Musik Til Mor – Du er det, jeg ikke kan begribe
Musik Til Mor “ζωή” (Aftenrutine, 2019) – Interview af Nils Bloch-Sørensen
I dag udkommer Musik Til Mors niende album, “ζωή” [zåæh]. Et langt stream of consciousness fatamorgana, der langsomt borer sig ind i hjertet af det spirituelle. Albummet er overstrøet med litterære og bibelske referencer og uddrag, der blander sig med de sagte toner, der visse steder giver mindelser om Under Byen og postrockens stille stunder.
Rasmus Bak har, som Musik Til Mor, siden 2012 udgivet en lind strøm af sagte, men afgrundsdybe plader. Det er ikke musik, der gør det store væsen ud af sig, men musik, som arbejder i det stille. “ζωή” er for så vidt en fuldstændigt sømløs fortsættelse af Musik Til Mors forsagte univers, men føles alligevel som et radikalt nybrud. Langt mere litterært og religiøst funderet, og det er endnu et skridt væk fra den ekstreme selvudlevering, der karakteriserede særligt de tidlige plader. Nu er det ikke længere blot det biografiske, men den personlige relation til det spirituelle, der er i centrum. Den dagdrømmende kvalitet, der altid har karakteriseret Musik Til Mor, antager nu bønnens form. Messende. Syn i den religiøse trance.
Musikkens højstemt sakrale karakter reddes fra det patetiske gennem sin underspillethed. Som i en lang svævende tankeflugt føles alle detaljer slørede, ikke afgrænsede, sammenvævede. En lang strøm af billeder. Den ene melodilinje overtager den næste. Som blev man trukket over en glat flodbund. Mellem tang bumpende ind i ujævnheder, sten, ord, melodilinjer. Ubesværet glidende med strømmen.
Baks albums har altid arbejdet aktivt med anonymitet, hvilket ikke er det samme som mangel på indhold. På samme måde som en mannequindukkes blanke ansigt er designet til at være proxy for den handlendes, er Musik Til Mor ikke domineret af afsenderens personlighed, men skaber et rum, alle er tilladt at indskrive deres egen historie i. Et personløst personligt rum. En ramme om en identitetsløs intimitet.
P/A: Du skriver i pressemeddelelsen til “ζωή”, at værket “handler om spiritualitet og om at være menneske i et guddommeligt forhold.” Er der en særlig grund til, at det spirituelle har været dragende for dig lige nu? Ikke blot personligt, men også i et større perspektiv, er det et vigtigt område for musikken at afsøge i øjeblikket?
Rasmus Bak: “Jeg er personligt meget betaget af kristendommen. Jeg har igennem min ungdom søgt at besvare livets store eksistentielle spørgsmål og har kun fundet frustration over de manglende svar. Det lyder en smule pladderromantisk, men jeg har fundet en ro i at være troende. Et centralt element for mig er tilgivelsen, som agerer som modvægt til selvhadet.
Jeg havde ikke noget større perspektiv for øje da jeg skrev “ζωή”. Det faldt mig blot naturligt, at det skulle handle om tro, da jeg selv var meget optaget af det. Jeg synes, der ligger noget enormt vigtigt i det religiøse og spirituelle, men jeg tror også, at det er meget vigtigt, at man finder sin egen vej ind i det.”
P/A: I pressemeddelelsen skriver du også, at værket “skaber et åndeligt rum, hvor lytteren kan træde ind og forsvinde væk i de langsomme bevægelser og luftige lydbilleder.” Har musik i dag en særlig/underbelyst rolle at spille som rum for spirituel refleksion?
RB: “Det er fra mit synspunkt en tendens i tiden, at vi søger efter noget åndeligt, og herunder også i en musikalsk sammenhæng. Det kan ses i det stigende antal af bl.a. meditationskoncerter/-gudstjenester og sovekoncerter, som begge giver rum til en åndelig refleksion i en musikalsk relation. Musikken har altid spillet en stor rolle i religøse og spirituelle sammenhænge og har været brugt til at komme i kontakt med noget hinsides. Det tror jeg stadig er aktuelt, selvom den måske ikke bruges lige så rituelt i dag som i tidligere tider.
