Passive/Aggressive

Moondog – I’m not gonna die in 4/4 time

Feature July 5 2016 Moondog i NYC

Af Jeppe Zeeberg

Historien om Moondog er ren Hollywood. En blind og hjemløs amerikansk outsider i vikingekostume, der skaber sin egen indianerinspirerede musikform, opfinder en række musikinstrumenter, grundlægger en besynderlig religion og ender som respekteret komponist på den anden side af kloden. Nu, 100 år efter Moondogs fødsel, lyder musikken lige så moderne og underligt gammeldags, som da den blev skrevet.

På kirkegården i den tyske by Münster står en halvanden meter høj sokkel med en buste på toppen. Busten forestiller en gammel mand med langt skæg, langt hår og lukkede øjne. Soklen bærer teksten MOONDOG Louis Th Hardin 1916-1999. Gravstenen er for lille til at være rigtig bemærkelsesværdig, men samtidig for patosfyldt til at passe ind på den lille, provinsielle kirkegård. Dette kendetegner meget fint den amerikansk-tyske komponist, slagtøjsspiller, poet og undergrundsstjerne, Moondog, der ville være fyldt 100 år i 2016.

Hardcore fans af musikken fnyser af den vægt, der ofte bliver lagt på Moondogs excentriske liv og image frem for kompositionerne. Musikken kan da også høres alene, men lige netop Moondogs selviscenesættelse og usandsynlige historie bør ses som en del af hans livsværk.

Moondogs mest kendte værker er nok hans gademusik fra 50’erne, saxofonstykket “Bird’s Lament” samt det første af to albums med symfoniske værker udgivet af Columbia i 1969. Men dykker man bare lidt længere, vil man opdage et hav af interessante og forskelligartede udgivelser fra tiden i New York såvel som i Tyskland. Her følger en guide til de mest interessante.

En original uden for sin egen tid

Louis Thomas Hardin voksede op i Kansas, Wyoming, Wisconsin og Missouri som søn af en missionær og en organist. De meget omrejsende forældre var også lidt af nogle outsidere, og allerede som femårig blev Louis taget med til en Sun Dance-ceremoni hos Arapaho-indianerne. Dette gjorde stort indtryk på den vordende komponist, og han begyndte at spille løs på hjemmelavede papkassetrommer. Som 16-årig stødte han på et mystisk cylinderformet objekt, som viste sig at være en dynamitstang. Louis blev øjeblikkeligt uhelbredeligt blind af eksplosionen.

I 1947 flyttede Louis til New York. Uden penge, men med en drøm om at blive anerkendt komponist, slog han sig ned på gaden uden for Carnegie Hall. Her mødte han både Arturo Toscanini og Artur Rodziński. På den måde fik Louis den unikke mulighed at overvære alle New York Philharmonics prøver. Lysten til at blive komponist blev styrket, men som fattig og hjemløs havde Louis ingen midler, ingen instrumenter og ingen musikere til rådighed. I stedet begyndte han at optræde på gaden med hjemmebyggede instrumenter, og et helt særligt musikalsk udtryk begyndte at forme sig.

Louis Hardin begyndte at kalde sig selv Moondog – opkaldt efter en hund, han havde haft som barn, som plejede at hyle mod månen. Han begyndte at interessere sig for alternativ filosofi og religion, især asatro, og skabte sig et image med sin hjemmelavede vikingeuniform: lang kappe, langt fuldskæg, et spyd og en hjelm med horn.

“Moondog’s Symphony” (1949-50)

I 1949 fik Moondog mulighed for at udgive en række 78’ere for pladeselskabet Spanish Music Center. Deriblandt var singlen “Moondog’s Symphony”. Måske et lidt pompøst navn, da udgivelsen varer fire minutter, men ikke desto mindre et ret originalt værk med sit slæbende 5/4-beat og de hylende hundelyde på toppen. Allerede på denne udgivelse slår Moondog sin kærlighed til skæve taktarter fast (“I’m not gonna die in 4/4 time,” som han sagde), og det karakteristiske beat skulle vise sig at blive et varemærke. Han kaldte rytmen Snaketime og senere The voice of Moondog.

