Passive/Aggressive

Kvartalets bedste singler – Aktuel aktivisme, tidløs kærlighed og MGP-vibes til alle aldre

Blog June 25 2020
Pale Blue

Af Adam Thorsmark

Fire gange om året graver jeg dybt i den uhåndterlige stak af nye sange fra ind- og udland og finder den håndfuld, der har gjort størst indtryk på mig i det kvartal, der lige straks er ovre (og så supplerer jeg med en perle fra arkiverne). Genremæssigt kommer jeg vidt omkring, men den røde tråd er simpel: Det handler om ren kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Her er de sange, som gjorde det til at holde ud at være alene indenfor i den forsømte forsommer.

 

Pale Blue “I Walk Alone With Acid”
Vi har altid haft brug for kunstnere, der i værket aktivt tager stilling til samfundet omkring dem – og det gælder så sandelig også i de her vanvittige tider. Al musik behøver selvfølgelig ikke være så in-your-face som denne sang, men en gang imellem er det forfriskende, at man ikke skal læse mellem linjerne for at fange budskabet. I den isnende acid house-udgave af ”I Walk Alone at Night” er linjerne endda direkte udpenslet i videoen: “Is my body mine?”, ”Is my fear real?” og byturs-huskeregler om ikke at stille sit glas fra sig og have sine nøgler i hånden som våben leveres på en skræmmende apatisk facon, som hvis fortælleren allerede har fået forgiftet sin drink. I takt med at musikkens maskinelle paranoia intensiveres, viser billedsiden klip af alkoholiseret machismo, gramsende broderskabskultur og magtfulde mænd (Brett Kavanaugh, Clarence Thomas og Bill Clinton), der er sluppet fint af sted med at have overgrebsanklager hængende over hovedet. Ubehagelighederne når deres klimaks til sidst, når fortællerens perspektiv kort lader til at skifte til voldtægtsforbryderens. At A-siden fra den amerikanske duo hedder ”Breathe” og indeholder tekstlinjen ”I just want to breathe”, virker her tre måneder efter udgivelsen skræmmende profetisk, i forhold til hvad 2020 ellers har budt på af modbydeligheder.

 

Medhane “TRS (feat. Navy Blue”)
Medhane leverer ikke et lige så direkte aktivistisk opråb som Pale Blue, men skriver i stedet ud fra mere personlige erfaringer og betragtninger. Alligevel sniger der sig et opråb med: ”Ancestors talk to me and I listen / Really on a mission / fuck the judge and the jurisdiction / Empty the prisons”. Som i de to andre genistreger på albummet ”Watch My Step” og ”Bun Down Babylon” ligger den helt store kvalitet dog i den døsige, drømmende stemning med grynet produktion og en snert af melankoli – uden på nogen som helst måde at nærme sig emo-rappens territorium. Det er bare nærværende og virkelig godt sommerselskab.

 

Alle ”Er du alene?”
Hvis jeg var en 9-årig MGP-fanatiker, ville jeg også spidse ører her. Og det siger noget om den bredde, Natal Zaks (Central m.fl.) favner med sit Alle-alias. Det er naiv, sødmefuld musik lidt i ånden fra Skammens Vogn – her med synth-poppede G-funk vibes og med et tekstunivers, der lige akkurat er lidt for voksent til at være full-on tween. Ligesom flertallet af sangene på albummet “Alletiders” er det smågenialt, og i den ideelle verden burde det være noget, vi alle (undskyld) kunne samles om på tværs af generationer.

 

Helado Negro “I Fell in Love (feat. Xenia Rubinos)”
Måske er det sommerens ankomst eller isolationstidens (foreløbige?) endeligt, som gør, at denne fine, simple kærlighedssang (ligesom ”Er du Alene?”) rammer lige i hjertet. Sangens konstruktion er lige så minimalistisk og elegant som en Sade-sang, og da den også lige er et niveau over Helado Negros udmærkede tidligere udgivelser, rummer den et stærkt, langtidsholdbart potentiale.

 

Splash Pattern ”Sentinel”
Som tidligere trommeslager på hobby-niveau har det måske ubevidst været det rytmiske element, der det sidste års tid har draget mig ind og fået mig til her på siderne at anbefale et par nyere navne fra den danske techno- og hurtigtpumpende elektroniske scene – fra Repro og Ingrate til Severin og andet godt fra selskaber som Kulør, Petrola 80, Posh Isolation osv. Det rytmiske element er også helt centralt hos Splash Pattern, hvilket ikke er så underligt, når manden bag, Tobias Adomat, har en baggrund som percussionist. På ”Sentinel” leger han med diverse former for ’gated’ rumklang på rytmikken, ikke mindst med en svirpende lilletromme, der ikke er hørt så knastør som siden Paula Abdul eller INXS.

 

… og til sidst én fra gemmerne:

Chris Spedding ”Video Life” (1978)
Chris Spedding fik aldrig den helt store solokarriere. Den nu 76-årige musikers bidrag til musikhistorien finder man mest som studiemusiker – bl.a. for folk som Tom Waits og Paul McCartney. Og så producerede han faktisk Sex Pistols’ første demoer. Men især i starten af sin solokarriere i 70’erne lavede han selv ganske interessant musik. ”Video Life” er fortjent blevet en af hans mere populære sange fra bagkataloget. Nummeret er snøvlet, men catchy og med et monotont drive, som giver plads til nogle luftige guitarfigurer, der viser, at der bag sangens skrattende struktur gemmer sig en dygtig musiker. Og så er der de skønne og dengang tidstypiske teknologikommentarer, der ikke er til at stå for: ” I’m going to send myself an invitation / Say hello to the video life / Meet myself on the action replay / Hope I get there right on time”.

 

Andre opturssange:
Amnesia Scanner “AS Tearless (feat. Lalita)”
Lorenzo Senni “Discipline of Enthusiasm”
Deerhoof “Damaged Eyes Squinting into the Beautiful Overhot Sun”
Afsky “Tyende Sang”
White Denim “Matter of Matter”
Ohmme “3 2 4 3”
Thundercat “Innerstellar Love”
Blake Mills “Vanishing Twin”
B.C Camplight “Cemetery Lifestyle”