Lack ramte muren for 13 år siden. Nu er de tilbage et øjeblik
Interview af Jon Albjerg Ravnholt – fotos fra Ilter Festival: Martin Goltermann
Loftslyset brændte sig gennem en tung dis. Kondensvandet løb ned ad væggene og ned ad de halvnøgne kroppe, der stod tilbage på gulvet og sundede sig oven på det, de lige havde været en del af. Igen. For første gang i 13 år.
Med skæve smil og vidt opspilede øjne hilste de på hinanden, krammede, bekræftede hinanden i, hvad der lige var sket. At det var gået godt, at det ikke havde været en fejl. At det på en eller anden måde havde været mere end et nostalgitrip.
Omme bag scenen var trommeslageren Jacob Johansen lettet. Mere end det.
“Jeg oplevede en vild glæde. Min store frygt var, at responsen ville blive, at det var da fedt nok at høre de gamle numre igen og så ikke mere. Men det var ikke det, jeg fornemmede fra publikum, da vi spillede. Det var lidt, som man forestillede sig at spille koncert dengang på børneværelset, da man var 11. Der var helt fyldt, og alle skrålede med på sangene.”
Lacks første koncert i 13 år var på Ilter Festival i Odense i august. For langt størstedelen af de tilstedeværende var det også den første koncert i halvandet år, hvor man ikke bare måtte stå op og synge med, men hvor man heller ikke behøvede at holde afstand. Publikum skulle lige vænne sig til friheden, men da Lack spillede som det sidste navn lørdag aften, gav alle slip og væltede storsvedende og storsmilende rundt mellem hinanden, mens de skreg med på sangene.
Akkurat som det havde været til Lacks sidste koncert i København for 13 år siden, hvor sanger Thomas Burø annoncerede den sidste sang med ordene: “Sange er til for at blive sunget. Det her er sidste chance.” Fordi Lacks koncerter altid var en intenst kollektiv oplevelse. Lige så meget som det handlede om fire ranglede fyre i sort, der vred sig på en lav scene, handlede det om den måde, publikum delte de sange med hinanden, og den energi, de gav tilbage til bandet. Det er selvfølgelig ikke exceptionelt for Lack, men det spillede en større rolle her end til de fleste andre hardcorekoncerter.
Det var en kollektiv oplevelse. Og den aften i Odense var alle lettede over at kunne det her igen, lettede over at kunne det til Lack.
Del af en fælles erfaring
Ti minutter før koncerten stod bassisten Kasper Andersen ude bag scenen og forsøgte at finde ud af, hvad han følte ved situationen. Det var ham, der havde sagt nej, hver gang forslaget om at gendanne Lack bare for en enkelt koncert var blevet vendt.
“Jeg havde ikke brug for at træde rundt i de gamle numre,” forklarer han.
“Men da jeg stod der, havde jeg det fuldstændig, som om jeg lige havde spillet dagen før. Selvom det var min første koncert i 13 år.”
Da Lack gik i opløsning i 2008, og de andre medlemmer gik videre i nye bands som Tvivler, Anchorless og Rising, flyttede Kasper til Berlin, og der gik et halvt år, før han overhovedet gad gå til koncerter igen. Men nu havde han sagt ja til at gøre det. Jacob fik ham overtalt til, at Lack skulle spille til 10-årsjubilæet for Ungdomshuset på Dortheavej. Det gav mening, fordi Lack havde historie i det gamle Ungdomshuset, de havde sågar en sang, “Cph”, om rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej.
“Det ville være noget andet, end at det bare var Lack, der var gendannet,” siger Jacob.
Men dengang blev gendannelsen ikke til noget. I stedet blev det på Ilter Festival, Lack vendte tilbage, og igen passede det bandet godt, at det ikke kun handlede om dem. At de var en del af noget større her, en scene, ligesom de var det dengang. Det er en pointe, Thomas er vendt tilbage til i de mellemliggende år:
“Vi er del af en fælles erfaring,” formulerer han det.
Lack var ikke bare bandet selv, de fire medlemmers individuelle historie i de 10 år, de var sammen, de mennesker, der oplevede dem live i de år: Det handlede lige så meget om, hvad alle de mennesker hver for sig efterfølgende fandt frem til, at Lack havde betydet for dem. Hvordan det havde formet dem. Det var den fælles erfaring, Lack satte på spil, da de gendannedes for den ene aften på Ilter.
