Mabe Fratti – Den nærværende naivitet
Mabe Fratti (Hotel Cecil, 27. oktober 2024) – koncertanmeldelse af Martin Funder. Foto: Melissa Lunar
Mabe Fratti var et at de navne, der gjorde det rigtig svært for mig ikke at have en billet til årets Roskilde Festival. Heldigvis er den guatemalanske musiker yderst aktiv, og forrige søndag på Hotel Cecil var det igen muligt at høre Mabe Fratti live. Sentir Que No Sabes, der udkom i juni, er væsentligt mere hårdtslående end hendes tidligere album, som ellers er kendetegnet ved mere udflydende og abstrakte strukturer. På albummet underbygger trommer, blæsere, synths og klaverer fornemmelsen af et stort band, og jeg havde glædet mig til at se de flotte arrangementer folde sig ud på tværs af scenen. Derfor overraskede det mig en anelse, da Fratti trådte ind på scenen med kun to andre musikere.
Allerede efter første nummer, Kravitz, som også er åbningsnummeret på Sentir Que No Sabe, slog trioen hårdt an og fortsatte det tunge beat-drevne udtryk fra det seneste album. Selvom musikken klart bevægede sig om Frattis vokal og cello, var det Gibrán Andrades trommer, der styrede det tilbagelænede og tunge tempo. Hans punkede og kaotisk jazzede udtryk gjorde, at bandet spillede med en beundringsværdig og dynamisk tilbageholdenhed.
De mange dynamiske spring blev spillet med en umiddelbar selvfølgelighed. En overlegen og erfaren selvfølgelighed der mindede mig om, hvorfor jeg gang på gang tager til koncert.
De tre musikere havde en fantastisk evne til at gå fra abstrakte og kaotiske dele til mere taktfaste stykker, som på hypnotiserende vis fik sat tiden i stå. De mange dynamiske spring blev spillet med en umiddelbar selvfølgelighed. En overlegen og erfaren selvfølgelighed der mindede mig om, hvorfor jeg gang på gang tager til koncert. Så på trods af min umiddelbare skuffelse over ikke at opleve samme brede instrumentering fra Sentir Que No Sabe, gjorde koncertens mere simple instrumentering sammenspillet desto mere nærværende og effektfuldt.
Helt snydt for blæsere blev jeg dog ikke, for omtrent midt i koncerten inviterede Fratti trompetisten fra opvarmningsbandet, Forgetting You Is Like Breathing Water, på scenen. Selvom Fratti i den grad er en mester i at udnytte celloens ekspressive og skurrende lyd, fungerede trompeten som et tiltrængt led mellem celloens dystre udtryk og Héctor Tostas udsvævende guitarspil. Tostas guitarspil strakte sig fra støjende soloer over lange arpeggio-flader, til quirky vocoder-kor. Et imponerende musikalsk spænd, der trådte ind i mange af de roller, som er besat af andre instrumenter på studieindspilningerne. Enkelte gange overtog guitaren desværre og gjorde det en anelse forudsigeligt ved at stjæle lydbilledet, når dynamikken skulle i top.
Uvidenheden, naiviteten, er den kreativ hos Fratti, hvilket også viste sig til koncerten. Ikke som usikkerhed, men som en helt blød naivitet.
Den spanske albumtitel, Sentir Que No Sabe, kan oversættes til følelsen af uvidenhed. Uvidenheden, naiviteten, er den kreative kraft hos Fratti, hvilket også viste sig til koncerten. Ikke som usikkerhed, men som en helt blød naivitet. En blød velvillig naivitet hvorfra nye erfaringer kan vokse, og en særlig ydmyghed som viste sig i den opmærksomhed som musikerne gav hinanden på scenen. Deres opmærksomhed gav koncerten en varm og nærværende ro, der gjorde det til en af de koncerter, der virker alt for korte.
Jeg glæder mig stadig til at se Mabe Fratti med et stort band. Men den dybe cello og det helt enkle sammenspil var en perfekt velkomst til vintertidens dystre varme.
