Passive/Aggressive

Loke Rahbek – En intim nydelse af det maskinelle

Kritik May 23 2017 Photo: Jane Pain

Loke Rahbek “City of Women” (Editions Mego, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen. Foto: Jane Pain

For første gang har Loke Rahbek udsendt en soloudgivelse under sit eget navn (selvom han førhen har udgivet både under mellemnavnet Sebastian Kruse og under initialerne LR). Pladen “City of Women” udkommer via Editions Mego, og altså ikke på Posh Isolation, som mange sikkert vil associere med Rahbek og hans øvrige projekter, der bl.a. tæller Croatian Amor, Body Sculptures og Damien Dubrovnik. Det giver dog god mening, at pladen udkommer på det Wien-baserede label, eftersom Editions Mego også har udgivet mange andre prominente eksperimentelle acts som Stephen O’Malley, Merzbow, Oneohtrix Point Never og Jim O’Rourke.

Om Rahbek bruger sit eget navn her, fordi de øvrige projekter er knyttet tæt til Posh Isolation, eller om det er resultatet af et nyt og mere modnet forhold til sig selv som kunstner, er det naturligvis kun Rahbek selv, der ved. Pladen virker om ikke andet som en meget velkonstrueret, men aldrig helt selvafslørende udgivelse. Læs resten

Croatian Amor – Melankoliens klare fremtræden og forløsning

Kritik September 28 2016 LR

Croatian Amor “Love Means Taking Action” (Posh Isolation, 2016) – anmeldelse af Alexander Julin

Under navnet Croatian Amor har Loke Rahbek (Posh Isolation) en række udgivelser bag sig. Det var dog først i 2013, at jeg fik øjnene op for projektet i kraft af vinyltrykket af “Mercure” og i særdeleshed albummet “The World”. Med sit sælsomme og fremmedgørende udtryk tiltrak det min opmærksomhed som lytter, samtidig med at det vedligeholdt en form for distance. Selvom der ikke er tale om et decideret brud med det forhenværende udtryk i Croatian Amors musik, synes Rahbek med “Love Means Taking Action” om ikke andet at positionere sig mærkbart anderledes i forhold til projektets æstetiske udgangspunkt. På det netop udkomne album forkaster han de ellers ofte fremmedgørende elementer, der for nogle år tilbage var langt mere markante i hans musik. Læs resten

Body Sculptures – Storladne synthesizere fra øverste lag af den skandinaviske undergrund

Blog Kritik June 15 2016 unnamed(2)

Body Sculptures “A Body Turns to Eden” (Posh Isolation, 2016) – anmeldelse af Tobias Linnemann Ewé

Body Sculptures er nyt. Body Sculptures er nu. Det er i hvert fald, hvad de fortæller, når man læser om dem på nettet. De består af en række anerkendte danske og svenske navne, der blandt andre tæller Frederikke Hoffmeier (Puce Mary), Loke Rahbek (Posh Isolation, Damien Dubrovnik, Lust for Youth) og Jonas Rönnberg (Varg, Northern Electronics). Sidste år udgav to af medlemmerne den roste EP “The Base of All Beauty is the Body”, og efter en performativ debutkoncert på Berlin-festivalen Atonal blev duoen til en kvintet.

“A Body Turns to Eden” er udgivet på Posh Isolation, og på pladeselskabets hjemmeside står der: ”Body Sculptures is a contemporary project that brings together five unique voices in European experimental electronic music today […] A body turns to Eden is an essential piece for anyone with interest in Scandinavian electronic music today.” [min kursivering] Iscenesættelsen er dermed en del af værket hos Body Sculptures, som blot efter et år skriver sig ind på frontgrænsen af den elektroniske musik. Problemet ved at placere sig i ’nuet’ og på forkanten af skandinavisk elektronisk musik (hvad det så end skal betyde) er, at det sætter barren alt for højt. Hvordan skulle et band kunne favne så bredt og samtidig være på forkant af en allerede fasttømret genre? Læs resten

T.R. Kirstein & Jacob Kirkegaard – Atomfrygten stråler fortsat fra “Imperia”

Feature February 23 2016 imperia_mikkemorris

Af Tobias Kirstein – Foto: Mikkel Morris.

