Peter Brötzmann Octets “Machine Gun” – På jazzens slagmark
The Peter Brötzmann Octet “Machine Gun” (Oprindeligt fra 1968, genudgivet på cien fuegos, 2018) – anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen
I 1968 samlede den unge tyske jazzsaxofonist Peter Brötzmann syv af den nordeuropæiske jazzscenes mest lovende musikere og dannede The Peter Brötzmann Octet. Senere samme år udgav oktetten sit eneste album, “Machine Gun”, på Brötzmanns eget meget kortlivede label BRÖ, der umiddelbart efter udgivelsen af albummet blev lukket ned med kun to udgivelser i bagkataloget: “Machine Gun” og Brötzmanns eget debutalbum “For Adolph Sax” fra 1967. Nogle år senere blev begge albums dog genudgivet på det noget mere succesfulde pladeselskab Free Music Production, bedre kendt som FMP, som Brötzmann også selv var en del af. Desuden blev Brö også genoplivet som et ‘imprint’ under Eremite Records i 2003 med en række af Brötzmanns nyere duoindspilninger.
50 år efter at “Machine Gun” blev udgivet for første gang, udkommer albummet og en 12” med alternate takes nu i en remastereret udgave på det østrigske pladeselskab Trost Records’ sublabel cien fuegos som en del af deres ambitiøse genudgivelsesprojekt af FMPs omfattende bagkatalog.
En remastereret genudgivelse på vinyl af “Machine Gun” er meget tiltrængt, for pladen er stadig værd at lytte til i dag (og priserne på tidligere udgaver er unødvendigt høje). At høre “Machine Gun” kan bedst beskrives som at lade sig suge ned i en malstrøm af alt, hvad jazzen kan rumme – hvor musikernes mangel på enighed om, hvorvidt de skal spille med eller mod hinanden, smelter sammen med begrænsningerne ved at bruge simpelt optageudstyr. Resultatet er en plade, hvor intensiteten skinner igennem på alle planer på en sådan måde, at 70’ernes punkscene blegner i forhold til. Blæserne skriger, og rytmegruppen er i konstant opløsning, mens lytterens stakkels højtalere når den yderste grænse for, hvilke lyde der er værd at sende igennem dem.
Hvis man sammenligner albummet med de uendeligt mange plader, som de otte musikere senere medvirkede på, enten alene eller sammen med andre fra oktetten, er det tydeligt, at “Machine Gun” har noget unikt over sig. Hvor mange af de plader, der blev udgivet op igennem 70’erne, udforsker både jazzens og generelt musikkens grænser med et nærmest absurdistisk udgangspunkt, hvor improvisation bliver en måde, hvorigennem man fuldstændig kan nedbryde normer og musikalske forventninger, så er “Machine Gun” et slags præludium til dette brud. Oktetten er ikke en tilfældig sammensætning af forskellige instrumenter, men en fordobling af den klassiske jazzkvartet. Sven-Åke Johansson og Han Bennink deles om rollen som trommeslager; Peter Kowald og Buschi Niebergall spiller begge bas, mens Fred van Hove spiller klaver (hvilket desværre bryder med fordoblingsprincippet). Brötzmann selv udgør blæsergruppen sammen med Evan Parker og Willem Breuker, der alle tre dominerer lydbilledet med skrattende og hylende toner fra tenor- og bassaxofoner.
Pladecoverets sparsomme liner notes forsøger at redegøre for, hvem der er solister på hvert af pladens tre numre, men alligevel er det som regel ikke til at skelne de enkelte soli fra resten af lydbilledet. Undtagelsen er nogle minutter af pladens sidste nummer, “Music for Han Bennink I”, hvor der midtvejs er en længere trommesolo, der næsten får lov til at stå alene, samt en flere minutter lang afsluttende solo fra Fred van Hove, der meget flot illustrerer, hvor skramlet en indspilning af et klaver kan lyde.
At rollen som solist aldrig bliver et dominerende udgangspunkt for nogen på de tre numre, hænger ikke kun sammen med den radikale, frie improvisation, men lige så meget med de mange korte temaer og melodier, der hvirvler ind og ud mellem hinanden. Pladens indledende titelnummer lægger ud med et (anti)tema, der er et forsøg på at lave en hyper-realistisk gengivelse af skudsalverne fra en maskinpistol. Senere bliver der både inkorporeret munter bigbandmusik og klagende blues-temaer. Disse ellers harmoniske og kollektive møder mellem de otte instrumenter har dog mest det til fælles, at de kun varer et par sekunder hver, før musikerne hver især finder frem til et individuelt udgangspunkt.
Hvad der gør “Machine Gun” interessant at lytte til her 50 år senere, er først og fremmest den høje intensitet. Selv når numrene falder lidt til ro, hvilket kun sammenlagt fylder få minutter af pladen, ligger der altid en forventning om nærtstående ødelæggelse under de stille passager. Som lytter finder man aldrig ro, selv ikke hvis musikerne gør det i et kort øjeblik.
Umiddelbart kan det nok lyde, som om “Machine Gun” på alle måder er et helt og afdeles kompromisløst album. Men hvad der gør albummet interessant, er netop, at det ikke helt er tilfældet. Jazzens lange historie vender altid tilbage som et referencepunkt gennem de korte simple temaer, og musikken stopper aldrig helt med at gå på kompromis med de få elementer, der skal til for at inkorporere forskellige genrer i den høje intensitet. “Machine Gun” er i stedet et eksempel på, hvor meget frihed der egentlig kan være i musikken, selv hvis man tilpasser sig en lang, musikalsk tradition. Man kan sige, at jazzen bliver gjort til en slagmark for de otte musikere, der alle sammen tøver med at kaste sig ud i den afgrund af udeblivende kompromiser, som man finder senere i deres karriere. Om det skyldes, at “Machine Gun” er en hyldest til eller en parodi på forgangne tider, må guderne (eller Brötzmann selv) vide, men det ændrer ikke på, at musikken stadig er værd at lytte til i dag.
Info: “Machine Gun” og “Machine Gun – Alternate Takes” er blevet remastereret af og genudgivet på cien fuegos i 2018. “Machine Gun” er tidligere blevet genudgivet på CD af Atavistic i 2007 og på vinyl af Slowboy Records i 2011.
