Pardans – Et sjældent og kærkomment genhør med ærlig musikproduktion
Pardans “Spit and Image” (Tambourhinoceros, 2018) – anmeldelse af Simon Christensen
Det mest negative, jeg har at sige om det andet album fra Pardans, er dets tydelige inspiration fra navne som Lounge Lizards, Nick Cave og Captain Beefheart, og på dansk grund stilistisk fra Iceage og Synd & Skam. Derudover føles “Spit and Image” som en tour de force i produktion, sangskrivning og kollektiv energi, som kulminerer i en af tidens bedste og mindst ensrettede danske rockplader.
Pardans blev dannet i 2015 og har efter et minialbum og masser af livekoncerter, bl.a. som support for Marching Church og Iceage, etableret sig som en sammentømret enhed, selvom inspirationskilderne, åndeligt såvel som musikalsk, trækker i alle mulige retninger. “Spit and Image” er deres mest ambitiøse udgivelse til dato, hvilket også bliver understreget af, at der er to nye labels på sagen. Både på indspilningerne og live bliver saxofon og bratsch sømløst vævet ind i en dynamisk masse, som med en postpunket vokal og kompositorisk fremdrift kalder på opmærksomhed. Det er muligvis delvist skolede musikere, men det er først og fremmest intuitivt skruet sammen, så man hele tiden vælter ind i nye momenter.
Er det, fordi alle bandets medlemmer er komponister? I hvert fald bliver der både plads til ballader og eksplosive postpunk-numre, ascenderende støjeksperimenter og instrumentale intermezzoer med enkeltinstrumenterne bratsch, saxofon og guitar i fokus.
Det lydlige ideal bærer præg af at være en velarrangeret placering af vokalen og guitarens melodilinjer helt fremme, trommerne og bas som bærende bund, mens unisone saxofon-udblæsninger roder rundt i guitarens og strygernes distortion. Det har en ophøjende værdi, som gør det massivt og dynamisk, og som får de stille momenter til at stå endnu tydeligere frem. “Spit and Image” er kyndigt optaget, mixet og masteret af henholdsvis Per Buhl Acs, Neil Roberto Young og Emil Thomsen, der har bibeholdt livefornemmelsen fra indspilningerne, og måske netop i tidsånden virker sådan en velproduceret og håndspillet rockplade som et sjældent og kærkomment genhør.
Singlen “Hookers With Hidden Depth” står frem, selvom den gladeligt låner fra brødrene Luries første plade som Lounge Lizards. Den lette brug af jazzreferencer fra både freejazz, loungemusik og den moderne jazz kunne man muligvis forestille sig at være behandlet med en ironisk distance, men kun indtil man accepterer, at den sammensmeltning gør sig gældende i hele genrespektret, hvor det bedste fra forskellige tider og genrer bliver indkapslet i dette krystalbillede. Det 40 minutter lange album åbner med tre numre i et hæsblæsende tempo og en energisk prædikerende Gustav Berntsen. De mest overraskende momenter finder man på den absolutte ballade “Love Run Loose”, guitartemaet “Ralle’s Theme” og de første 55 sekunder af “In Seasons’ Grip”, og med “Are You Entertained Yet?” – der, så vidt jeg kan huske, er et af gruppens ældre numre – sluttes narrativet i den komponerede punkjazz-afdeling, som singlen lovede.
På næsten alle parametre har Pardans evnet at skrive og producere en visionær LP. Man ønsker sig allerede mere.
Info: Pardans “Spit and Image” udkommer 5. oktober på Tambourhinoceros i samarbejde med det Paris-baserede Third Coming Records.