“Imperia” (la. for kraft/ordre) er et lydværk, som Jacob Kirkegaard og jeg optog på Barsebäck Kernekraftværk i 2004.

Det har siden fundet mange former og udtryk og bliver på en eller anden forunderlig måde ved med at funkle og kaste nye betydninger af sig. “Imperia” er som gløder som engang imellem blusser op, men aldrig slukker helt. Et langt gloende liv.

Vi var hver især skræmte over at skulle besøge Barsebäck, at gå ind i løvens hule – Dødsstjernen hvorfra al ondskab strømmede, da vi var børn i 1970’erne. Dengang hvor absolutterne stod i kø og ondskab fik en nærmest metafysisk karakter. Men vi ville tage kraften fra stedet og undersøge den, sende den videre.

At få en aftale i hus med Barsebäck var en temmelig tidskrævende proces. Jeg skrev temmelig mange mails, havde lange telefonsamtaler med deres kommunikationsansvarlige og skulle sikkerhedsgodkendes, før de rent faktisk troede på, at vi bare ville optage lyden af værket. Vi blev til gengæld godt modtaget derovre af veteranen Robert Wahlström som viste os rundt og på syngende skånsk fortalte os om herkomsten af alle de lyde vi hørte. Han vidste alt om enhver susen og sang fra hvert af de hundreder af rør som slanger sig i gigantiske rum. Lyden her var overvældende og knusende. Læs resten

Body Sculptures – Skønheden i et rasende postapokalyptisk concrète-udbrud

Blog September 12 2015 11223567_412457285616846_4410746046623296339_o

Af Simon Christensen

Den nye Body Sculptures-udgivelse er formentlig startskuddet til et af Posh Isolations mest ambitiøse projekter. Body Sculptures er tilnærmelsesvist nok en supergruppe med fem musikere, der har været med til at tegne den industrial/elektroniske musikscene i Danmark og Sverige de sidste fem år: Loke Rahbek, Puce Mary, Erik Enocksson, Varg og Vite Fana fra hhv. de to labels Northern Electronics og Posh Isolation. Deres samarbejde er også bemærkelsesværdigt, fordi både musikerne og deres labels oftest udgiver i solo/duo-formatet, hvor vi her nærmer os gruppemasochisme. Læs resten

Croatian Amor – Soundtrack til menneskets underbevidsthed

Blog January 21 2014

the world

Af Alexander Julin

Loke Rahbek har med noget nær utallige projekter manifesteret sig som en af nutidens Danmarks mest produktive kunstnere. Sideløbende med sit virke som halvdelen af Københavner-institutionen Posh Isolation har Rahbek bl.a. spillet med og optrådt som del af Damien Dubrovnik, Lust for Youth, LR, Sexdrome og War/Vår, og inden for den seneste årrække har den unge multikunstner udviklet et univers under aliasset Croatian Amor, der kan betragtes som et musikalsk samlingspunkt for Rahbeks mange projekter. Således tegner Croatian Amor en rød tråd mellem de mere monotone noise-udskejelser samt den sfæriske synthesizerfanatisme, der ellers kom til udtryk i specielt de ældre udgivelser med War.

Efter en række båndudgivelser, hvoraf tre senere hen er blevet genudgivet på vinyl, er Croatian Amor nu aktuel med LP’en ”The World, der lydmæssigt befinder sig et sted mellem field recordings og simple, gentagende synthesizer-mønstre. Sangene bevæger sig uden nogen bestemt retning men folder sig i stedet stilsikkert ud som fantasifulde, uforudsigelige lydtapeter.

Om end sangmaterialet fremstår knap så improvisatorisk som nogle af Rahbeks noise-udgivelser føles sangenes slutninger utroligt bratte, hvilket dog på ingen måde skal forstås som en kritik. Pladen fungerer i dets seks numre lange spilletid som et tilsvarende antal drømme, hvor man ved hver sangs ophør føler en opvågning for blot at falde tilbage i dvale påny ved næste nummers opstart. “The World” er nær og menneskelig, men samtidig fjern og uhåndgribelig, og dermed et ideelt bud på et soundtrack til menneskets underbevidsthed. Læs resten