Det blev efterhånden kendt, at man kunne finde Moondog i området omkring 6th Avenue mellem 52nd og 55th Street. Den slagstøjsspillende viking blev lidt af en celebrity i New Yorks gademiljø, og mange kom forbi, enten på grund af musikken eller for at høre hans holdninger til det ene eller det andet. Moondog fik mange venner, bl.a. Charlie Parker, Leonard Bernstein og Benny Goodman. På gaden solgte han små pamfletter med digte og kompositioner samt sine 78’ere. Når han ikke spillede på sine instrumenter, komponerede han musik og nedskrev det på braille. I starten af 50’erne giftede han sig med en ældre japansk kvinde, Mary Suzuko Whiteing, som fungerede som hans transskribent.

Det er ikke svært at se ligheder mellem Moondog og andre af 40’erne og 50’ernes amerikanske outsider-personligheder. Fra beatdigternes inspiration af østlig filosofi til Eden Ahbezs pre-hippie-udskejelser. Men Moondog er alligevel et helt andet, mere komplekst og ekstremt tilfælde.

“More Moondog” / “The Story of Moondog” (1956-57)

Ikke kun Spanish Music Center var interesserede i Moondogs musik. Også selskabet Prestige producerede tre albums i løbet af 50’erne. To af dem er “More Moondog” og “The Story of Moondog”, nu udgivet samlet. De to albums giver rig mulighed for at stifte bekendtskab med Moondogs hjemmebyggede instrumenter. Først og fremmeset hans trimba (en samling trekantede trommer spillet med en clave og en shaker), men også hans oo (en 25-strenget harpe). Flere af pladens tracks er indspillet via en for samtiden banebrydende brug af overdubbing, og komponisten optræder ofte selv i flere lag.

Den brass-prægede “Up Broadway” står som et bevis på Moondogs gæld til jazzen, og på “Fiesta Piano Solo” hører vi hans evner som pianist. Den smukke “All is Loneliness” er en Moondog-klassiker og hans første forsøg med kanonformen, som han senere skulle perfektionere. Den lange “Moondog Monologue” er charmerende med komponistens recitation af en lang række hjemmelavede aforismer og couplets: “I do not dress as I do to attract attention / I attract attention because I dress as I do.”

Udgivelsen er samtidig proppet med reallyd fra New Yorks gader og forskellige indspillede hverdagsscener. Moondog var meget inspireret af byens lyde og så reallyden som et kompositorisk, atmosfæreskabende element.

“More Moondog” / “The Story of Moondog” er en fest af ultrapersonlige musikstykker, nogle funky, nogle umådeligt smukke. I dag står pladen som en tidsbillede, et blik ind i et lille hjørne af 50’ernes Manhattan.

Moondog var fra starten anerkendt af flere store navne inden for den klassiske musik. I en periode boede han hos Philip Glass, og i slutningen af 60’erne havde de to endda et band sammen med Steve Reich. Der eksisterer efter sigende en uudgivet filmoptagelse af dette orkester foretaget af selveste Martin Scorsese!

Moondog vedblev dog at være en outsider. Han levede det meste af tiden som hjemløs, efter eget ønske, og så det som en måde at skille sig ud fra det omgivende samfund på. “This is my way of saying no,” som han sagde. Livet som tigger var et tilvalg. Når han ikke skulle betale husleje, kunne han bruge de få penge, han havde, på at skabe musik. I slutningen af 60’erne købte Moondog en lille grund i Upstate New York og døbte den Sandalwood. Her kunne han trække sig tilbage og leve yderst primitivt, i ét med naturen. Han blev skilt fra Mary, dog ikke før de sammen havde fået datteren June.

