Neurosis – stilhed før stormen

I anledning af det progressive metalband Neurosis’ kommende koncert i Den Grå Hal den 25. juni, kigger redaktør Adam Thorsmark nærmere på “The Eye of Every Storm” fra 2004.

Ildevarslende guitar-feedback, perifere tordenskral og den rumlende replik ”You lie in the snow / cold but not dead / stare into the sun / long since its last heat”. Så er scenen sat. Hvis man ikke allerede er blevet suget ind i albummets mørke, brusende univers i det første minut af åbningsnummeret ”Burn” fra 2004-mesterværket fra post-metal-maestroerne i Neurosis, så er der intet håb tilbage. For med deres ottende album ”The Eye of Every Storm” vendte Oakland-femkløveret efter tre års pause tilbage til musikken med fornyet styrke og skabte ikke blot en metal-milepæl men også det foreløbige kunstneriske zenit i deres ellers lange og evolutionære karriere.

Sjusket sludge, ildevarslende doom, progget postrock, meditativt metal, mørkladen folk og stilfærdig ambient boltrer sig i albummets virvar af voldsomt kaos og skrøbelig skønhed. Som det er med mesterværker, så giver det næsten ikke mening at fremhæve enkelte sange. Men skal man finde en smutvej ind i albummet anbefales i første omgang især ”A Season in the Sky”, der byder på noget af det mest episke Mogwai-inspirerende guitar-riffing, du nogensinde vil høre, mens titelsangen er rendyrket gåsehud i sine tålmodige 12-minutters opbygning. En sang der også præsenterer ekstremt nuanceret vokalarbejde fra det sørøver-growlende, Mark Lanegan-lydende stemmebånd i sanger Scott Kellys hals.

På ”The Eye of Every Storm” distancerede bandet sig yderligere fra den overproducerede metal, der dominerede omkring årtusindskiftet. I stedet fik man en one-take-mentalitet og et dejligt uslebent udtryk, der indfangede desperation og sårbarhed fra et band, der i midten af 1980’erne startede som et straight-forward hardcore punk-band. Selv om deres seneste plade ”Honor Found in Decay” fra 2012 er en ganske udemærket plade, var ”The Eye of Every Storm” i mine øjne deres mest skelsættende plade, og inpirerende tydeligvis bands som Isis, Pelican og Mastodon, der forfinede deres lyd og fik deres gennembrud ikke langt tid efter Neurosis stormløb.

Titlen og albumcoveret indkapsler allerede før den første tone, den fysisk betonede sindsstemning bandet lykkes til fulde i at ramme. Som lytter befinder man sig inde i naturens vold, nærmere bestemt i orkanens øje – et fredyldt åndehul omringet af ulmende undergang og kontant bølgende mellem det forsonlige og det ubarmhjertige. Man rives rundt i orkanen, skær sig på skarpe riffs, får tæv af de Steve Albini-producerede lofi-gigantiske smadder-trommer og hallunicerer i de spirituelle dommedags-ambiente klangflader. Indtil man spyttes ud. Gul, blå, gennembanket og rundtosset. Men genfødt – som et nyt bedre menneske.

Neurosis gæster Den Grå Hal til den 25. juni (RSVP!).