Passive/Aggressive

Passive/Aggressive søger skribenter

Blog March 1 2023 , af alexanderjulin

Musikmediet Passive/Aggressive leder efter nye stemmer, der kan beskrive den ellers oversete musik. Har du lyst til at skrive om musik? Og interesserer du dig for, hvad lyd gør på den ene eller anden måde? Så er det måske din stemme, vi leder efter til vores lille gruppe af skribenter.

Om Passive Aggressive
Passive Aggressive er en nonprofit-organisation, som har dækket eksperimenterende og overset musik i det danske mediebillede siden 2012. Passive/Aggressive er i år støttet af en række fonde mm., der bl.a. muliggør honorering af vores skribenter.

Vi fokuserer på de mange nye musikalske projekter – artister såvel som bånd- og pladeselskaber – der forsøger at udfordre eller gentænke de rammer, som den musik, de spiller, ofte tænkes og spilles indenfor. De uafhængige artister, der bidrager til det danske musikliv med en original og ukonventionel tilgang til deres musik. Musikere, hvis værker indbyder til, at vi som lyttere reflekterer over, hvad musik er, og hvordan den kan lyde.

Det er en af vores store visioner at kunne bidrage med en nuanceret mediedækning af den eksperimenterende musik fra især Danmark, der ikke fokuserer for entydigt på enkelte genrer eller stilarter. Derfor leder vi efter dig, der kan hjælpe os med at sikre en bred og divers dækning af aktuel, eksperimenterende musik i Danmark.

Hos Passive/Aggressive ønsker vi at repræsentere musik i Danmark fra også andre baggrunde end danske og især andre udgangspunkter end mandligt identificerende. De mange interessante nuancer i musikken udspringer ofte af musikeres forskellige baggrunde. Har du forslag til, hvordan vi sikrer at udtryk, der repræsenterer en stærkere balance i køn, seksualitet, etnicitet eller kulturbaggrund, bliver videreformidlet og belyst på bloggen, er det derfor et stort plus.

Hvem vi leder efter

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har

  • Erfaring med at skrive om musik eller kultur samt at indgå i redaktionel feedback
  • Har lyst til at skrive med en personlig stemme og dække musikmiljøer, vi måske ikke i forvejen er nok til stede i 
  • Kan tilbyde læserne andre perspektiver end flertallets og i det omfang, du har lyst, inddrage din personlige baggrund som adgang til andre musikmiljøer og forestillingsverdener

Vi kan tilbyde:

  • Et beskedent honorar for indlæg på bloggen. Vores midler er begrænsede, men du arbejder ikke gratis
  • En tryg og lærerig feedbackprocess med fokus på gensidighed 
  • Mulighed for at præge mediets profil
  • Mulighed for at styrke underrepræsenterede musikmiljøer i det danske mediebillede

Vi forventer at du:

  • Kan arbejde nogenlunde selvstændigt og overholde deadlines
  • Værdsætter at indgå i kritisk dialog om egne tekster i forbindelse med feedback
  • Har lyst til at bruge din stemme til at gøre en forskel for det danske mediebillede, hvad angår dækning af musik

Ansøgningsprocedure

Send en kort ansøgning samt motivation og eventuelt CV hvis relevant til redaktion@passiveaggressive.dk senest d. 23. marts. Har du et eller flere konkrete forslag til relevante musikprojekter, som du mener, vi bør dække på bloggen, så nævn dem gerne i din ansøgning. Vi vender tilbage i starten af april. Alle ansøgere får svar.