Luc Ferrari – Og i natten de skjulte fugle
Af Mads Kjeldgaard – foto: Bmf0217/Wikimedia Commons/CC-BY-SA-3.0
Det hele begyndte i starten af 1950’erne i skyggen af et fadermord: Komponisterne flygtede fra konkretmusik-centeret GRM i Paris i trods og afmagt over for konkretmusikkens ophavsmand og leder, Pierre Schaeffer. Det var i dét tomrum, Luc Ferrari (f. 1929, Paris) kom ind. Men der skulle endnu et fadermord til, 10 år senere, før Ferrari fandt sin egen stemme som konkretmusikkens outsider og hævdede sig som en af genrens vigtigste og mest særegne komponister.
I 2017 fejres Ferrari på flere niveauer – hans kompositioner genudgives af Editions Mego i serien ”Recollection GRM”, hvor hans ”Presque Rien” samt ”Hétérozygote/Petite symphonie….” genoptrykkes i smukke vinyludgivelser skåret af Rashad Becker. Samtidig er en samling af Ferraris tekster, breve og partiturer udkommet på forlaget Les presses du réel under titlen ”Musiques dans les spasmes – Ècrits (1951-2005)”. Bedre end nogensinde kan vi altså nu danne os et helstøbt billede af denne insider-outsider og hans revolutionære virke, hvis indflydelse man kan høre i utallige eksperimenterende udgivelser i dag – simpelthen fordi det tilbyder en lyttekultur i sig selv.
Feltoptagelser, der forvirrer forventningerne
Efter at have gjort studier i klaver på konservatoriet i nogle år deltog Ferrari – ligesom Else Marie Pade senere gjorde det – fra 1952 i sommerhøjskolen i Darmstadt, hvor tidens vigtigste komponister mødtes, underviste og inspirerede hinanden. Her kunne man møde alle fra Stockhausen over Boulez til Ligeti, og utallige af det 20. århundredes mest radikale avantgardister fandt et fællesskab.
I 1958 sluttede Ferrari sig til GRM, samtidig med at Pierre Henry og stort set hele den første bølge af konkretmusikkens avantgardister smækkede med døren i protest mod Pierre Schaeffers lederskab. Konkretmusikken var efter kun 10 års eksistens på grænsen til at opløse sig selv.
I de følgende år agerede Ferrari “støddæmper” mellem Pierre Schaeffer og gruppens komponister, og det var ikke en let opgave, da Ferrari ofte selv kom op at tottes med den franske maître à penser. Det ses tydeligt i de lidelsesfulde breve til chefen – der nu er blevet genoptrykt – at Ferrari arbejdede under et ekstremt pres fra Schaeffers temperament, indtil han til sidst følte sig fuldstændig fremmedgjort og forlod gruppen: “De beskylder mig ofte for at mangle modenhed, og endda for at være et barn, men jeg mistænker Dem for at installere sig i denne komfortable tænkning for at beskytte Deres integritet… De har forsøgt at gøre mig det godt ved at give mig en position som General, og De har været skuffet over mig.” (4. januar, 1960)
Drama til trods udviklede Ferrari sig til at være en af gruppens vigtigste medlemmer. Et af de vigtigste af hans tidlige værker er ”Hétérozygote” (1963-1964), som optræder på Megos første genudgivelse af Ferrari, der udkom tidligere i år. Titlen er lånt fra biologien, hvor man bruger dette bizarre ord om organismer af blandet oprindelse.
