J. Ludvig III – Dekonstruerede genrehybrider
J. Ludvig III – “Emotan” (B4 Sounds, 2024) – anmeldelse af Martin Funder. Foto: PR
Jonathan Jull Ludvigsen, som går under kunstnernavnet J. Ludvig III, udkommer i dag med opfølgeren til debutalbummet Sadboy Fusion fra 2021. Hvor debutalbummet var en fusion af emotionelle strømme af dekonstrueret pop, er Emotan en eksplosion af glitchy breakbeats og nostalgiske referencer. Det er et væsentligt mørkere album end dets forgænger, og et album der griber om genrehybrider mellem screamo, classic rock og R&B. Albummets lyd er stadig sammenholdt af et imponerende trommespil, men J. Ludvigs energi er nu centreret om en lyd af sørgmodige frustrationer.
Emotan er indspillet og produceret af Ludvigsen selv, med undtagelse af Zack Christ, Lecx Stacy og Nanna Schannong som gæstevokalister. Selvom det langtfra er et udpræget trommealbum, er det umuligt at beskrive Ludvigsens baggrund uden at tale om trommer. Albumtitlen, Emotan, stammer fra den Youtube kanal, hvor Ludvigsen uploadede tromme-covers til som teenager, og Ludvigsen er for nogle måske bedre kendt fra Jazz trioen Athletic Progression eller Erika De Cassier, hvor hans virtuose trommespil også udfolder sig. Jonathan Jull Ludvigsen er en musiker med et bredt musikalsk virke, og i J. Ludvig III møder vi en blanding af hans tekniske trommespil og stærke melodiske sangskrivning. Det er en blanding som trækker tråde til Erika De Cassiers R&B univers, men også en blanding der på ganske unik vis dekonstruerer anatomien på en 3 minutters popsang.
Ludvigsens trommespil er særligt bemærkelsesværdigt på Emotans andet nummer, Relapse. Den bedrøvede vokal synger gentagende ovenpå et intenst beat, der udvikler sig til at lyde som en vred hveps fanget i et glas. Med snurrende stereo synths og flimrende sukkersøde hi-hats, skaber J. Ludvig III et målrettet og fængende nummer med en imponerende afslappet intensitet, på bare 2 minutter og 40 sekunder.
Selvom Emotan er fyldt med krøllede trommebeats, er det også et album, der rummer synth- og guitar-arrangementer, der giver albummet et storladent rum at udfolde sig i. Nummeret Flawed begynder med et stemningsfuldt spansk guitarspil, der lyder som en optagelse fra soveværelset. Den følsomme intro vælter ud i en screamo-eksplosion og ender i en episk malstrøm af hi-hats og autotune vokaler, der igen former et lydunivers, som er svært at slippe. På Again kommer lytteren igen over en afgrund af screamo, inden et vers af forvitrede beats drejer nummeret om i en eksplosiv og glitchy hip-hop-dekonstruktion. Det er et virkeligt stærkt beat, der ender ud i en episk, omend omstændelig, metal outro.
Det er i de mange markante og kontrastfulde skift, at Emotan virkelig er et bemærkelsesværdigt album, men de er spillet så godt, at de ofte går glip af fejlbarlighedens fantastiske puls.
Det er storladent og episk, når J. Ludvig III river lytteren igennem det eksplosive lydbillede, og der er ingen tvivl om at Emotan er et album, der kommer vidt omkring. Albummet er en kompliceret hybrid af referencer til den moderne 00’er teenage emo rock, blandet med frisk dekonstrueret pop. Emotan bryder på sin vis ud af forventningen om det helstøbte album, der skaber sin egen kontekst, og det er skønt at ikke at vide, hvor næste nummer skal hen. Men det er også et ret fragmenteret album, og ind imellem er det svært at følge med i de nærmest olympiske discipliner udi genre-referencer. De mange spring bliver næsten for stilistiske i de kontrastfulde distancer, de tager til andre dele af numrene. Det er i de mange markante og kontrastfulde skift, at Emotan virkelig er et bemærkelsesværdigt album, men de er spillet så godt, at de ofte går glip af fejlbarlighedens fantastiske puls.
Jeg elsker J. Ludvig III’s eksplosion af genrenedbrydninger, men på den anden side ville jeg alligevel ønske, at Emotans elastiske stilistik kunne holde det sammen på en mindre udpræget kontrastfuld måde. De skarpe kontrastfulde kanter står lidt alene som modspil til den bløde vokal, og det kunne være interessant at høre et nummer, der går planken ud, og lader de intense genrehybrider være længere og vildere. En overdrivelse, der måske kunne få numrene tættere på albummets teenage-ånd, frem for længere ud i tekniske krumspring. Det virker måske underligt at savne overdrivelse på et allerede så overdrevent album som Emotan, men det kunne muligvis få J. Ludvig III’s storladne og overmenneskelige produktioner til at skinne endnu skarpere.
Info: “Emotan” udkom på B4 Sounds den 26. april.