Passive/Aggressive

Kvartalets bedste singler – Indfødt cello-pop, dvask EBM og et selvlært geni i kælderen

Blog January 12 2019
Mich Cota

Af Adam Thorsmark

Fire gange om året udpeger jeg – med afsæt i det, man uden problemer kan kategorisere som en ekstremt subjektiv udvælgelsesstrategi – omtrent en håndfuld af de nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har klæbet sig mest fast til mine trommehinder i det netop afsluttede kvartal. Herunder får du en blanding af oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: ufortyndet kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Her er de sange, der førte mig gennem slutningen af 2018 – og ud på den anden side.

Mich Cota “Kijà / Care”

Arthur Russell ville være stolt. Ligesom hos den afdøde legende bevæger den Montreal-baserede kunstner Mich Cota sig her i et gnidningsløst univers af elegant disco og eksperimenterende cello-pop. Mich Kota er en del af det nordamerikanske Algonquin-folkefærd, hvis sprog hun også delvist synger på, og så er hun er transkønnet. Begge disse aspekter af hendes liv gennemsyrer tekstuniverset, men der er også et spændende aktivistisk perspektiv hos Cota. Omkvædet “Do you see / If we don’t act now / We will lose everything” stammer fra et performance-værk, hun lavede som demonstration mod Dakota Access-rørledningen, hvor hun bl.a. gentog denne strofe i 20 minutter.

RosalíaQue No Salga La Luna (Cap. 2: Boda)”

Med Rosalías ekspresfart mod (alternativ) stjernestatus er det desværre nok for sent at opleve hende live på en dunkel flamenco-club i hjembyen Barcelona. Men på denne sang kan man i det mindste drømme sig dertil. Selv om det kan lyde underligt tilbageskuende, så er Rosalía i min optik bedst, jo mindre moderne pop-lir hun tillægger udtrykket på sit ellers glimrende andet album. I minimalismens lys står hendes stemme stærkest, og på albummets anden skæring dirrer vokalen i vanvittigt smukke og komplekse skalaer tilsat flamenco-musikkens kendetegn: håndklappene og den spanske guitar.

Vanligt Folk TKO”

På overfladen lyder den svenske trio Vanligt Folk på sit andet album som en flok slackere, der gerne vil lave insisterende EBM-musik – men bare ikke lige orker at rejse sig fra sofaen. Det lyderunderholdende, og det er det til tider også, f.eks. på en sang som”TKO”. Det hypnotiserende og ulmende synth-loop som konstant ligger på lur under den dovne vokal, giver dog også en urovækkende og unheimlich effekt af, at der er noget, der er lidt off. Denne effekt forstærkes ikke kun i musikvideoen, men også i det faktum, at albummet, som Sandra S. Borch påpeger i sin anmeldelse, indeholder tekstbidder fra svenske folkeviser i en intelligent kritik af den ekstremistiske højrefløj i Sverige. Læs albummets tekster her.

Spirit of the Beehive “Hypnic Jerks”

Titelsangen fra Philadelphia-bandets tredje album er læsset med idéer og flyder ind og ud af sub-genrer, ofte inden for samme minut. Ved første ørelyt gemmer sig en standard indierock-sang, men polyrytmiske indhop, 60’er-psychede guitarfigurer, krautrockede synthflader og saxofonvræl hanker hurtigt op i lytterens opmærksomhed og afdækker en eventyrlig omgang ’tour de rockhistorie’.

… og til sidst en fra gemmerne:

Gary Wilson “When You Walk Into My Dreams” (1977)

1970’ernes Ariel Pink og John Maus hed R. Stevie Moore og Gary Wilson. De to DIY-excentrikere (og til tider samarbejdspartnere) spillede både på avantgardens og popmusikkens tangenter, levede det meste af deres liv uden for rampelyset og har begge fået en revival med deres lofi-musik i det nye årtusind. Den selvlærte musiker Gary Wilson var et musikalsk geni allerede fra barnsben, opsøgte John Cage i en alder af 14 år og endte her med at diskutere musik og kritik i dennes hjem over flere dage. I 1977 udgav Wilson sit første album, ”You Think You Really Know Me”, primært optaget i forældrenes kælder, og han forsvandt kort tid efter fra offentligheden oven på en række bizarre live-optrædener. Med tiden opdagede folk albummets genialiteter – bl.a. pladeselskabet Stones Throw, som var med til at kaste nyt lys på albummets både spacey eksperimenter og groovy lofi-funk. Hele albummet er værd at dykke ned i, men kickstart 2019 med denne popperle.

Andre opturssange:

Stephen Steinbrink “A Part of Me is a Part of You”

Vessel “Argo (For Maggie)”

Colin Self “Emblem”

Star Rover “Byron Bay”

Deerhunter “Death in Midsummer”

Chris Cohen “Edit Out”

Hjalte Ross “Hunger for the Taste of Time That I Didn’t Waste”

Earl Sweatshirt “December 24”