Værket er skrevet som en dramatisk ikke-fortælling, intuitivt struktureret som en Godard-film, hvor alle virkelighedens pejlemærker er til forhandling. Kompositionen består af en ouverture, 8 tableauer og 4 mellemspil:
– Ouverture
– 1. tableau: La Flûte et le Manitou (Fløjten og Manitou)
– Mellemspil
– 2. tableau: Les Météores
– 3. tableau: La Plage (Stranden)
– Mellemspil
– 4. tableau: La Grotte (ou Mise en Ordre) (Grotten (eller Sætte i orden))
– 5. tableau: Arithmétique
– 6. tableau: De l’Aube á Midi sur le Marché (Fra daggry til frokost på markedet)
– Mellemspil
– 7. tableau: La Prison
– Mellemspil
– 8. tableau: Géométrie du Ciel (Himmelsk geometri)
Det begynder i ouverturen med syntetiske, spektrale klange, der stiger, eksploderer, fortager sig igen for langsomt at gøre plads til forvredne feltoptagelser, hestehove mod brosten, havets brusen. Noget tungt falder i vandet, bliver til et plask, og plasket fortrækker sig i voldsomme bevægelser af blandede strengeinstrumenter og en kvindes udbrud i uforståelige stavelser. Og så er vi pludselig i et rum med en næsten uendelig rumklang, der følger mænds råben. Det må være 4. tableau: ”La Grotte (ou Mise en Ordre)” – ”Grotten (eller sætte i orden)”.
Der er løbende denne spasme mellem det rolige, næsten mondænt turistagtige lydunivers og dramatiske, hallucinerende opbrud. Og som for at understrege den absurde, labyrintiske dramaturgi siger en kvindestemme gentagende: “une rêve dans une rêve”, og så til det højeste bjerg, vi må være i 7. tableau (”La Prison”): Vinden, stilheden, vinden igen, den bliver voldsommere, døren klaprer, for satan en ekstrem ensomhed, kun sjældent en sagte klang, men mest af alt døre, der slår sig i vinden, og så PLASK! Så er vi tilbage.
Det er ét langt spil med forventningen, nu sker der dét, og så kan vi forvente dét – men det forventede indfries aldrig, og lytteren kan umuligt finde fodfæste i Ferraris manipulationer og feltoptagelser. Og det er en vigtig pointe i Ferraris åbenbaringer: Man skal gå udenfor og bruge sine ører, som var det første gang.
”Hétérozygote” repræsenterer ikke bare for Ferrari, men for konkretmusikken (selvom han mente at have forladt den) generelt en helt ny stil, der forlader de “abstrakte” lyde. Det er en stil, der trækker tråde tilbage til mellemkrigstidens Tyskland, hvor radio-avantgardens lydkultur foretog sig lignende eksperimenter – f.eks. Walter Ruttmann, der i 1930 kørte rundt i Berlin med en skjult mikrofon i en lastbil for at optage byens lyde, som senere blev monteret og sendt i radioen som et Hörspiel, hvor byens lyde i sig selv var det dramatiske materiale.
Denne tradition byggede Ferrari videre på, mens han langsomt forlod den konkrete musik. En udvikling, som chefen Schaeffer mildest talt ikke brød sig om, hvilket man tydeligt læser, når Ferrari beskriver deres forpinte arbejdsforhold i brevene til chefen:
22. november, 1963: “Deres vredesudbrud er blevet uudholdelige for mig, og de vejer tungt på min energi, som ikke har noget behov for at blive angrebet i en tid, hvor jeg har særligt behov for at producere mit æouvre.”
9. maj, 1968: “… jeg konstaterer… efter at være vendt tilbage fra mine rejser, at det ikke virker på mig, som om man ønskede at etablere kontakt med mig. Denne mangel på interesse har fået mig til at konstatere, at jeg er blevet en fremmed for den gruppe, i hvilken jeg har tilbragt et antal år…”
Og i natten de skjulte fugle, og mystiske insekter…
Luc Ferrari arbejdede generelt ud fra et John Cage-lignende princip om, at alt omkring os er musik. Men hvad betyder det egentlig? Det er først og fremmest et spørgsmål om at indtræde i en tilstand af intensiv lytning. At sidde i en fiskerlandsby, som det er tilfældet på ”Presque Rien no 1 – ou le lever du jour au bord de la mer” (1967-1970), og høre den vågne: Høns, en syngende kvinde, kutter-motorernes tøffen – alle er de satser i livets musik.
