Hype Williams – Skøn nihilisme i det støvede beatarkiv
Af Emil Grarup
Altid gådefulde Hype Williams har for nylig udgivet deres første officielle fuldlængde-LP, siden “One Nation” (2011) udkom på det hedengangne New York-selskab Hippos in Tanks. Det nye album, “Rainbow Edition”, udkommer på engelske Ninja Tunes underselskab Big Dada Recordings og er 20 numre langt. I pressemeddelelser hævdes det, at der har været en udskiftning i besætning: De oprindelige medlemmer, Dean Blunt og Inga Copeland, skulle angiveligt ikke være involverede længere, og to nye medlemmer, Slaughter og Silvermane, skulle nu i stedet udgøre duoen. Om det er Copeland og Blunt, som, i tråd med Hype Williams’ vanlige selvmytologiseringpraksis, står bag aliaserne Slaughter og Silvermane, er svært at sige. Klang- og stilmæssigt tyder meget dog på det.
Jeg havde meget høje forventninger til dette nye album. Hype Williams’ “Find Out What Happens When People Stop Being Polite, And Start Getting Reel” (2010) er et af de albums, jeg har lyttet allermest til overhovedet, og Dean Blunts “Stone Island” (2013), “The Redeemer” (2013) og “Black Metal” (2014) har også fyldt meget. På mange måder lever albummet op til den idé, jeg på forhånd havde, om hvordan pladen ville lyde: Det består mestendels af korte, monotone, nærmest mixtape-agtige skitser på mellem et og tre minutter, som hovedsagligt er drevet af helt enkle piano/synthesizer-sekvenser over 808-trommer. Dertil er der på nogle numre også tilføjet forvrængede talemonologer eller vokallinjer.
Denne enkelhed og strukturmæssige gennemsigtighed kan på samme tid være en svaghed og en styrke: Det kan lede til ligegyldige intermezzo-agtige tracks og til noget af det smukkeste og mest stemningsbærende musik, jeg kender til. Dét, der er så smukt eller fascinerende, er den nærmest nihilistiske tilgang til musikken, Hype Williams repræsenterer. Denne attitude inficerer alt fra indholdet i de processerede monologer til de loops, selve musikken sommetider kan køre i: Det fremstår hyperæstetisk i sin anti-æstetik.
Det er meget ærlig og illusionsløs musik, hvilket er noget, der også kan siges om Dean Blunts solo-albums, hvis lyd resonerer klart igennem på “Rainbow Edition”. Det gælder især “Loud Challenge” og “Spinderellas Dream”, hvor den strygerlyd, der var så karakteristisk for Dean Blunts solo-LP’er også figurerer. Netop derfor har jeg svært ved at forestille mig, at Dean Blunt ikke på en eller anden måde fortsat skulle involveret i projektet, da “Rainbow Edition” på mange måder ligger i direkte stilistisk forlængelse af både Blunts egne udgivelser og hans tidligere arbejde med Inga Copeland.
“Rainbow Edition” er dog mindre vellykket end deres tidligere projekter. Et af de svageste punkter ved “Rainbow Edition” er noget så banalt, som at numrene er for korte. Der er rigtig mange af numrene, som mere har karakter af skitser end noget andet og derfor ikke formår at gøre et vedvarende indtryk. Det er en skam, da mange af dem kunne være interessante at høre blive foldet ud – som pladen er sammensat nu, lyder den mest af alt som en række beats, nogen lidt tilfældigt er snublet over i en rodet mappe på en gammel, støvet Windows-computer. Det er klart et bevidst æstetisk valg fra gruppens side, men det gør desværre ikke noget godt for udgivelsen. De tre numre, der varer mere en tre minutter – “Loud Challenge”, “#blackcardsmatter” og “Spinderellas Dream” – er tilgængeligt dejligt udsyrede på hver deres måde: På “Loud Challenge” figurerer et næsten 70’er-rocket guitarriff, “#blackcardsmatter” er et obskurt ordspil på den racepolitiske “Black Lives Matter”-bevægelse, og “Spinderellas Dream” er et seks minutter langt track, der klinger af lige dele krautrocket synth og æteriske korharmonier.
Selvom albummet fremstår rodet og ufærdigt, er det dog svært at sige noget definitivt om det. Det er svært, fordi jeg som udgangspunkt mener, at man bør kritisere et album ud fra de præmisser eller kriterier, albummet er komponeret ud fra – og i tilfældet “Rainbow Edition” kan jeg ikke gennemskue disse. Hvilket vel er helt i tråd med gruppens ånd.
Info: “Rainbow Edition” udkom d. 25. august på Big Dada Recordings. Fotografiet i toppen skulle angiveligt forestille de to nye medlemmer, Slaughter og Silvermane. Billedet er dog krediteret til en fotograf kaldet Ron Mexico – hvilket var et dæknavn, den skandaleombruste amerikanske fodboldspiller Michael Vick brugte, da han i midten af 00’erne (forgæves) forsøgte at undgå, at offentligheden fik kendskab til, at han var blevet testet positiv for en kønssygdom.
