Pauline Hogstrand – Musik som en omfavnelse af det uperfekte (interview & mix)

Interview af Alexander Julin Mortensen. Foto af Anders Vestergaard.
Musiker og komponist Pauline Hogstrand arbejder med en bred palette af forskellige musikalske udtryk, der spænder fra elektroakustisk musik som på hendes seneste soloalbum Áhkka og til ny kompositionsmusik i konstellationer som det dynamiske komponistkollektiv Damkapellet og det eksperimenterende strygerensemble Crush String Collective.
Mens spændvidden i hendes projekter er bred, kan der dog spores flere røde tråde mellem dem, og hendes musikalske overvejelser går igen på tværs af hendes projekter og de konstellationer, hun indgår i. Som Hogstrand selv påpeger, handler det i sidste ende altid for hende om “(…) ikke kun om at spille et instrument eller skrive et værk, men om at undersøge musikkens evne til at forbinde mennesker og skabe nye måder at lytte og være til stede på.”
I februar præsenterede Hogstrand sit nye værk for guitar, fløjte, slagtøj og klaver, Eagle of Air, i KoncertKirken, og resten af året byder også på yderligere projekter, en opførelse af et nyt værk samt hendes næste udgivelse. I den forbindelse bringer Passive/Aggressive i dag et portrætinterview af Hogstrand, som ligeledes har sammensat et nyt mix til os med musik, som inspirerer hende.
Mixet finder du nederst i artiklen sammen med tracklist.
P/A: Vil du starte med at fortælle lidt om din musikalske baggrund?
Pauline Hogstrand: “Inden jeg begyndte min klassiske uddannelse som bratschist, havde jeg et mere eklektisk forhold til musik, hvor jeg ikke var specialiseret i ét instrument, men snarere en slags musikalsk multitasker. Jeg er opvokset i en lille by, Piteå, i nordsverige tæt på den finske grænse, og kommer ikke fra en familie af professionelle musikere, men musik fyldte meget i mit barndomshjem. Mine forældre sang i kor, og min mor tog ofte mig og min søster med til symfoniorkesterkoncerter. Jeg husker særligt, hvordan mit yndlingsøjeblik var, når musikerne stemte deres instrumenter. Der var noget fortryllende ved den åbne klang af strygerne og den let kaotiske stemning, hvor alle spillede samtidigt uden en fast struktur – en slags spontan musik i sig selv.
Vi havde aldrig mange penge, men på en eller anden måde sørgede min mor altid for, at der var instrumenter i hjemmet – guitarer, eksotiske fløjter, slagtøj, et klaver. Musikken var en legeplads, og der var ingen fast retning, jeg skulle følge. Jeg skrev sange på guitar og klaver, spillede på min violin og bratsch, og lavede mixtapes med undergrundsmusik og eksperimenterede med samples og feltoptagelser.
“Jeg indså, at jeg havde glemt, at alle lyde kan være et udtryk.” – Pauline Hogstrand
Efter gymnasiet besluttede jeg mig for, at jeg ville studere klassisk musik, og jeg har siden fået en kandidat i bratsch fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Den klassiske uddannelse er bygget op omkring en mesterlæretradition, hvor man lærer ved at kopiere sin lærer – både i håndværket og i fortolkningen af musikken. Men i en klasse fuld af bratschister, der spillede det samme repertoire efter de samme instruktioner, lærte jeg også, at ingen nogensinde lyder helt ens.
Efter konservatoriet begyndte jeg at improvisere med nogle af mine venner som spillede frijazz, og pludselig var jeg nødt til at genoverveje, hvad jeg egentlig mente om lyd og musik. Jeg indså, at jeg havde glemt, at alle lyde kan være et udtryk. I stedet for at kategorisere dem som gode eller dårlige, begyndte jeg at lytte mere åbent til lydenes kvaliteter i sig selv.
Det var først, da jeg tilfældigt stødte på et kursus i elektroakustisk komposition på Musikhögskolan i Malmö efter min konservatorieuddannelse, at jeg begyndte at fokusere mere på at komponere. Jeg troede, at jeg vidste, hvilken slags lyd jeg ville skabe – måske noget melankolsk, med de samme tonekombinationer og gestus, som jeg brugte på min bratsch. Men hurtigt opdagede jeg, at min forestilling om min egen musikalske identitet ikke var særlig interessant – hverken for mig selv eller for andre. Jeg gik ind i den digitale verden med en langsom, improviserende tilgang og en bevidsthed om at glemme alt, hvad jeg troede, jeg vidste. Resultatet overraskede mig. Jeg skabte lyde, der var langt vildere og mere insisterende, end jeg troede, jeg var i stand til. ”
“For mig handler det ikke kun om at spille et instrument eller skrive et værk, men om at undersøge musikkens evne til at forbinde mennesker og skabe nye måder at lytte og være til stede på.” – Pauline Hogstrand
P/A: Hvilke kunstneriske idéer, projekter eller værker inspirerer dig i din egen praksis for tiden?