Men selvom det er det, man hører, hører man også noget andet: potentialet. En fårekylling er en fårekylling, men den er også en maskine, der producerer lyd, lyd her-og-nu. Og samtidig, i Ferraris hjerne, producerer lyden potentielt nye lyde, det er en uendelig cyklus, men først og fremmest en skizo-incestoid tilstand. Eller, som Ferrari skriver i 1958: “På den ene side producerer objektet mennesket // på den anden side producerer mennesket objektet”.
Det er umiddelbart i overensstemmelse med Pierre Schaeffers oprindelige tanker for konkretmusikken om, at alle lyde har potentialet til – gennem optagelse og manipulation – at blive musikalske lydobjekter. Men der er afgørende forskelle i de to komponisters tilgange til lytning: Hos Schaeffer er det vigtigste lyden-hinsides-manipulation, og hos Ferrari er det både det og den oprindelige situation, lyden opstod i – den arkitektur, hvorfra den stammer.
Konkretmusikkens lydobjekter var af Schaeffer fra begyndelsen defineret som værende lydobjekter uden anekdotisk ophav. Og her er det, Ferrari begår det virkelige fadermord, det mest alvorlige brud med mesteren, det intellektuelle: Det, Ferrari kalder anekdotisk musik eller elektro-realisme, hvor lydobjekterne (gen)indsættes i mere eller mindre anekdotiske kredsløb.
Således begyndte Ferrari for alvor at praktisere sin anekdotiske musik i begyndelsen af 60’erne, hvor han fik fat i en transportabel Nagra-båndoptager, der betød, at han ikke længere behøvede opholde sig i et studie for at producere lydobjekter. Og ligesom Ferrari selv blev frigjort af denne opdagelse, blev selve lytningen det også: Øret ud i det fri, hvor det hører til!
Edition Megos anden udgivelse med Ferrari bærer titlen “Presque Rien”, som er overskriften på en lang række værker, Ferrari komponerede fra 1960’erne og frem til sin død. Det er en cyklus af værker, der har haft en enorm indflydelse på, hvordan kunstnere dengang og i dag strukturerer feltoptagelser til musik.
Titlen – “Næsten ingenting” – refererer til, at der næsten ikke er gjort noget ved de oprindelige lyde. På den første af slagsen – ”Presque Rien no 1 – ou le lever du jour au bord de la mer” (1967-1970) – er mange timers feltoptagelser fra fiskerbyen Vela Luka klippet sammen til en stor, flot komposition, stort set uden at der er tilført effekter til lyden. En tilgang, der står i skarp kontrast til den traditionelle konkretmusik. I stedet sætter kunstneren lytteren i sit sted og serverer dagens lyde, sådan som de er – men i kompositionens ramme, det vil sige ophøjet til kunst.
Selvom han selv kalder det anekdotisk musik, er der ikke nogen anekdoter at fortælle som sådan. Det er snarere en tilstand af intensiv væren, som finder sit højdepunkt i værk-cyklussens andet værk: ”Presque rien no 2, ainsi continue la nuit dans ma tête multiple” (1977), hvis titel nogenlunde kan oversættes til “Således fortsætter natten i mit multiple hoved”.
Her er situationen den modsatte: Insekterne synger, Ferrari går sagte i en skovbund og hvisker til sig selv. Det er nat. Insekterne summer og synger, en fugl pipper taktfast. Først lyder dens rytme naturlig, men i “stilheden” (dvs. den konstante støj fra insekter, dyr og vind) mellem, at Ferrari taler og går, kan man, hvis man hører godt efter, høre fuglens rytme og klang skifte til et mere unaturligt leje, som om Ferrari vil demonstrere, at han har fanget denne fugls lyd og tvunget den ind i båndsløjfens fængsel. Men også for at sige til sine samtidige, der i højere og højere lod sig drage af techno-fascinationen for syntetiske lyde og de konstante nyopdagelser, der var inden for dét felt: Skoven er verdens bedste synthesizer. Fuglen er min tonegenerator, de rislende insekter min gryn-synthesizer. Han hvisker: “Og i natten de skjulte fugle, og mystiske insekter… Således er jeg omringet”.
Info: ”Héterozygote” og ”Presque Rien” er begge genudgivet via Editions Mego.
