Passive/Aggressive

Indian Jewelry – syrerock gone heroinpop

October 12 2012, af redaktion

Indian Jewelry er lidt af en institution i nyere texansk outsider-rock med ti år og fem album på bagen. Ikke at de lyder som 13th Floor Elevators, selv om der er elementer af eskapistisk guitarexces i deres lydbillede. Der er bare også så meget andet på færde. For eksempel en slæbende og dyster, nærmest gotisk monotoni, fræsende garagestøj, ensom sirenesang, fremmedgørende maskiner, heftige hallucinationer og en skræmmende, tung-tung heroindøs.

Til november udsender gruppen sit sjette studiealbum, der er blevet navngivet ‘PEEL IT’ (JA, DER TALES TILSYNELADENDE MED STORE BOGSTAVER!). Og selv om bagkataloget rummer melodiske elementer – ofte gemt bag fintmaskede lag af guitar- og maskindissonans – så overrasker singleforløberen alligevel ved at være nærmest pågående catchy. Et steady rytmeboks-beat. Vibrerende percussion der skaber en levende bund. En melodi der ikke skal graves frem med hakke og spade. Fremført med forførende kvindevokal. Nå ja, og så lige lidt kontrær guitarknas til sidst, for ligesom at beholde integriteten. Resultat: et pokkers godt popnummer, der lyder som Chairlifts deprimerede storesøskende og er ligeså vanedannende som hvid heroin.

‘PEEL IT’ udkommer den 20. november via The Reverberation Appreciation Society.