Passive/Aggressive

John Also Bennett – En musikalsk modgift til karantæne-kvaler

Kritik March 27 2020, af Alexander Julin


John Also Bennett “Music for Save Rooms” (selvudgivet, 2020) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen, foto af Christina Vantzou

John Also Bennett udgav sidste år albummet “Erg Herbe” via Shelter Press. Her skabte han et særegent og beroligende ånde- og lytterum gennem fløjtespil og diverse elektroniske kompositionsværktøjer. “Erg Herbe” var et af de helt store musikalske højdepunkter for mit eget vedkommende, hvorfor Bennetts nye udgivelse, “Music for Save Rooms”, også er meget kærkommen. Udgivelsen består bl.a. af en fortolkning af Arvo Pärts “Spiegel im Spiegel” samt musik komponeret til en udstilling, og formålet ifølge Bennett er at farve atmosfæren i de respektive rum – hjemlige eller ej – som store dele af verdens befolkning i disse dage er nødsaget til at befinde sig i.

Bennetts musik kan overordnet karakteriseres som det diametralt modsatte af den tunge og knugende dronemusik, disse tider ellers indbyder til, hvis man har smag for at dyrke isolationens jerngreb og den kvælende følelse af immobilitet.

Bennetts musik er derimod en let og fritflyvende affære, hvorfor den også fremgår som et oplagt middel mod den isolation, som så stor en del af Jordens befolkning i øjeblikket er forvist til. Selv har han udtalt, at dét, der i særdeleshed har talt til ham hos hans største musikalske inspirationskilder, er hvordan deres personligheder virker til at skinne igennem i deres egen musik: “Their music seems to express their personalities so well, at least my perceptions of them. And those personalities are relaxed, inquisitive, friendly and unique – how I strive to be.” Den afslappede og venlige atmosfære går ligeledes igen i meget af Bennetts solomusik, på “Erg Herbe” såvel som “Music For Save Rooms”, såsom på numrene “Still Inside the Deku Tree” og “Save Room 6” fra sidstnævnte.

Musikken på “Music for Save Rooms” mimer og forstærker altså hverken stemninger associeret med isolation, forgængelighed, ensomhed eller apokalyptisk angst for den sags skyld. Selvom samlingen af sange ikke besidder den helt samme ubekymrede grundtone som flere momenter på “Erg Herbe”, bærer skrøbeligheden i kompositionerne på “Music for Save Rooms” egentlig ikke nogle negative associationer med sig heller. Det er svært at sætte en finger på, helt præcis hvorfor musikken ikke er kedsommelig, netop fordi der er så lidt patos, så lidt drama på spil. Det er altså ikke de store følelsers ambient, men snarere en musikalsk skildring af roen som et fænomen, der langtfra bør forveksles med monumental stilstand. For selv i det mest rolige øjeblik kan der spores en vitalitet, der gør musikken værd at lytte til, og som lader rummet, man befinder sig i, åbne sig på ny.

Info: John Also Bennett udgav “Music for Save Rooms” d. 20. marts.