klæbet sig allerbedst fast til min hjernebark i det netop afsluttede kvartal. Herunder får du en blanding af oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: uforbeholden kærlighed til det, der har ramt mest plet hos mig.
Her er de højeste højdepunkter fra første fjerdedel af 2019.

Honey Oat “A Stranger Spring”
Vi begynder med at dykke hovedkulds ud i foråret med ”A Stranger Spring” – åbningssangen på det selvtitulerede album fra en Seattle-duo, der på ret original vis sammenfletter mathpop, jazz og neo-soul. Bevæbnet med Rhodes-orgel (som normalt giver mig akutfunk-fobi), kosmisk korsang, hakkende rytmik og psykedeliske phaser-effekter lyder de lidt som Sun Ra og Unknown Mortal Orchestra, der jammer i et ormehul på tværs af tid og sted.

Søn ”Dan Bilzerian”
Solen skinner på alle måder også på ”Det skandinaviske design”, debutalbummet fra Søn, der fortjent har høstet roser. Med samme vokalekvilibrisme som Carson Cox hos Merchandise slynger forsanger Kristoffer Jessen om sig med SoMe-poesi om selveksponering og usikkerhed, uden at det bliver patetisk. Opkaldt efter en amerikansk Instagram-stjerne, der åbenbart er kendt for sin overdådige livsstil, spørger Søn, om han har fundet lykken. Det er denne slags 80’er-klingende (jangle)pop med et sublimt ungt nutidsblik, som P3 burde sende ud på FM-båndene.

Black Midi ”Crow’s Perch”
Black Midi er et britisk orkester, som har taget no-wave musikkens repetitioner og minimalisme til sig. Men på deres anden single flirter de også med intellektuelle post-punkede slacker-stemninger, som vækker minder om amerikanske Ought – blot med mere friktion i det musikalske kludetæppe. Bandets ry som et heftigt live-band skyller ind i sangen, der virker præget af en lyst til at overraske sig selv lige så meget som lytteren.

Avey Tare “Remember Mayan”
På soloalbum-fronten plejer Avey Tare at blive en smule overstrålet af sin Animal Collective-kollega Panda Bear. Men ikke denne gang. Panda Bears ”Buoys” fra sidste måned er en skuffende stiløvelse, der knap kunne have fungeret som ep. Avey Tare lader derimod til at have brugt væsentligt mere energi i sangskrivningen, som er skrevet, indspillet og produceret udelukkende af ham selv i hans North Carolina-hjem i skovene og på en 25 år gammel ottespors-båndoptager. Simpliciteten og skønheden skinner kraftigt igennem på ”Remember Mayan” med en krystalklar akustisk guitarhelt fremme i lydbilledet og melankolske strofer, der emmer af en tidløs nostalgi.

og til sidst to fra gemmerne:

Talk Talk “I Don’t Believe in You” (1986) & “I Believe in You”(1988)
Scott Walker og Mark Hollis. To geniale kunstnere gik bort i løbet af det første kvartal. Førstnævnte har jeg haft et langvarigt musikalsk kærlighedsforhold til i 10-15 år og stod som sådan mit hjerte nærmest af de to. ’The old man’ vil blive savnet.
Talk Talk var jeg tilfældigvis kun for alvor begyndt at fordybe mig i over de sidste par måneder. Da Mark Hollis døde i en alder af blot 64, føltes det derfor som at blive forladt, netop som man var blevet stormende forelsket. Tæppet blev revet væk under mig, og jeg følte, noget var blevet taget fra mig. Det eneste gode ved Hollis’ bortgang er, at den store skattekiste af genialiteter – såsom de titelmæssige halvbrødre fra de to gåsehudsfremkaldende album ”The Colour of Spring” og ”Spirit of Eden” – måske nu får endnu mere opmærksomhed fra nye generationer. For ligesom i mit tilfælde er det bestemt bedre sent end aldrig, når det gælder Talk Talk.

Andre opturssange:

Oqbqbo ”Usnea”
Rustin’ Man “Our Tomorrows”
Big Thief “UFOF”
Grace Ives “Mirror”
Vampire Weekend (feat. Steve Lacy) “A Sunflower”
Cherry Glazerr “Stupid Fish”
Scandinavian Star “Santosh”
James Blake “Mile High”