Passive/Aggressive

Passive/Aggressives VM-guide – en rundgang i religiøs brasiliansk psykedelika, pop art og mundo novo (1972-77)

June 12 2014, af mikkelarre Os Novos Baianos

Af Mads Kjeldgaard

Der er VM i fodbold i Brasilien. Det smukke spil er kommet hjem, og det er bestemt værd at fejre ved at høre gode gamle klassikere fra João Gilberto, Sergio Mendes eller Jorge Ben. Men ligesom Brasilien har bidraget til fodboldhistorien med mere end blot de helt store legender som Pelé, Zico og Romario, har det kolossale land fostret stribevis af lidt mindre kendte, men ikke desto mindre fremragende musikere.
Passive/Aggressive har været i de gul-grøn-blå arkiver og gravet tre brasilianske album-anbefalinger og et one hit wonder frem.

Os Novos Baianos ‎– “Acabou Chorare” (1972)

Os Novos Baianos var, som du kan se på billedet øverst, et band på størrelse med et fodboldhold. Omkring 11 personer var en del af bandet fra Bahia i det nordøstlige Brasilien. Det enorme musikerkollektiv krydsede traditionel brasiliansk musik med rock og elementer af psych. Deres karriere kulminerede, da de i 1972 udgav deres andet album, mesterværket “Acabou Chorare”, der indeholder charmerende hit på hit.

Video til “Mistério do Planeta”

Tim Maia – “Racional” (1974)

Tim Maia var kongen af brasiliansk soul og samtidig en af de særeste, mest syrede og originale skikkelser i landet. Efter at have indspillet og udgivet fire albums fandt han midt i 70’erne vej ind i en underlig kult, der kaldte sig Universo em Desencanto. Han holdt op med at tage stoffer og spise rødt kød (men begyndte vist igen et år senere, da han forlod kulten). Da han var trådt ind i kulten, ville Maia lave et dobbeltalbum om sin nyfundne religion. Den var hans pladeselskab ikke med på, så han brød med dem og udgav det på et selvstændigt pladeselskab, så han kunne dele indtægterne med kulten. Resultatet er et syret og dybt religiøst dobbeltalbum, der spænder vidt fra top-fesne enetaler om Maias nye religion til psykedeliske rundrejser og bundsolid brasilianer-soul.

Joyce – “Passarinho Urbano” (1977)

Hvis der fandtes en nobelpris for smukkeste åbningsnumre, ville Joyce utvivlsomt blive tildelt en sådan for “Joya”, der indleder hendes album “Passarinho Urbano”. Bag det coladrikkende, pop art-agtige pladeomslag gemmer sig en ikke helt almindelig bossa nova-plade. ’Passarinho Urbano’ er nemlig en tæskehamrende smuk og totalt overlegen opvisning i, hvad Joyces fantastiske stemme rummer af nuancer. En god scoreplade.

Hør det fulde album

(PS: Madlib samarbejdede med Joyce om en velgørenhedssang i 2011).

Et one hit wonder: Cassiano – “Onda” (1977)

Cassiano lavede soul efter amerikansk forbillede. Det meste af hans musik hørte til i den sløje ende af soul-skalaen. Han sang decideret dårligt på mange af sine numre (hvilket ikke er ret mange – han udgav kun to albums i 70’erne og en underlig efternøler i 90’erne). Han var altså ikke nogen stor album-musiker, men han udgav én single i USA i 1970’erne, som den dag i dag stadig giver disco-samlere store øjne og måbende ansigtsudtryk, når de ser vinylen IRL (i skrivende stund koster den mindst 1.300 kr. på Discogs – for en single!). Og ikke uden grund – “Onda” er et mesterværk af en sommersang med sit sveddryppende, solslikkende, strandbredskyssende discobeat, og en Cassiano, der håbløst og desperat forelsket messer om bølger og skønhed hen over den stramme basgang.