Into the world w. Etniske Bjarke
af Bjarke Svendsen, booker på Atlas, der præsenterer Tinariwen, Fire!, Master Musicians of Jajouke, A Hawk And A Hacksaw, Cass McCombs, Tim Hecker, WU LYF ++ i foråret 2012.
Tænk på den mad, du spiser. Den står på toast, flødeboller, k-salat og hakkebøf. Men den står også på dal, burritos, sushi og pho-suppe. Husk på, hvordan du var kræsen som barn, men med tiden lærte også at elske oliven, rødvin, muslinger og kaffe. Risengrød, pasta med ketchup og cola var og er stadig godt, men det er ligesom ikke nok.
Sådan er det også med musik. For mig i hvert fald. Musik er meget, rigtig meget mere end de 4/4-delsforelskede hvide vestlige mænd og kvinder, som de fleste pladesamlinger primært udgøres af. Det er derfor jeg hører verdensmusik (som det så noller kaldes). Ikke fordi jeg kører er etno-backpacker-red-verden-
Jeg er også 4/4-delsforelsket. Elsker gode, dårlige og dumme popsange. Men det er ikke nok. Der er en verden derude, det er dumt at snyde sig selv for.
Så hvorfor forelske sig i verdensmusikken, når der er rigelig musik i forvejen? Af tre årsager: For det første fordi den er noget andet end den musik vi ellers typisk eksponeres for i Danmark, for det andet fordi den ofte er beslægtet med den. Så man er både på hjemme- og udebane. For det tredje fordi det er musik. Op et vist mørkt sted med om det er over- eller undergrund.
Jeg elsker det andet ved verdensmusikken. At rytmerne er på tværs, at melodierne og sangstrukturerne ikke følger den skabeloner, der er gængse her i vesten, instrumenterne, der kan være svære at identificere, er andre og udfolder nye lyduniverser og sangstrukturene er ikke skåret over skabeloner man kender til hudløshed.
Men jeg elsker også, at musik fra de varme og kolde lande lapper over vores musikkultur, og jeg føler mig hjemme i den/fortrolig med den. Som Luzmilla Carpio-nummeret (Bolivia), der i mine ører er i familie med f.eks. Belle And Sebastian og Magnetic Field. Og jeg elsker, når James Brown runger i Ebo Taylor (Ghana) og blues klinger i Tamikrest (Mali). Og når hip hoppen håndspilles af Bnat El Bahji (Marokko).
Men først og fremmest elsker jeg verdensmusikken for det det er, nemlig musik. Og fordi det virker på mig som Abba, Dylan, Mayfield og alkens andre vestlige koryfæer virker på mig. Det får mig til at smile, danse, græde, le, erindre osv. Ja, noget af musikken lyder fremmed og sær. Men det er med den, som det er med oliven, rødvin, muslinger og kaffe. Man skal arbejde på at lære at elske det. Pludselig er den der. Og så kan man ikke undvære det. Noget lyder som blues, andet af lugter lidt af hip hop og noget helt tredje lyder bare af: en tredje verden.
Trackliste:
1. Wareika Hill Sounds – One People
2. Bnat El Bahji – Track
3. ADAA HAWEEYAY – Hees
4. Group Doueh: Wazan Doueh
5. Unknown – untitled
6. Group Inerane – Kuni Majagani
7. L’Orchestre Nationale de Mauritanie – Kamlat
8. 13 fuka vicente – tempura soul
9. Asa Chang & Junray – Goo Gung Gung
10. Luzmilla Carpio – ch’uwa yaku kawsaypuni (el agua cristalina es vida)
11. The Thai Orchestra – Untitled
12. Spiritual Singers – Kimia 4.31
13. Jagwa Music – Rafiki Yangu
14. Mogollar – Madimak
15. Tamikrest – Alhoriya
16. Waipod Phetsuphan – Ding Ding Dong
17. Hayvanlar Alemi – Ineffable Dresscode
18. Bombino – Adinate
19. Debashish Bhattacharya & Kumar Bose (Raag Gurjari Todi)
20. Hamdawa Track1
21. Dick Gaughan – Jock o hazeldean
22. Ebo Taylor – Nga Nga