“Moondog” (1969)

Efter 12 år uden pladeudgivelser fik Moondog i 1969 en kontrakt med Columbia. Produceren James William Guercio havde hørt Moondog spille på gaden, og han var så begejstret, at det lykkedes ham at skaffe en kontrakt på to albums i Columbias Masterworks-serie. En stor chance for en lille komponist uden for det etablerede klassiske miljø.

Det første album, “Moondog”, består primært af symfoniske værker spillet af et stjernehold af musikere fra New York (jazzinteresserede kan notere sig, at Ron Carter spiller bas). Åbningsnummeret “Theme” er mystisk og ildevarslende, mens resten af albummet er nemt gennemlyttet med sine 30 minutter og traditionelt velklingende kompositioner. Vi bliver præsenteret for begrebet Minisym, Moondogs betegnelse for et kortere symfonisk-klingende stykke for mindre orkester. Lament I, “Bird’s Lament” tilegnet Charlie Parker er en smuk saxofonfeature og nu en Moondog-klassiker.

Der er noget underligt anakronistisk over Moondogs orkestermusik, som var den skrevet af en komponist havnet i den forkerte tidsalder. Han beskrev da også sig selv som “a classisist in the Mozart Beethoven Brahms tradition”. Derudover er musikken skrevet med ekstrem perfektionisme – alt skal gå op og kunne forsvares analytisk. Moondog sagde selv: “I love Bach but he never analyzed his pieces. I’m sure he realized that there were a lot of mistakes in there. I’m sure he would have corrected them if he had the time but he had kids and wives to take care of.” Alligevel dukker trimbaen op i tide og utide, og den er med til at give pladen en virkelig unik lyd.

Albummet solgte pænt, blev godt anmeldt og lå i en kort periode på nummer 6 på Billboard. Et kort øjeblik lignede det et gennembrud for den obskure komponist, men succesen var kortlivet. Efter få måneder var albummet glemt, og Moondog vedblev at være den fattige gadekunstner med de store ambitioner. Den mindre kendte opfølger “Moondog 2″ (et vokalorienteret album bestående af kanoner og madrigaler) kan også anbefales.

Gennem vennen og musikprofessoren Paul Jordan fik Moondog i 1974 mulighed for at optræde i Frankfurt. En uvurderlig mulighed for den Europa-forelskede komponist. Oplevelsen var så stor, at Moondog på hjemvejen efter koncerten stod af toget og erklærede, at han ville blive i Tyskland på trods af komplet mangel på kontakter og penge.
Moondog levede på gaden i Nordtyskland i to år, indtil det usandsynlige skete. Ilona Sommer, en 24-årig geologistuderende, forbarmede sig over den hjemløse viking. Hun inviterede ham til middag juleaften, og Moondog blev boende hos Sommer-familien i Münster til sin død næsten 25 år senere. Ilona begyndte at fungere som transskribent (Moondog skrev stadig al sin musik på braille), manager og forlægger. Sammen startede de musikforlaget Managarm, og Ilona sørgede for pladekontrakter med diverse tyske pladeselskaber. Den konstant produktive Moondog fik endelig afløb for større dele af sin enorme produktion.

“H’art Songs” (1978)

Blandt de udgivelser, Moondog fik mulighed for at lave i Tyskland, er “H’art Songs”. En atypisk udgivelse fra Moondogs hånd. Den består af en række sange sunget af komponisten selv og akkompagneret på klaver af hans mangeårige tyske samarbejdspartner, Fritz Storfinger. Trimbaen dukker også op i ny og næ.

Sangene handler om alt mellem himmel og jord. Den smukke “High on a Rocky Ledge” er en kærlighedshistorie om pigen Edelweiss og de prøvelser, man må gå igennem for at elske hende. “Enough About Human Rights” er en bøn om at respektere alle jordens skabninger på lige fod med mennesker (“What about bug rights? What about slug rights?”) I “Here’s to John Wesley Hardin” hylder Moondog den legendariske cowboyhelt og afslører, at de to faktisk er familiært forbundet (en realitet, selvom Hardin dog var meget fjernt relateret på Moondogs fars side).
På mange måder er “H’art Songs” en popplade – en serie let tilgængelige sange, som man hurtigt kan blive forelsket i. Moondogs ældede, sjælfulde sangstemme kan lede tankerne hen på Robert Wyatt, og den står i perfekt kontrast til Storfingers matter-of-fact levering af det komplekse klavermateriale.

