Passive/Aggressive

Flowers of Yes! – Oceaniske kærtegn

Blog April 11 2013 Flowers of Yes

af Alexander Julin

Folkdrone-trioen, Flowers of Yes!, har base i henholdsvis København og Hjørring, men tager sit comeback på udenlandsk base, som deres kommende bånd, Goodbye Drones, udgives via pladeselskabet Steak Au Zoo.

Gældende for båndet som helhed er den ekstatiske vægtløshed, der præger projektets i høj grad analoge drone, hvor både klaver, klokker og fløjte komplimenterer de blide, udtrukne synthflager. De analoge elementer præger helhedsudtrykket med en vis naturlighed i så billedligt et omfang, at straks som øjnene lukkes i til lyden af Goodbye Drones, føres man under vande, og plantes i ét med et kærtegnende koralrev, opblomstret på en pulserende bund af droner.

Goodbye Drones præsenterer til gengæld også Flowers of Yes! i en flersidighed, som side A byder på en halv times oceaniske lydimpulser, komplimenteret af improvisatoriske klaver- og fløjtefigurer, med mere til følge. Side B viser til gengæld en række sange, eller nærmere Drone Variations, der kan kendetegnes ved at være mere fastlagte i deres kompositioner, og herved klargøre idégrundlaget yderligere, som ligger til grunds for buddet på et æterisk sex-soundtrack. Musikalsk set er kompositioner frie på begge sider af båndet, men mens at båndets ende halvdel fungerer som et lunt og uredt lydtæppe uden stor vægt på start eller ende, ledes den andens af en klar nerve der opbygges nummeret ud, uden nødvendigvis at udløses i noget klarere klimaks: Herved holdes numrenes intensitet også intakt, som nervens spænding holdes ved bristepunktet frem for at sprænges.

“Goodbye Drones” udgives på engelske Steak Au Zoo Records, der udover blandt andre danske Flowers of Yes!, ellers har til fokus at præsentere og udgive tysk og fransk drone og noise.