Matana Roberts – På skuldrene af den amerikanske borgerrettighedskamp
Af Lau Kjerstein. Interview af Alexander Julin. Foto: Constellation Records.
I coveret til Matana Roberts’ seneste plade, “Coin Coin Chapter Three: River Run Thee”, finder man en collage indeholdende fragmenter af et maleri af slaver, der hiver en båd i land, dele af et billede af en rig, hvid kvinde fra begyndelsen af 1900-tallet og en billedstump med Harriet Tubmans gravsten. Tubman blev født slave i 1820’erne, men flygtede og blev siden hen et ikon for mod og borgerrettigheder ved at hjælpe masser af slaver mod frihed op til afskaffelsen af slaveriet med vedtagelsen af den 13. forfatningsændring. Det er herfra, Matana Roberts’ ambitiøse og dristige musik skal forstås: nemlig på skuldrene af den amerikanske historie på godt og ondt.
Med dybe rødder i jazzen og hele den amerikanske historie er Matana Roberts en enestående stemme i ny amerikansk musik. En musiker, hvis kunst rummer elementer af storytelling, etnografi og aktivisme, og som med Coin Coin fletter adskillige lag af afro-amerikansk historie og identitet sammen i et samtidsværk, der består af både musik, film, spoken word mm. De seneste fire år har Roberts udgivet de første tre dele af Coin Coin – et proklameret 12-dels mastodontprojekt, der allerede har katapulteret hende fra at være en talentfuld og yderst interessant jazzmusiker til en samtidskunstner, der meget vel kan blive husket som en af vor tids vigtigste.
Eksperimentel nerve fra Chicago
Matana Roberts blev født i slutningen af 1970’erne og voksede op i Chicago, hvor hun for alvor begyndte at interessere sig for musik som 16-årig. Det var saxofonen og improvisationen, der trak i Roberts, hvilket efterhånden er blevet en naturlighed, når man kommer fra Chicago. Byen har siden AACMs (Association of Advancement of Creative Musicians) etablering i 60’erne fostret jazzlegender som Anthony Braxton, Roscoe Mitchell, Lester Bowie, Wadada Leo Smith og senere været base for stærke stemmer som Joshua Abrams, Chad Taylor, Hamid Drake, Ken Vandermark, Jason Adasiewicz, Rob Mazurek og mange flere…
Matana Roberts trådte ind på scenen sammen med førnævnte Abrams og Taylor i form af bandet Sticks And Stones, der bød på smukke improvisationer i et lydbillede fordelt ligeligt mellem de tre vordende musikere gennem to albums – det første i 2002 og det sidste i 2006, som blev udgivet på det alsidige og ikoniske pladeselskab Thrill Jockey. Roberts arbejdede videre med saxofonen på egen hånd og udgav i 2006 første plade i eget navn, “Lines for Lacy”, en cadeau til mentoren Steve Lacy, med en håndfuld standarder, som hun giver et personligt, dekonstrueret præg. I 2008 udgiver hun det Vijay Iyer-producerede album “The Chicago Project”, som for alvor vækker interessen for den unge, kvindelige altsaxofonist, der tør gå egne veje, alt imens hun svæver på historiske vingesus, der giver mindelser til Albert Ayler og den sene John Coltrane. Pladen viser Roberts som en musiker, der kan spille hulens sjælfuldt og blueset i en ramme, der er både velstruktureret og fri på samme tid og med plads til traditionelle swing- og bop-elementer.
Nogle år inden “The Chicago Project” flyttede Roberts fra fødebyen til fordel for New York, og det vil nok ikke være helt ved siden af at kalde pladen for det første spadestik til en af de tematikker, der præger hendes nuværende Coin Coin-projekt, nemlig fordybelsen i hendes egen personlige historie. For på Chicago-pladen genfinder hun sine gamle kumpaner Joshua Abrams, Frank Rosaly, Jeff Parker og AACM-grundlæggeren Fred Anderson og spiller sig med dem tilbage ind i byens vibrerende, eksperimenterende miljø.
“Chapter One: Gens de couleur libres” – et panoramisk lydtæppe
I 2011 udkom første del af Coin Coin-projektet, der er en kunstnerisk historieskrivning og fordybelse i nogle af de helt store og stadig betændte emner i amerikanske historie som slaver, borgerrettigheder, kønspolitik og klasse. At åbne op for sådan et projekt er i sig selv enormt ambitiøst og vovet, men Roberts’ tilgang er befriende alternativ og rækker milevidt ud over jazzen, ja, ud over musikken. I et interview med Bomb Magazine fra 2015 fortæller hun, at hun ikke er jazzmusiker, da der er kræfter i hende, som hun ikke kan forene med det alene at være jazzmusiker. Det er disse kræfter, der får taletid på Coin Coin-pladerne i form af lyd- og billedcollager, spoken-word, samples og vokaleksperimenter – hvis ikke hun er jazzmusiker, så er hun i hvert fald lydeventyrer.