Meget af den musik, der bliver spillet i radioen, søger efter at fange lytterens opmærksomhed. Det sigter “ζωή” ikke efter. Fortælletempoet er langsomt, der er ikke noget omkvæd, og formen er nærmest udvisket. Du har som lytter ikke meget at holde fast i, hvilket gør, at man hurtigt svæver væk og lader musikken være en ledsager eller et lydspor i et åndeligt rum. Det har været vigtigt for mig at skabe et musikalsk rum, som ikke kalder på for meget opmærksomhed, og som kan bruges til at forsvinde væk.”
P/A: “ζωή” virker betydeligt mere referencetungt end dine tidligere udgivelser. Du nævner i pressemeddelelsen Hildegard af Bingen, Mester Eckhart og Paul Celan som havende spillet en stor rolle i udformningen af værkets tekstunivers. Hvordan taler litteratur og musik sammen i dit arbejde?
RB: “Jeg har altid brugt litteratur som inspirationskilde i mit arbejde, både konkret til at finde ord, linjer og billeder jeg kan bruge, men også til mere abstrakte formmæssige greb og fortæller-stemmer. F.eks. har Thomas Bernhards gentagende formsprog i romanen “Træfældning” inspireret mig meget og ligeledes Robert Walsers Røver-roman.
Da jeg skrev “ζωή”, var jeg stærkt optaget af den kristne mystik og Paul Celans digte, og da jeg skulle skrive teksterne, endte jeg med direkte at låne linjer og billeder fra mystikkens tænkere og Celan. Jeg var derfor ikke den eneste forfatter til teksten, men havde mere en kuraterende og samlende rolle. Dette afspejlede sig også i min tilgang til musikken. Jeg skrev over en måneds tid et utal af et- og tostemmige melodier og samlede til sidst et udvalg af melodierne i ét stort arrangement. Jeg byggede en lettere tilfældig form med mine melodier, og oplevede, at den harmonik, der opstod i mellem melodierne, ikke var skabt af mig, da den ikke var intentioneret – den var indeterministisk.”
P/A: Jeg har altid oplevet din musik som nærmest grænseoverskridende intim. Nu inddrager du flere eksterne referencer, og hele omdrejningspunktet for det nye værk er spiritualitet, der kan anskues som en art skæringspunkt mellem det personlige og det kollektive. Hvordan forhandler “ζωή” det intime og det fælles? Den personlige og den kollektive historie. Hvordan forholder de to størrelser sig til hinanden i værket?
RB: “Jeg har bestemt haft en trang til at bevæge mig væk fra det personlige, som meget rigtigt kommer til udtryk i teksterne til “ζωή”. Jeg har tidligere skrevet enormt meget om mit private liv og nærmest brugt skrivningen som en terapi. Der er noget magisk over den samtale, man kan have med sig selv, når man skriver umiddelbart, da linjerne kommer nede fra det personlige dyb, hvor bevidstheden ikke altid kan nå ned. Men det er ikke omkostningsfrit at grave dybt i sig selv, og jeg har igennem de seneste år fjernet fokusset fra mig selv og stoppet helt med at skrive mine dybeste følelser frem.
Når det er sagt, handler “ζωή” for mig om tro, som i og for sig er et ret personligt foretagende, men på samme tid er det også universelt og abstrakt. Troen er en smuk forening af det kollektive og personlige, hvor hver enkelt har sit eget personlige forhold til Gud, men samtidig hører til et større fællesskab. Men det er også specielt at tale om tro, da den er uhåndgribelig og abstrakt, og måske ikke kan beskrives. Den afsluttende linje i værket er henvendt til Gud, men siger også noget om tro, og lyder således: “Du er det, jeg ikke kan begribe”.”
P/A: Navnet Musik Til Mor har altid fået mig til at trække på smilebåndet, mens jeg samtidig synes, det er en knivskarp beskrivelse af musikken. Det peger på en tilbedelse af det feminine. Ikke en seksualisering, men en tilbedelse. “ζωή” er også den gammeltestamentelige betegnelse for Eva, og når jeg læser teksten igennem, synes jeg, den er overstrøet med henvisninger til kvindefiguren. Der er både erotisering af kvinden: “Vi står over for hinanden / Du kun klædt i en skygge”. Et fokus på det moderlige og omsorgsdragende: “På vejen hvor du plantede dine frø / Voksede blodrøde roser frem / De græd mine tabte tårer / Og du samlede dem i din hånd”. Samt en mystificerinde ophøjning, en besyngning af den matriarkalske figur. Af “Skyggernes dronning”. Kan du uddybe, hvilken rolle moder-/kvindefiguren spiller i dit musikalske univers?