Og nu gør det én gang til.
Stedernes historie
Fredag d. 15. oktober spiller Lack som hovednavn på Loppen. Også det sted har en betydning for dem, også her er de en del af noget større end bandet selv.
“Jeg er glad for, at den koncert bliver på Loppen. Jeg vil gerne være en del af det program, det spillested har haft. Det betyder mere for mig, end jeg troede, det ville,” indrømmer Thomas.
Det er et tilbagevendende tema i snakken rundt om bordet i Huset i Magstræde. Tre fjerdedele af Lack er mødt op for at forklare, hvorfor det sidste band i verden, man havde forventet ville hoppe på gendannelsesvognen, er blevet gendannet.
Tre etager over os var Lack oppe under loftet på Musikcaféen en del af Club Play/Rec. Her spillede de over for Barra Head, et andet af indiepladeselskabet Play/Recs navne, og vævede sig ind og ud af hinandens sange. Så kan det godt være, at det er Lacks sange, der blandt alle de andre sange fra det label og den scene og den periode i Københavns alternative musikhistorie er blevet stående, og det kan godt være, at de spillede mere i Europa end de andre bands på den scene, men de var stadig en del af den. Og for dem, der hørte dem, var de en del af en historie, der rakte langt ud over bandets levetid.
“Der har været meget bearbejdning. Det har været en erfaring, der skulle omsættes til en erkendelse af, hvad der skete fra den spæde start i ‘98, og frem til vi gik i opløsning. Hvad fanden skete der? Det har jeg brugt mange år på at forholde mig til,” fortæller Thomas.
Det har han ikke mindst gjort i sin ph.d.-afhandling om kulturens økosystem og den rolle, stederne spiller.
“Når man beskæftiger sig med kulturelle systemer, siger man, at der er en håndgribelig dimension og en uhåndgribelig dimension. Den håndgribelige er bygningerne og skriften, mens den uhåndgribelige er historien, stemningen, vanerne. Man er nødt til at forholde sig til begge dele. Alle folk kender det med at gå ind i et rum og mærke, at her er en stemning. På den måde har vi som band nogle steder, hvor vi kan lide historien. Som Loppen. Nogle spillesteder har en sjæl.”
“Vi foragtede alt”
I løbet af tre albums gik Lack fra screamo og kaotisk hardcore på debuten “Blues Moderne, Danois Explosifs” over punkrocket emo på “Be There Pulse” til staccato-indie på “Saturate Every Atom”. Altid intense og evigt foranderlige. Men den foranderlighed, den konstante afsøgen af grænserne for, hvad Lack kunne rumme, tærede også på bandet internt. De stillede stadigt højere krav til sig selv og til Lack, engagerede sig fuldstændig i bandet, samtidig med at flere af dem begyndte at stifte familie og have jobs. Lige så ekstatisk og befriende en oplevelse det næsten altid var at være til koncert med Lack, lige så hårdt var det for de fire medlemmer, der ud over de tre rundt om bordet også tæller guitaristen Jakob Reichert Nielsen.
“Vi var summen af os fire,” konstaterer bandets anden Jacob om de kompromiser, de konstant måtte indgå for at enes.
“Derfor holdt det også hårdt. Nu kan vi hygge os i øveren, men dengang skiltes vi tit som uvenner.”
“Vi stillede krav til hinanden om hele tiden at udvikle os og overskride grænser. Men vi var ikke veludstyrede med kommunikationsredskaber som mennesker,” formulerer Thomas det diplomatisk og griner sammen med de to andre.
“Det var en stående joke blandt andre bands, at var man på tour med Lack, havde man det dårligt. Det var bare fire mennesker, der sad og stirrede ud af vinduet uden at tale med hinanden. Against Me! havde en T-shirt, som vi altid har været misundelige på, hvor der står: “United in Discontent.” Vi hadede alting, foragtede alt. Det gav en energi indadtil, men det var også ren gift for os.”
“Det var så alvorligt hele tiden,” indskyder Kasper.
Et øjeblik får alvoren lov at overskygge, at Lack også tog del i den glæde, de vakte hos publikum. At selvom de havde sange med titler som “Zur Genealogien des Modernen Menschen” og skrev om overvågningssamfundet, om selvmord i flygtningelejrene, om arbejdet som en voldshandling – ja, så sang de også om seksuel frigørelse på tværs af kønsidentiteter og forhold, om at blive så frustreret over selvfølgelige politiske holdninger, at man får lyst til at slå babysæler ihjel med køller, og havde sangtitler som “Indie Kids Wear the Keffiyeh but Can’t Spell PLO”. For hver indædt smadder-hardcore-sang var der en spændstig dancepunk-sang.
