Loke Rahbek – En intim nydelse af det maskinelle
Loke Rahbek “City of Women” (Editions Mego, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen. Foto: Jane Pain
For første gang har Loke Rahbek udsendt en soloudgivelse under sit eget navn (selvom han førhen har udgivet både under mellemnavnet Sebastian Kruse og under initialerne LR). Pladen “City of Women” udkommer via Editions Mego, og altså ikke på Posh Isolation, som mange sikkert vil associere med Rahbek og hans øvrige projekter, der bl.a. tæller Croatian Amor, Body Sculptures og Damien Dubrovnik. Det giver dog god mening, at pladen udkommer på det Wien-baserede label, eftersom Editions Mego også har udgivet mange andre prominente eksperimentelle acts som Stephen O’Malley, Merzbow, Oneohtrix Point Never og Jim O’Rourke.
Om Rahbek bruger sit eget navn her, fordi de øvrige projekter er knyttet tæt til Posh Isolation, eller om det er resultatet af et nyt og mere modnet forhold til sig selv som kunstner, er det naturligvis kun Rahbek selv, der ved. Pladen virker om ikke andet som en meget velkonstrueret, men aldrig helt selvafslørende udgivelse.
Til tider føles albummet nærmest som et tilbageblik på de ældre Croatian Amor-udgivelser som “The World” eller “Genitalia Garden”, men med færre samples og mere industrial-præget tildækning af Croatian Amors kønsløse ‒ men ikke sexløse ‒ musik.
Der hersker en mere fuldbyrdet mørk lyd på “City of Women”. Nummeret “Palm” klinger fx hult af ekkoer ‒ det er pladens mennesketomme gade, som gradvist fyldes af et tiltagende loop, der emmer af stigende fortvivlelse over sin egen forladthed. Det er sigende for pladen, hvor lyden for det meste placerer sig mellem forvrængninger i glatte synthteksturer og de industrielle indhug.
Flere af numrene har det til fælles med Rahbeks gruppeprojekt Body Sculptures’ “A Body Turns to Eden”, at de rumsterende lydkilder sløres bag mure af genklang. Og på lige så smuk vis formår “City of Women” at skabe mærkbare rum, ikke bare gennem den decideret fantastiske produktion, men i lige så høj grad via brugen af minimale afbrydelser og små forstyrrelser i feltoptagelserne ‒ fx lyden af et stød mod en mikrofon på nummeret “Fermented”. Et nummer, hvor optagelsen af klaverspillet ellers virker rumligt fjernet og afskåret fra kilden, gemt bag hvid støj, og af den grund bliver det klareste element af nærhed en lille intim berøring af mikrofonoverfladen.
Rahbeks baggrund i industrial og noise har tydeligvis påvirket meget af lydens mærkbarhed gennem disse genrers idealer om performance – det skal helst spilles højt, så man ikke blot lytter, men også får en kropslig oplevelse. Det giver godt modspil til de lysere elementer, der står fint frem for sig selv.
Det er lyden af kaosfyldte skabelsesmyter, hvor kreative skaberkræfter udformer menneskekønnet af henholdsvis den grove materialitet og det obskøne sprog. Som sin 1400-tals navnesøster, Christine de Pizans bog “Le Livre de la Cité des Dames”, kunne Rahbeks album være en imaginær by fyldt med kvinder. Det er et yndet perspektiv på kønnet magt, som fx i de antik-græske forestillinger om Amazone-krigerstammer eller i Frederico Fellinis psykoseksuelle 1980-film, “La città delle donne”.
Med den store variation mellem hvert enkelt nummer virker “City of Women” næsten som en katalogisering af Rahbeks tidligere værker, der ofte har kredset om seksualitet og romancer i forskellige afskygninger. Hvert nummer er på sin vis som gallerier fyldt med tidligere myters skitseringer over hudens manglende identitet, de glatte overflader, der kun bugter sig om det rumlige kød nedenunder. Bedst illustreret som det formløse skridt under svømmedragtens polyester på nummeret “Swimwear”, hvis skingre dronede lyde skiftevis udglatter og skraber det dybereliggende fundament i form af en tung, forvrænget bas.
Som titelnummeret “City of Women” illustrerer, er der dog meget liv under det hårde lydbillede, der i hvert øjeblik forsøger at fortrænge dets blødere dele. Kompositionsmæssigt tager nummeret sig ud som en odyssé gennem et blødt, længselsfuldt rum, som man enten tilhører eller er fremmed for. Fra de glatte synthteksturers bratte opløftelse til pludselig stilhed og akustiske baggrundselementer virker det klart som udgivelsens mest levende nummer – i mine øjne også det mest ekstatiske, fordi opløftelsen virker så uinteresseret lykkelig. Som en bekræftelse i et par øjne, hvis blik glider langsomt over en nøgen bys facader og afslører kroppens lyst efter alt det ikke-kropslige.
Der er noget rørende over det, i kraft af pladens ellers lidt paranoide stemning, idet de maskinelle, kolde lyde aldrig ligger langt væk ‒ man kan med andre ord aldrig helt vide sig sikker, selv i de mest menneskelige, opløftende øjeblikke. Det kan virke som plæderen for ekstrem, overfladisk lyst, og det er ærligt talt svært at sige, hvilken vej det vipper på ethvert givent tidspunkt, når de stille perioder aldrig helt er afskårede fra de mere eller mindre voldelige, industrielle afbrydelser. Men pladens smukkeste passager står netop frem i de øjeblikke, hvor hårdheden ikke behøver at føles offensiv, men som en nydelse.
Industrial-genren ender ofte i seksuel og voldelig grænsesøgning, men det gør “City of Women” egentlig ikke. Det virker snarere som en fysisk følt romance mellem parter, der endnu er fremmede for hinanden – det kolde stål og den varme hud, værktøjet og dets producent. Ikke at det nødvendigvis ender i den mildest talt udkørte dikotomi mellem natur og unatur, men at meget af lyden anmærker det ukendte i det velkendte – f.eks. lyden af et nært åndedræt akkompagneret af maskinelle, sporadiske slag på nummeret “In Piles of Magazines”. Det er nærmere produktionen og bearbejdningen af det uselvfølgelige, som en bys bemestring af sin køn og seksualitet. Det er der heldigvis ingen konkret vision på, men her er altså ni små bud på, hvordan det potentielt set kan lade sig gøre.
Info: “City of Women” er netop udkommet på Editions Mego.