Den første Coin Coin-plade, “Chapter One: Gens de couleur libres”, starter som lyn og torden med et skrig fra saxofonen, og man kastes ud i en bølgedal af energisk, vild freejazz og smukke, lyriske passager. Som sådan ikke noget, der ikke er set før i jazzhistorien, men så begynder en vokals mumlen, der bliver til et smertefuldt og flænsende skrig akkompagneret af en musik, spillet af Roberts’ 15-mands orkester, der er tættere på postrocken end på jazzen.
At Roberts læner sig op af postrocken, kommer egentlig ikke som nogen overraskelse da hun tidligere har arbejdet sammen med Godspeed You! Black Emperor og Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra. “I was born a child of the moon in the year 1742,” halvsynger Roberts, og dét er startskuddet til projektet, da hun påtager sig stemmen af Marie Thérèse Metoyer også kaldet Coincoin, som var en kvindelig slave, der blev købt fri og derefter var med til at stifte et lille samfund for frie afro-amerikanere i Louisiana. “Gens de couleur libres” er en plade, hvor Roberts, til trods for at hun ikke vil kalde sig for jazzmusiker, viser et fantastisk overblik over jazzhistorien, som hun med elegance vandrer rundt i, når hun aktiverer forskellige stilarter som benhård improvisation, freejazz, New Orleans- og vokaljazz og meget mere.
Matana Roberts kalder selv sin metode for “panoramic sound quilting”, hvor jazzen lægges lag på lag med fortællinger om slavevilkår, om Roberts’ mor, om vold, om frihed og frihedsforkæmpere. Især nummeret “Libation for Mr. Brown: Bid Em In” står som pladens mest slagkraftige nummer, hvor Roberts antager en slaveauktionarius’ stemme i en gåsehudsfremkaldende a cappella gospel-blues. Slaver bliver vist frem, vendt og drejet og solgt i løbet af sangen, og så skifter fortællerrollen til slaven, mens gospelen udvikler sig med klap og flerstemmig sang, og til sidst en afslutning, der først lader bluesen herske, før et jazzet kaos smadrer alt. I løbet af de 10 minutter, sangen varer, formår Roberts at afdække et kæmpemæssigt spænd i afro-amerikansk musikhistorie side om side med en kunstnerisk historiefremstilling, der ikke bare vil rode i gamle sår, men i kraft af Roberts’ placering i samtiden trækker en parallel mellem datidens slavehandel og nutidens menneskehandel.
“Chapter Two: Mississippi Moonchile” – Historien er cirkulær
På den anden plade i Coin Coin-rækken går Roberts lige så radikalt tilværks. Denne gang dog med en mindre besætning bestående af en nogenlunde traditionel kvintet med bas, piano, trommer og Roberts selv på altsaxofon – og en operasanger! Efter at have taget favntag med slavefortiden bevæger Roberts sig etnografisk videre og centrerer kapitel 2 om sin bedstemors liv med fattige kår under Depressionen, Anden verdenskrig og borgerrettighedskampene. Igen mimer Roberts den amerikanske historie gennem sit førnævnte panorama-lydtæppe, hvor Count Basie, Mahalia Jackson og John Coltrane spilles frem og flettes sammen med traditionelle amerikanske folk- og bluessange – uden det bliver pastiche eller søgt. Til trods for, at Roberts’ fortællinger tager udgangspunkt i hendes egen families historie, formår hun at fortælle en almenmenneskelig historie om det at prøve at forstå, hvordan man er kommet dertil, hvor man er, og hvor man kommer fra og hvordan den historie, man er født ind i, hænger sammen. Hele projektet er en slags kunstnerisk påmindelse – ikke en påduttelse af dårlig samvittighed – om en fælles, forfærdelig fortid, der desværre kan afspejles i nutiden.
Matana Roberts spiller sig ind i lang historie af politisk og socialt bevidste afro-amerikanske kunstnere som Gil Scott-Heron, Toni Morrison, Ishmael Reed og Wadada Leo Smith (der selv for nyligt var ude i et lignende ærinde med mastodonten “Ten Freedom Summers” om borgerrettighedskampene, red.). Tidligere har afro-amerikanske kunstneres kritiske ståsted været udenfor det politiske system, men med Obama som præsident er de nu blevet inkluderet i det system – man er kommet tættere på magten så at sige. Og det har uden tvivl påvirket det kulturelle og politiske landskab og den amerikanske selvopfattelse, at landet har fået sin første afro-amerikanske præsident.