PH: “Min inspiration kommer fra mange steder. Jeg fascineres af den fysiske intensitet i Phill Niblocks musik og den organiske, rytmiske kompleksitet i afrikanske musiktraditioner. Men måske er den største inspirationskilde selve den proces, jeg befinder mig i – de udfordringer og refleksioner, der opstår i forsøget på at rumme både mig selv og verden. Jeg er meget drevet af min egen udvikling og vil helst hele tiden komme fremad.
Jeg arbejder i spændingsfeltet mellem improvisation, lydkunst og komposition – ofte også i kollektive sammenhænge, hvor musikken bliver et socialt og kunstnerisk eksperiment. For mig handler det ikke kun om at spille et instrument eller skrive et værk, men om at undersøge musikkens evne til at forbinde mennesker og skabe nye måder at lytte og være til stede på. Jeg inspireres og udvikles meget gennem de samarbejder, jeg indgår i, bl.a. med Damkapellet, Crush String Collective og Blue Lake. I mine partiturer søger jeg efter en åbenhed – både i forhold til notation og den måde, musikerne interagerer med materialet. Jeg er optaget af, hvordan musik kan omfavne det uperfekte og give plads til spontanitet, samtidig med at den har en stærk og tydelig intention.
Jeg har altid været optaget af lyden i sig selv – hvordan den bevæger sig, forandrer sig og interagerer med omgivelserne. Det har ført mig til en eksperimenterende tilgang, hvor jeg arbejder med alt fra akustiske instrumenter til elektroniske processer og feltoptagelser. Jeg bliver ofte inspireret af konceptuel musik, hvor der er klare regler og strukturer, men hver gang jeg selv forsøger at arbejde på den måde, ender jeg med at kaste det hele væk og gøre det, der føles rigtigt i øjeblikket.
“Jeg tænker ofte på min musik som et fotografi af den tid, den blev skabt i – en dokumentation af en tilstand eller en tankeproces.” – Pauline Hogstrand
Efter at have fået tvillinger for et par år siden har mit liv ændret sig radikalt, men samtidig føles det som en naturlig fortsættelse af noget, der allerede var i gang. Lige nu kredser min største udfordring og drivkraft omkring at forstå, hvordan mit hverdagsliv med mine børn er en del af den musik, jeg skaber – og omvendt. At mærke hvordan alt hænger sammen, og hvordan selv de mindste detaljer kan rumme noget meget større.
Jeg tænker ofte på min musik som et fotografi af den tid, den blev skabt i – en dokumentation af en tilstand eller en tankeproces. Måske vil jeg om 30 år kunne se den røde tråd, der binder det hele sammen, men for nu giver den tanke mig friheden til at være til stede i det, jeg arbejder med, uden at føle, at det skal definere mig i et større perspektiv.”
P/A: I februar havde du premiere i KoncertKirken på et nyt værk, du havde skrevet, med titlen Eagle of Air. Hvad var den bagvedliggende inspiration og vision med værket? Var der noget bestemt, du gerne ville udforske eller skabe med det?
PH: Eagle of Air er en del af en større proces, hvor jeg undersøger forholdet mellem lyd, tid og transformation. Med dette værk ønskede jeg at udfordre mig selv ved at skrive for en ny besætning, herunder instrumenter, jeg ikke selv spiller. Eagle of Air er skrevet for cello, kontrabas, altsaxofon, basklarinet, slagtøj og elektronik. Det handlede om at udvide min praksis – både teknisk og kunstnerisk – og skabe et værk, der både rummede min egen musikalske sensibilitet og samtidig gav plads til musikernes fortolkning.
“En af de største udfordringer i processen var at finde en notationsform, der både bevarede værkets essens og gav musikerne frihed til at skabe deres eget udtryk.” – Pauline Hogstrand
Jeg har tidligere primært skrevet musik til mig selv, og mit første værk for andre musikere var Chants, som Damkapellet uropførte i 2023. Med Eagle of Air ville jeg tage skridtet videre og arbejde med en ny gruppe musikere og en anden instrumentation for at se, hvordan det påvirkede mit kompositoriske sprog.
Inspirationen kom fra mange forskellige retninger, bl.a. Ellen Arkbro, Christine Christer Hennix og Phill Niblock, javanesisk traditionel musik og mere sangbaserede udtryk med stemmeføring inspireret af renæssancemusik. En af de største udfordringer i processen var at finde en notationsform, der både bevarede værkets essens og gav musikerne frihed til at skabe deres eget udtryk. Hver sats krævede sin egen tilgang til notation, fordi de var så forskellige i karakter.
Jeg ville skabe et værk med store kontraster – lange, klanglige forløb, der langsomt forskyder sig og opløses, afbrudt af markante skift. Samtidig arbejdede jeg med mikrotonalitet og med at balancere det strukturerede og det åbne. Som en del af denne udforskning begyndte jeg at arbejde med SuperCollider (et open source programmeringssprog for lyd syntese og algoritmisk komposition), som er helt nyt for mig.
