Jeppe Zeeberg – “a fuller listening experience of this particular album”
Jeppe Zeeberg “The Full Experience” (selvudgivet, 2021) – anmeldelse af Jeppe Zeeberg
Der er noget næsten demonstrativt selvrefererende over Jeppe Zeebergs nye album. Musikken handler om musik, den refererer andres musik, den konfronterer lytteren med dennes lytning – og hele albummet er konstrueret som en guide til hvordan det skal høres.
“The Full Experience” er Zeebergs første udgivelse i eget navn efter “Universal Disappointment” fra 2019 (hvis man ikke medregner det firdobbelte bigband-værk “Danevirke” skrevet i samarbejde med Lars Greve, 2019). Ligesom sin forgænger består “The Full Experience” af en samling kompositioner med stilistisk og temperamentsmæssigt forskellige udtryk, skiftende mellem store og små orkestre, men denne gang bindes det hele sammen af en fortællerstemme som præsenterer og kommenterer numrene.
Fortælleren starter med at informere os om at det ikke er kunstnerens opgave at kontrollere hvad lytteren får ud af et givent album, samt at der ikke findes én korrekt måde at lytte på. Dog er nogle måder at lytte på bedre end andre, og derfor bliver vi i løbet af albummet udstyret med en række guidelines til at forbedre oplevelsen. Vi bliver ikke lovet “the full experience”, men mere specifikt “a fuller listening experience of this particular album.”
Det er farligt land Zeeberg bevæger sig i, og trods den formildende omstændighed at albummets seks guidelines til tider fremstår lettere kryptisk (og dermed kan være til fri fortolkning) ender værket med at fremstå demonstrativt konfronterende på en måde som veksler mellem at være overbevisende og på kanten til at falde igennem. De seks guidelines skal ikke afsløres her, men fortællerstemmen lader til at være sikker på at de fremstillede forslag til musiklytning kan fungere for de fleste mennesker, hvilket vel er tvivlsomt. Det ville måske klæde Zeeberg at sætte sig i lytterens sted for at undersøge om hans tanker om lytning faktisk fungerer.
Det ville måske klæde Zeeberg at sætte sig i lytterens sted.
Et værk som i så høj grad gør opmærksom på sig selv, skal også leve op til det. Musikken skal så at sige stå mål med indpakningen. Det gør den nogenlunde her. Trods metalagene og den intellektuelle tone igennem værket så har vi ikke at gøre med svært tilgængelig musik. Stort set alle albummets kompositioner er bygget op omkring et simpelt melodisk eller rytmisk tema. “Artistically Yes, Commercially No” lever af sin egen enkelhed, og “For Eternal Use Only” har stor harmonisk spændvidde selvom melodien næsten kun består af fire toner. Temaerne i “Puritanical Pleasures” og “We’re Gonna Party Like It’s Anton Webern’s Birthday” grænser dog til at være Zeeberg på autopilot (har man hørt hans tidligere plader, han man hørt det før), og de føles ikke så inspirerede som resten af albummet. Sidstnævnte track reddes heldigvis af en ret ambitiøs, legesyg produktion.
Når alt dette er sagt, så er det forfriskende med et værk der tør være opdragende og henvende sig direkte til lytteren, især i et jantelovstynget land som Danmark.
Udgivelsens på samme tid stærkeste og svageste led er dens insisteren på at de forskellige udtryk faktisk passer sammen. “The Full Experience” har ikke “Universal Disappointments” ubesværede eksekvering og umærkelige sammenhængsfornemmelse; den er snarere en række idéer som passer sammen fordi vi får at vide at de passer sammen. Albummet er ikke præsenteret som en samling af musikstykker fra forskellige sessions (selvom det tydeligvis er præcis hvad det er); det foregiver at præsentere et sammenhængende forløb. Og sammenhængen er og bliver et postulat fordi numrene ikke har alverden at gøre med hinanden. Men på samme tid føles denne usammenhængende sammenhæng som selve meningen med albummet, og fortællerstemmen gør hvad den kan for at understrege dette.
Zeeberg på autopilot (har man hørt hans tidligere plader, han man hørt det før).
Heldigvis for kapelmesteren er han omgivet af en række sublime skandinaviske musikere som forstår at løfte musikken til et højere niveau end kompositionerne nødvendigvis inviterer til. Søren Høis trommespil er vanligt skarpt og veldefineret, hvilket er særligt tydeligt på “Artistically Yes, Commercially No”. Henrik Olssons guitarsolo på “Variations On A Theme By Anthony Holborne” formår i løbet af 16 sekunder at bygge op, bryde ned, overraske og skinne af melodisk skønhed. Og lytter man efter på åbningsnummeret “Cloth’d In Robes Of Blood And Gold”, præsenteres man for et helt univers af pittoreske bølger og sexede spring i Jeppe Skovbakkes uovertrufne basspil.
Zeeberg arbejder efter eget udsagn under mottoet ”hellere prætentiøst end uambitiøst”, og denne udgivelse er hans tydeligste manifestation af dette. Men samtidig er musikken ikke så klog som indpakningen kunne antyde, og med den medfølgende guide igennem værket er det faktisk lige til at gå i gang med. Hvis man altså ikke er bange for musik.
“The Full Experience” udkom 19. april (eget selskab). Der er releasekoncert på spillestedet Alice i København 29. maj. NB: Redaktørens note – Denne anmeldelse er antaget af redaktionen på Passive/Aggressive, men fremstår uredigeret og dermed i sin oprindelige form. Skribenten har personlig og økonomisk interesse i værkets modtagelse, jf. Kulturstyrelsens bekendtgørelse om inhabilitet.
