Dig & Mig – Et minde om slidte powerpop 7’ere
Af Martin Thimes, dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter, der fantaserer om, debatterer og anbefalinger musik (Læs også Undertoner).
Første gang jeg hørte “Skyggerne” fik jeg et popmusikalsk dejavu. Det skete i august 2011, ep’en dukkede op som en uventet perle midt i al det forudsigelige, der bliver spyttet ud på Bandcamp, Soundcloud og Youtube hver eneste dag. Jeg støvede en enkelt optræden frem, fra FOEG i 2010, hvor Dig & Mig live-debuterede, og siden har Andrea Aagaard og Kasper Maarbjergs korte ep har været en fast del af en ellers ret fastlåst lyttecyklus af softrock fra 70erne. Den minder om læderjakker, Rickenbacker-guitarer, uopnåelige 7”-singler til salg for vanvittige summer og alt for mange historier om bands, der aldrig nåede at præstere mere end et par gode singler, inden det gik ned ad bakke.
For en syv-otte år siden gik jeg på opdagelse i Hyped2Deaths arkiver af amerikansk powerpop fra netop den genres guldalder. En guldalder, der begyndte cirka da The Nerves udsendte deres vanvittigt smittende EP og sluttede, da midten af 80erne nærmede sig med al sin polerede pop, ska/reggae-vibes og store pladekontrakter.
I den slipstrøm stod der et band på hvert gadehjørne i USA og England, som alle havde mindst to gode sange i kataloget. Sange, der som hovedregel kredsede om kærlighed, havde velsmedede omkvæd og, fandeme ja, guitarsoloer! En charmerende fuckfinger til de samtidige punkere, som powerpoppen altid har haft et nært slægtskab med. Ligesom Dig & Mig har det.
Dig & Mig besidder lige præcis den samme charme, som alle de her powerpopbands. Det er umiddelbart, nemt at afkode, ikke for fortænkt, og så kan Dig & Mig det, det hele handler om: skrue en popsang sådan sammen, at det giver en lyst til at starte forfra hver gang den sidste tone er ovre.
Det er ind i den tradition, man skal høre Dig & Mig. Ikke fordi de synger på dansk og måske – i både musikkritikere og pladeselskabsfolks våde drømme – lyder som Rocazino med for mange tomme limstifter i tasken. Ganske ligesom man ikke skal høre et band som Cola Freaks i en dansk kontekst. Dig & Mig er en tiltrængt minde om at have det sjovt, skråle lidt for højt med på sange i radioen og drikke alt for mange øl om sommeren. Et minde, som man så kan håbe, Sune Wagner ikke har fået flået helt i stykker med produktionen af albummet, der kommer i løbet af foråret.
Her er lige et par stikprøver på, hvad de bedste bands fra den tidlige powerpop-scene i USA præsterede. “Teen Line” med The Shivvers er referencepunktet for netop den slags musik, som Dig & Mig laver.
The Shivvers – “Teen Line”
The Speedies – “No Substitute”
Pezband – “Stop! Wait a Minute”
Bonusinfo: Hverken The Speedies eller Shivvers nåede at udgive et regulært album. Men på de opsamlinger, der findes med hvert band, hedder track 2 “No Substitute”! Funny, hah!
