Liliane Chlela – dekonstrueret klubmusik under tordenskyer i Vanløse
Liliane Chlela, 16. juni på ALICE – anmeldelse af Amalia Keck Al-Habahbeh, foto fra Keychange
Jeg har rejst tilbage til min fødeby, København, fra den arktiske del af Norge for at se Liliane Chlela spille koncert på ALICE, som pt. ligger i Vanløse på Stairway, hvor jeg er både født og opvokset. Siden jeg dansede mig selv halvt ihjel til Chlelas DJ-set i Tromsø i november sidste år, har jeg set frem til at se hende performe hendes A/V show live. Så da jeg så, hun kom til Danmark igen, efter jeg missede hendes show på Roskilde Festival sidste år, var det en god undskyldning for at flygte fra den arktiske “sommer” i det nordlige Norge, hvor jeg pt. bor, til de sydligere strøg.
Chlela har længe været en central figur i den libanesiske, eksperimenterende klubscene. Udover selv at have udgivet tre albums, har hun også startet et musikkollektiv, Jidariyya, med henblik på at øge repræsentationen af kvinder, ikke-binære, og LGBTQIA+ folk i klubscenen og på festival lineups i Beirut. Chlelas unikke musikalske stil kan vel bedst beskrives som en cocktail af deconstructed club med hårdtslående og chopped-up beats sammenvævet med melankolsk ambient, der giver det industrielle, dronede udtryk et dramatisk og følsomt element, som ofte er at finde musik fra Sydvestasien og Nordafrika. Hendes seneste album, Safala, blev produceret i Beirut og blev udgivet kort tid efter hun flyttede til Montreal som følge af den politiske og økonomiske situation i Libanon, der kun blev forværret af den store eksplosion i Beirut Port i 2020.
Ordet Safala har en dobbeltbetydning på arabisk: Som substantiv er det et bandeord i stil med bastard eller lowlife, og som verbum betyder det “at fejle”. Albummet er inspireret af revolutionen i Libanon i 2019, hvilket det aggressive og anspændte element i musikken formår at illustrere, samtidig med at sangtitlerne kommer fra en slags besværgelse, Chlelas teta (bedstemor) plejede at kaste for at afværge det onde øje. Forbindelsen mellem den frustration man hører i musikken og den intime, næsten trøstende familiære forbindelse til Chlelas bedstemor spiller perfekt sammen og skaber en dualitet i musikken, man efter min mening sjældent finder i post-club-genrerne, såsom på nogle af de tidligere post-club udgivelser på labels som PAN og Hippos in Tanks.
Da jeg og min rejsefælle skulle til at bevæge os mod Vanløse, blev det danske sommervejr afbrudt af en tordenstorm, hvilket, meget passende, skabte denne modsætning mellem det gode og det onde, som er så tilstedeværende i Chlelas musik. Jeg var spændt på at se, hvordan lokalet ville være, da det lå i et kompleks, der var forholdsvis kommunalt, men lokalet fungerede rigtig godt som koncertsted, i og med at det bare var en black box. Det betød, at da musikken så gik i gang, var der ingen distraheringer, men fuld fokus på de optrædende på scenen.
De hverdagsagtige videooptagelser fra Beirut sendte mig tilbage til mine mange familiebesøg i Jordan som barn, og monologen af hendes bedstemor skabte en genklang af mine egne minder fra min jordanske bedstemor.
Før showet med Chlela gik i gang, fik jeg den sidste del af koncerten før hende med, der var med Evita Manji fra Grækenland, som gav en blid eksperimenterende pop-introduktion til den storm, jeg forventede at blive mødt med af Chlelas show. Chlelas show startede ud med en monolog af hendes bedstemor som en slags besværgelse, der kaldte alle tilbage til scenen. Det satte den perfekte stemning for showet, hvor Chlela stod som en magiker på scenen, der kastede soniske besværgelser på os i publikum, der medførte, for mit vedkommende, en introspektiv, men også kropslig rejse gennem tid og sted. Dette blev perfekt understøttet af Chlelas dynamiske tilstedeværelse på scenen med hendes infrarøde antenne-controller og visuals, som bestod af en blanding af tegninger, mærkelige fremtidsagtige animerede 3D-flader samt kameraoptagelser fra hendes hjemby, Beirut. De hverdagsagtige videooptagelser fra Beirut sendte mig tilbage til mine mange familiebesøg i Jordan som barn, og monologen af hendes bedstemor skabte en genklang af mine egne minder fra min jordanske bedstemor. Alle disse erindringer stemte overens med det element i musikken, som er svært at beskrive som andet end en undertone af levantinsk kultur. I tillæg gav de forskellige animationer en visuel repræsentation af de multifacetterede elementer af musikken; de mørke animationer stemte overens med det dystre, industrielle og dronede element i musikken, mens tegningerne af blandt andet ansigter, øjne og hænder illustrerede de intime og familiære element i hendes kompositioner.