Grundidéen udsprang af fascinationen af instrumentkombinationen – dybe strygere, blæsere, slagtøj, og elektronik der smelter sammen. Men i takt med at værket tog form, blev det også en refleksion over den proces, jeg selv stod i. At jonglere mellem skabelsen af et komplekst værk og mit liv med mine børn krævede, at jeg lærte at være kreativ inden for meget afgrænsede tidsrum. Det var en ret forvirrende proces, hvor jeg ofte følte, at jeg manglede overblik, og jeg syntes nok aldrig rigtigt helt at jeg forstod det større sammenhæng, før det blev opført. På en måde var dette også en musikalsk præmis for værket – at lade modsætninger sameksistere og finde en måde, hvor de kunne smelte sammen til en helhed.
P/A: Arbejder du på nogle kommende projekter, du har lyst til at fortælle mere om?
PH: “Lige nu er jeg ved at lave musik til mig og min tvillingesøster Nicole Hogstrand på cello. Det er et bestillingsværk til Huset i Hasserisgade, som vil uropføres d. 23 maj i år. Nicole og jeg har spillet en masse sammen gennem årene, men faktisk sjældent som duo. Det er noget vi har talt om at gøre mange gange. Værket kommer til at have titlen “Behold the plant: it is the butterfly, fettered by the earth”, og er en undersøgelse af vores fælles og individuelle musikalske forståelse og uudtalte kerne, gennem lyd som et fysisk fænomen. Lyd som bevæger sig som energibølger, som vibrationer, vi bogstaveligt talt kan føle og fysisk opleve.
Jeg skal også udgive mit værk Chants, for strygere, slagtøj og elektronik, som album i 2025. Værket blev indspillet i december 2023 sammen med Julija Morgan, Maria Jagd, Tove Bagge og Oda Dyrnes fra Crush String Collective, og med percussion duo bestående af Anders Vestergaard og Victor Dybbroe.
Derudover er jeg ved at starte på to soloprojekter, hvor det ene er en serie af kompositioner for bratsch, der undersøger, hvordan forskellige omgivelser former menneskelig eksistens og oplevelse. Fire vidt forskellige steder og miljøer vil danne ramme for projektet, hvor hvert sted inspirerer til et nyt værk, der dokumenteres gennem både lyd- og videooptagelser på lokationen. Musikken udforsker de akustiske forhold, stedets atmosfære og de poetiske betydninger, der knytter sig til hvert rum.
Det andet projekt er en opfølgning på mine to elektroakustiske albums The Enterer (2020) og Áhkká (2023), hvor jeg arbejder elektroakustisk og inspireres af kollageform. Jeg startede med projektet i sidste sommer under en kunstnerresidens på BØRSEN Kulturhus i Tangen, Norge, hvor mig og min familie sammen tog derop. Fordi vi havde så meget pakning med, kunne jeg kun få min computer med. Derudover kom jeg til at indspille et nyt lydbibliotek med ting og sager, jeg kunne finde på stedet. En mandolin, en sub-kontrabas (!), forskellige klokker, grankogle og legetøj som børnene fik lov til at låne. Materialet bærer præg af den ro, som prægede stedet.”
P/A: Kan du fortælle lidt om det mix, du har lavet til P/A?
PH: “Mit mix er en blanding af musik, der inspirerer mig, og noget af det, vi ofte lytter til derhjemme. Det rummer både lange, dronende værker og mere legende, rytmiske udtryk – musik, der bevæger sig på tværs af genrer og stemninger.
En kunstner, jeg først for nylig har opdaget, er Marja Ahti. Min ven Brad introducerede mig til hendes smukke kompositioner, og det viste sig, at hun faktisk er opvokset i Luleå, kun 60 km fra min egen hjemby Piteå. Hendes musik har en særlig sensibilitet, som fangede mig med det samme.
Jeg har også inkluderet Catherine Christer Hennix Solo for Tamburium. Jeg har en forkærlighed for lange tracks, hvor tid og lyd opløses, og selvom jeg kun har taget et uddrag med i mixet, vil jeg klart anbefale at lytte til hele værket.
Claire Rousay er en kunstner, der fascinerer mig med sin legende tilgang og evne til at blande forskellige musikalske verdener. På samme måde er microtub – en norsk tubatrio – et projekt, jeg har fulgt længe. Jeg er meget optaget af deres homogene klang, der både smelter sammen og breder sig ud i en bred palet af lyd.
Noget af musikken i mixet er også en del af vores daglige liv derhjemme. Avalon Gebremariams album ligger for tiden på pladespilleren, og det er ofte den musik, der sættes på, når børnene løber rundt om spisebordet og danser. Alemu Agars Harp of King David er en anden favorit – en samling af vuggeviser med simple tekster, men med en klang, der indgiver ro og tryghed.
Til sidst har jeg medtaget musik af Espen Friberg & Jenny Berger Myhre. Deres nye album Flutter Rider fangede mig med det samme, og det føltes oplagt at inkludere det i mixet.”
Tracklist
Marja Ahti – The Currents
Catherine Christer Hennix – Solo for Tamburium
Claire Rousay & more ease – Post-op
Avalon Gebremariam – Salel
microtub – Square Dance
Espen Friberg & Jenny Berger Myhre – Bright Colored Armor
Alemu Agar – Man Yimeramer
Info: Læs også Kristoffer Møllegaards anmeldelse fra 2023 af Áhkká her.