“Vi havde et fælles mål med Lack. Vi har aldrig syntes, det var fedt bare at jamme i øvelokalet. Vi har aldrig drukket en øl i øvelokalet,” fastslår Jacob.
Ambitionerne var rent kreative, selvom Lack fik større og større opmærksomhed langt uden for scenen, bedyrer Thomas.
“Vi traf et valg med den sidste plade, at vi ikke gad gå efter at blive større. Vi ville hellere spille i det netværk, vi holdt af. Vores erfaringer fra “Be There Pulse” var rædderlige: Alt blev betragtet som en stepping stone for os, og vi stillede op til nogle interviews, hvor vi tænkte, hvorfor gør vi det her?”
I stedet for at fortsætte ufortrødent frem holdt Lack sig til den scene, de var rundet af. Alligevel ramte de muren kort efter udgivelsen af “Saturate Every Atom”.
Nostalgi er uinteressant
I den tid, Lack eksisterede, betød den konstante foranderlighed, at de gamle sange fra tour til tour ændrede udtryk og dynamik for at passe sammen med det nye materiale. Da Lack spillede på Ilter, havde de mellemliggende år fået sangene til at virke langt mere sammenhængende, end de gjorde i sin tid.
“Der har altid været et element af fortolkning, når vi har spillet de gamle sange, men det er ikke radikalt. Vi har fundet ud af, hvordan vi kunne få dem til at fungere bedre. Der var flere af sangene fra den sidste plade, der sagtens kunne tåle mere skrald på vokalen. Vi var meget puritanske på den plade, der måtte endelig ikke være for meget skrald på,” siger Thomas med en hovedrysten.
“Vi har været væk fra det, og det gjorde os mere fri. Vi er ikke så gift med det nu,” siger Jacob og tilføjer i forlængelse af Kaspers oplevelse før koncerten på Ilter:
“Det føltes også bare, som om vi lige havde holdt en pause på et par måneder, da vi mødtes i øvelokalet igen.”
Men med 13 år mellem den sidste koncert på Stengade og koncerten på Loppen er der en anden, langt mere presserende fare, bandet har skullet tage stilling til, end at det bare skulle være fedt at høre sangene én gang til: Nostalgi. Det var de meget bevidste om, da de besluttede sig for at prøve at spille sammen igen, fortæller de tre samstemmende.
“Men man skal skelne mellem nostalgi og sentimentalitet,” påpeger Thomas, der, som allerede antydet, ikke har noget problem med de følelser og sansninger, man kan få ved at besøge et sted eller lytte til en musik.
“Nostalgi er til gengæld komplet uinteressant. Det er bare en længsel efter noget, der har været engang. Lack er en del af en erfaring, folk har gjort sig. Det var et tidspunkt, hvor København som by var præget af en masse spændinger, og hvor punkmiljøet gik helt fra hinanden oven på rydningen af Jagtvej.”
Det er de spændinger, der forløses nu. For en kort bemærkning, i hvert fald. Lack har ingen planer for, hvad der skal ske efter koncerten på Loppen, men har alle intentioner om ikke at blive et reunionband, der turnerer i en lang cyklus med sangene fra deres egen og deres fans’ ungdom.
“Jeg er med på, at det for andre godt kan se ud, som om vi er kommet i panikalderen,” medgiver Jacob, inden Thomas opsummerer:
“Men mange kulturelle fænomener har været bundet til ungdommen traditionelt, og det er i opløsning nu. Folk, der over lang tid har været del af en ungdomskultur, bliver ved med at tilhøre den kultur. Selvom de bliver gamle, rører det dem stadig, det er stadig relevant for dem. Spørgsmålet er ikke længere, om man bliver for gammel, men hvad sker der så?”
Til Ilter Festival skete der det, at alle for en stund glemte, at de var blevet 13 år ældre og havde fået børn og faste partnere og ekser og pensionsopsparing, og dansede og skreg. På Loppen gentager det sig. Hvordan hver især derefter tager den erfaring med sig videre i livet, må tiden vise.
Info: Lack spiller på Loppen i København fredag d. 15. oktober (RSVP).