Allerede i begyndelsen af koncerten spillede hun min favoritsang, “Charr”, fra hendes seneste album “Safala”. Charr betyder ondskab på arabisk og den mørke stemning, de opbrudte rytmer, og nærmest industrielle lyd på dette nummer fanger den eksistentielle angst, man som et tænkende mennesker i 2023 kan have svært ved at undgå at føle somme tider. Sammenvævet med denne lyd findes også et mere følsomt element, som for mig tolkes som en længsel efter en anden tid, et fjernt minde om bedre tider, eller et svagt håb om en anden fremtid. At dette album blev skabt, mens Chlela boede i Beirut, skinner tydeligt igennem, ikke bare i og med at hun for eksempel har brugt feltoptagelser fra protester fra gaden, men også i det anspændte og aggressive udtryk i musikken. For eksempel er der i sangen “Bahr Ghattas”, som betyder “at dykke ned i havet”, en lyd der minder om en helikopter, noget man måske kan nikke genkendende til, hvis man selv har været til stede i protester.
En anden sang som sendte mig tilbage til mine minder om familiebesøg i Jordan var Moukassarat, som er løst oversat betyder blandede nødder og ofte bruges i arabiske desserter. Sangen starter blidt ud som et varm ambient track, der omslutter en som et melankolsk tæppe, men som tiden går, bliver sangen hårdere og mere opbrudt, næsten som den erkendelse man får med alderen af, at verden er et dystert sted, og selv ikke dine forældre kan holde dig sikker. Igen var hendes visuals perfekt samkørt med musikken, og forskellige optagelser af børn der cykler, en kat, og de karakteristiske husfacader fra Sydvestasien sendte mig tilbage til mine barndomsminder fra Jordan.
Efter koncerten stod jeg egentlig og længtes efter mere af Chlelas magi, men det er måske lige præcis den rigtige følelse at blive efterladt med
Det som virkelig slog mig, og som jeg føler, jeg ikke har oplevet i samme grad med andre artister, er den unikke kombination af tungt eksperimenterende klubmusik, som er min primære musikalske interesse for tiden, og den melankolske længsel efter en bekymringsfri tid, som for mig er min barndom med familiebesøg i en region, der i større og større grad er præget af ustabilitet og usikkerhed.
Efter koncerten stod jeg egentlig og længtes efter mere af Chlelas magi, men det er måske lige præcis den rigtige følelse at blive efterladt med: en længsel efter mere, efter at fylde det tomrum der hurtigt indtager et koncertsted, når musikken slutter, så man er sulten efter mere og ikke går derfra overmættet. Jeg kunne også forstå på Chlela, at hun skar lidt af showet – især de lidt hårdere numre hun havde gemt til sidst – for at gøre plads til artisten efter hende, Osheyack, som på grund af flyforsinkelse spillede efter og ikke før Chlela, som oprindelig planlagt. Osheyack fra det Shanghai-baserede label SVBKLT afsluttede aftenen med et energisk og legende set, som hurtigt hev mig ud af det lidt dystre og introspektive humør, som Chlelas show havde efterladt mig med.
Min rejsefælle og jeg måtte begynde at bevæge os hjemad, men før vi satte os ind i metroen, gik vi en lille tur i kvarteret for at få bearbejdet de sidste indtryk fra koncerten. Den trykkende, anstrengende luft var blevet byttet ud med en rungende stilhed, og der var ikke en vind, der rørte sig. Det var som om den anspændte stemning, der lå i luften før koncerten og tordenstormen, var blevet endeligt forløst gennem Chlelas show.
Info: Koncerten med Liliane Chlela, Osheyack og Evita Manji foregik d. 16. juni på ALICE på Stairway.