Men problemer som immigration, racisme, menneskehandel og manglende LGBT-rettigheder har tiden og mennesket endnu ikke har fået bugt med. Populært sagt kan man tale om, at historien gentager sig selv med disse cirkulære problemer, og det er denne cirkel, Roberts sætter lyd til med sit Coin Coin-projekt. Ideen om kunsten som samfundskritiker kan virke klichétung, men Roberts viser, hvordan kunsten faktisk kan være et fremragende talerør for en skarp og vedkommende samfundskritik.
“Chapter Three: River Run Thee” – En one-woman hær
Den seneste plade, “Chapter Three: River Run Thee”, er en solo-plade, hvor Roberts tilføjer field recordings og støjende elektroniske elementer til sin efterhånden overbevisende musikalitet. Pladen placerer sig ikke i den kronologiske rækkefølge, de to første pladers narrativer skabte. Derimod arbejder den med al tid på samme tid i et lag-på-lag-fletværk af lyde og stemmer. Underliggende droner af udstrakte akkorder og elektronik og saxofonskrig skaber en slags urtid før mennesket, hvor naturen står frem som en modsætning til byen med dens mange kulturelle filtre. Oveni ligger et lag af forskellige vokaler og fortællinger, der sætter et nutidigt perspektiv i spil, alt imens samples fra en Malcolm X-tale, lyden af et hektisk New York og bidder af “Star Spangled Banner” og vuggevisen “All The Pretty Horses” titter frem. Det er én lang, smertefuld sonisk feberdrøm baseret på en 25-dages rejse, som Roberts drog på i Sydstaterne i 2014, hvor mange af pladens field recordings også stammer fra.
Eksternt link: Lyt til hele “Chapter Three: River Run Thee”
De to første plader havde en tydelig jazzet æstetik, men denne har et udtryk, der frem for alt er ultra-eksperimenterende og vokalbaseret, uden at det bliver et overdrev. For Roberts ved præcis, hvad hun gør, når hun arbejder med loops, samples og effekter – hun er ikke bare en musiker, der er blevet nysgerrig og benovet over, hvad det ikke-akustiske kan gøre ved éns lyd.
Det er “Chapter Three: River Run Thee”, som Roberts tager med på Europa-turné og opfører i en solooptræden, der også vil inkludere en visuel side i form af film og grafisk materiale. Roberts er så meget mere end en musiker, hun er en etnograf og historiker, men også en storyteller og en aktivist. Men ikke skiftevis, hun er alle disse ting på én og samme tid. Det virker ikke til at være roller, som Roberts kan træde ind i, når hun har lyst. Det virker snarere, som om det er en nødvendighed for hende at stable alle disse discipliner lag på lag for at være den samtidskunstner, hun er. Hun spreder sit kunstneriske virke så bredt ud, at appellen er nået langt uden for de jazzkredse, som hun oprindeligt er rundet af.
Om projektet forklarer Matana Roberts: “Coin Coin is my interest in history and folklore. Some parts of it have to do with research that I’ve been doing on my own ancestry, and I use some of that information to dig deeper into ideas of narrative. Right now, Coin Coin is very much about the African American experience in America in some ways, but the whole overarching thing is about just exploring these human universals. My mother used to call it the musical monument to the human experience, and that’s how I pretty much like to explain it. It’s a multimedia sound project about my love of history. There was never enough time in the day to be a hobbyist in that and also deal with the music. When I realized I could put them together, that’s kind of the whole overarching theme.”
P/A: For what purpose is your Coin Coin series supposed to expand over twelve records? Would improvisation be of the same importance if you hadn’t determined the thematic framework for your music to the same extent?
Matana Roberts: “The 12 chapters has a lot to do with my interest in specific areas of American history I wanted to explore. I narrowed it down to 12. The chapters are not in literal order at this point, but solo recordings have been part of the series from the start – 2 solo segments and 10 ensemble segments. Conceptually I am working from same set of ideas and creative strategies on the solo and ensemble records.
I’m not sure I can really describe how the sound of Coin Coin has developed, since I feel there is still a lot more to be revealed than I am aware of. In some sense I have become more attuned to some things but in other senses I still feel I have alot more to do/learn. Improv is at the core of my saxophone voice and conception as a musician.”
Info: Matana Roberts giver koncert den 17. oktober i Jazzhouse, 20. oktober på Atlas i Aarhus samt i øvrigt 19. oktober i Malmø. Hovedparten af denne er artikel er oprindeligt bragt i Jazzhouses trykte program.
