Kelman Duran – Messesange til dansegulvet
Af Emil Grarup
Kelman Durans pladedebut “1804 Kids” udkom for nylig på italienske Simone Trabucchis label, Hundebiss Records, og domikaneren skriver sig dermed ind i rækken af prominente kunstnere hos selskabet: bl.a. JAWS, Stargate, Dracula Lewis og Still (Trabucchis eget projekt), James Ferraro, Aaron Dilloway og Hype Williams. L.A.-baserede Duran er både producer og DJ, og han har været pioner i forhold til at introducere den elektroniske scene i Los Angeles for afrocaribisk basmusik. Det gælder især genren dembow, som er en afart af reggaeton, der udmærker sig ved at være både hurtigere og hårdere end sin stamfader, og typisk er struktureret ud fra meget simple rytmer og melodier.
Forkærligheden for dembow viderefører Duran på “1804 Kids”, som i al sin enkelhed er en serie reggaetontracks, som Duran har udbygget, forvrænget og sat op i tempo. Rækken af edits rammer en lyd, der placerer sig et sted mellem Future Browns instrumentale grime, A.G. Cooks kitschede eurohouse og en endnu mere dyster version af Chicagos rå version af rapmusikken, drill. Rytmisk og kompositionelt er udgivelsen bygget op af de repetitive tromme-og-bas-skeletter, som er så karakteristiske for megen basmusik og for dembow-genren især. Derudover bruger Duran ofte nærmest kampråbs-agtige refræner, som dog på enkelte numre får lov til at udfolde sig til reelle vers, som enten får karakter af nærmest grimelignende aggressivitet eller får lov til at beholde deres dubbede reggaeton-tilbagelænethed.
Gennemgående for Durans edits er, at han ikke bare forvrænger, men også tilføjer elementer. Dette høres eksempelvis på en af udgivelsens klart bedste numre, “Solos”, hvor Durans mesterlige manipulationsarbejde skinner meget klart igennem: Bag det tørre trommebeat og den hidsige rapvokal har han lagt en synthflade, som klinger som en korharmoni og tilføjer en nærmest spirituel klang til et ellers ekstremt spartansk setup.
Dette er også tilfældet på nummeret “Dale Dembow”, hvor metallisk percussion og rå vokalsamples omfavnes af en synth, som mest af alt lyder som et klokkespil og dermed blødgør den næsten bjæffende vokal. Hvad Duran altså gør, er at raffinere sit lydmæssige forlæg. Hann fremhæver de interessante elementer, skærer de overflødige fra og tilføjer dér, hvor det er klædeligt – og det er lige præcis det, der formår at gøre flad og ensformig reggaetonmusik intens, hidsig og medrivende.
Det er dog især de numre, hvor Duran har ladet vokalen få en rolle som mere end en rytmisk funktion ved at udfolde den til mere end et simpelt refræn – som fx “Solos”, “6 De La Manana”, “Plastika” og “La Pared” – der for alvor gør “1804 Kids” interessant. Her skaber produceren en lyd, som rækker ud over prædikatet ‘dansemusik’ (uden at dette menes nedladende), og i kraft af Durans manipulationer mere får karakter af noget spirituelt, en slags dansegulvets messesange, som evner både at resonere fysisk og sjæleligt.
Info: “1804 Kids” udkom på Hundebiss i august. Hvis du vil lytte mere til Kelman Duran og dembow, så anbefales hans 2016-mixtape “Dembow Club”.
