Passive/Aggressive

Mønsterrapporten – Puch Maxi-ræs og Velvet Underground-referencer

Blog May 27 2013 moensterrapporten

Lad os for en gangs skyld være ligefremt serviceorienterede: Hvis du har danset sålen ud på dine i forvejen slidte Allstars til asfaltbal med De Høje Hæle og Dig & Mig på ghettoblasteren, så bør du tjekke Mønsterrapporten ud. Opskriften er klassisk tyggegummipunk med kort spilletid og danske tekster, og du kan starte et forhåbentlig smukt musikalsk venskab med den syv numre lange udgivelse ’Kun snore’, oprindeligt udgivet som kassettebånd men også tilgængelig digitalt.

Der er gas på røret, kul på knallerten og sjove tekststumper, der trænger igennem det grovkornede lydbillede og bliver hængende (alene ordet/titlen ’Togrør’ er underligt catchy, ligesom man lynhurtigt tager sig selv i at brøle ”Det gør dit liv til en mønsterrapport!” til vildt fremmede midt på gaden). Og så disker de også lige op med et cover af The Velvet Undergrounds klassiske speed-schlager ’White Light/White Heat’, der via Mønsterrapportens knækkede tungebånd bliver til ’Hvid larm, hvid lugt’. Tempoet er højt, underholdningsværdien i top.

Lyt eller download (du bestemmer selv prisen) til ‘Kun snore’ på Mønsterrapportens Bandcamp-side eller på kasettebånd via Spaghetti Cassetti Records.