“A New Sound of an Old Instrument” (1979)

Dette er en lille perle. Indholdet består af diverse stykker for orgel, spillet af Wolfgang Schwering og Fritz Storfinger. Moondog medvirker selv på trimba på flere af albummets tracks, og netop blandingen af hjemmelavet percussion og kirkeorgel giver et af de mest originale lydbilleder, jeg kan komme i tanke om.

Flere af Moondogs gamle kompositioner har fundet vej til denne udgivelse, deriblandt kanonen “Oasis”. Man hører tydeligt komponistens besættelse af orgelpunkt, og musikken leder tankerne hen på barokmusik. Der er eksempler på Logrundr, Moondogs betegnelse for kanoner skrevet over orgelpunkt. Fritz Storfinger spiller den dag i dag stadig kirkekoncerter med et repertoire bestående af Bach og Moondog.

I løbet af sin tid i Tyskland fik Moondog mulighed for at turnere i større dele af Europa. Han fik bredere anerkendelse, og i 1983 påbegyndte han et længerevarende samarbejde med den tværkunstneriske østrigske organisation Multimedia Art Synthesis og især multikunstneren Ernst Fuchs. Her fik han mulighed for at realisere nogle af sine større værker i samspil med poesi, skuespil, billedkunst, video og ballet – i Moondogs ord en “total cosmic experience”.

Fra 1981-86 optrådte han flere gange i Sverige (albummet “Facets” er indspillet under en koncert i Stockholm). Komponisten var stadig dybt optaget af nordisk mytologi, og kompositionerne fra denne tid har da også navne som “Midgard Serpent”, “Heimdall Fanfare” og “Verden”.

“Sax Pax for a Sax” (1994)

Gennem den engelske saxofonist og producer John Harle blev Moondog i 1994 inviteret til at indspille med The London Saxophonic. Der kom to udgivelser ud af mødet, “Big Band” og “Sax Pax for a Sax”. Sidstnævnte album indeholder en håndfuld guldkorn, blandt andet en ny, mere følsom version af “Bird’s Lament”. Netop denne version skulle vise sig at blive en klassiker. Man mærker generelt kærligheden til saxofonen som instrument (en anden komposition er skrevet til Lester Young). Stykket “Sandalwood” er dedikeret til Moondogs gamle hytte i Upstate New York.

De to 50’er-kompositioner “Fiesta” og “Sea Horse” er spillet på klaver, og modsat tidligere indspilninger fremstår de her meget alvorlige og næsten dramatiske. Udgivelsen er ikke uden svagheder. Den er præget af en meget ren sound, som gør det generelle udtryk en smule let. Man behøver for eksempel ikke bruge tid på den ret irriterende “Paris”, som er lidt for optimistisk i sit svingende jazzbeat.

“Sax Pax for a Sax” blev først udgivet i 1997, to år før Moondogs død. Den evige overlever og ukuelige kunstner måtte overgive sig til diabetes i 1999.

Tilbage ligger et kolossalt eftermæle, der bl.a. tæller 81 symfonier, utallige kompositioner for kammerensemble, det musikteoretiske system The Overtone Continuum samt værket “Art of the Canon, Books I-IV”, hvor hver bog indeholder 25 klaverstykker i alle tonearter. Størstedelen af materialet er aldrig blevet udgivet eller opført.

Redaktørens note: Jeppe Zeeberg er medarrangør af en Moondog-festival d. 12-13. oktober 2016 på Literaturhaus i København. Festivalen skal undersøge Moondogs påvirkning af moderne komponister og musikere og vil også indeholde uropførelser af Moondogs musik.