RB: “Vi er alle født fra vores moders skød og er dermed blevet skænket livet (ζωή betyder frit oversat livet). Jeg synes, at moderfiguren er enormt spændende og et meget stærkt billede, men det er ikke det, jeg har sigtet efter i teksterne til “ζωή”. Store dele af teksten er som sagt enten lånt eller inspireret af den kristne mystik, så det handler alt sammen om et forhold til Gud og kan læses som en form for bøn. Herfra stammer også begrebet Skyggernes Dronning, der blot er en mystikers beskrivelse af Gud.
Jeg har mødt folk, der troede, at teksterne handlede om en ekskæreste. Der ligger også en stor hengivenhed og ømhed i teksterne, så jeg kan sagtens forstå det. Og jeg synes, at det er smukt, at teksterne kan læses med forskelligt udgangspunkt.”
P/A:?Albummet består af en indledende Prolog/Forsang og derefter over 20 minutters uafbrudt musik. Fragmenter i opløst form. Det er et nyt greb i Musik For Mor-sammenhæng. Ser du det som en spejling af værkets tekstunivers?
RB: ““ζωή” skiller sig på mange punkter ud fra mine tidligere udgivelser, men er også en naturlig forlængelse af nogle ting, jeg har arbejdet på i lang tid. På mit forrige album, “Forestille Klarhed”, arbejdede jeg med gentagelsen og de små bevægelser, der kan ligge i noget, der virker til at stå stille. På “ζωή” har jeg arbejdet videre med disse elementer og tilført nye. Ligeledes har jeg længe arbejdet med at spille i forskellige tempi, hvilket også kommer til udtryk på “ζωή”. Melodilinjerne, som værket er komponeret af, er i forskellige tempi, hvilket giver fornemmelsen af fraværet af tempo, da lyden af kaos er fravær af orden. Men vokalen og trommerne er med til at smede de fragmentariske figurer sammen og danne en lyttevenlig helhed.”
P/A:?I endnu højere grad end dine tidligere udgivelser opleves “ζωή” nærmest som et ambient album snarere end et singer/songwriter-album. Det er en ubrudt strøm af lavmælte ord og lette guitartoner. Det “oplagte” for en plade, der kredser så meget om religion og spiritualitet, ville være at blive iscenesat på en bund af new age’y synths. Hvorfor vælger du en slags ituslået rockbesætning? Det er på sin vis et ret traditionelt og referencetungt lydbillede, du tager udgangspunkt i og så omformulerer. Kan den slags rockscenografi noget særligt for dig?
RB: “Det ville klart være oplagt at have brugt en anden instrumentation, men jeg har et kært forhold til lyden af guitar, tromme og bas. Grunden til min favorisering af disse instrumenter er bl.a. at man kan høre mennesket bag. Hvis jeg havde spillet på synthesizere og trommemaskiner, ville musikken også været blevet mere kold og fraværende – i hvert fald for mig. Jeg sætter stor pris på de instrumenter, hvor der skal arbejdes for at få tonerne frem og forme dem, i modsætning til et keyboard, hvor du kan fremkalde præcis den samme lyd, hver gang du trykker en tangent ned.
Derudover er mislydene og fejlene meget vigtige for mig. Ikke på en måde hvor de skal søges eller forceres, men i en kontekst hvor de vidner om, at vi blot er mennesker og ikke er perfekte. Jeg har meget svært ved musik og bands, især i livesammenhæng, der lyder for godt og/eller spiller for godt, da det bliver en glat oplevelse og fraværende for mig, da jeg ikke kan mærke menneskene bag.
Dernæst er jeg formet af rockmusikken fra især 00’erne og har lyttet til utroligt meget musik med den klassiske rockbesætning. Og jeg synes stadig ikke, at lyden er udtømt, selvom det selvfølgelig kræver en øget opmærksomhed for ikke at falde i klichéerne eller gå ned ad allerede udtrådte stier.”
Info: “ζωή” udkommer den 26. april på pladeselskabet Aftenrutine.
