Posh Isolation – En sans for dugfriske traditioner

Af Martin Funder. Foto: PR

Københavns Hovedbibliotek har ikke været det samme for mig siden Damien Dubrovniks koncert en lørdag i februar for 12 år siden. Koncerten var et led i arrangementet Dokument#1 – et samarbejde om to koncertaftener mellem Hovedbiblioteket og pladeselskabet Posh Isolation, hvor bl.a. Iceage, Puce Mary og Lower spillede. Koncerterne blev udgivet på en live-LP og udgjorde på manifesterende vis en folkeoplysende dokumentation af musik, der fungerede i periferien mellem Posh Isolation og spillestedet Mayhem. Gulvet i Hovedbibliotekets store forhal flød bogstaveligt talt med øl og pis efter Damien Dubrovniks intense koncert, og den aften gjorde mig for alvor opmærksom på en af de mest betydningsfulde musikalske bevægelser i Danmark: Posh Isolation.

Pladeselskabet Posh Isolation har eksisteret siden 2009 og er nu, 16 år og næsten 300 udgivelser senere, lukket. Udgivelser af War (senere Vår), hardcorebandet Sexdrome, Frederikke Hoffmeiers noiseprojekt Puce Mary, punkbandet Skurv og techno duoen Age Coin, dannede blandt andre det hårdtslående fundament for selskabet, der blev stiftet af Loke Rahbek og Christian Stadsgaard. Rahbek og Stadsgaard var selv dengang, som i dag, aktive musikere – dengang i flere forskellige projekter, herunder Damien Dubrovnik, og i dag oftest hver især under navnene Croatian Amor og Vanity Productions.

Selskabets succes står altså ikke på skuldrene af et hit eller et succesfuldt band, men hviler derimod på, hvad man kan kalde en kollektiv intelligens.

Posh Isolation var i høj grad synonymt med den engelske forkortelse “label”. Et label på en distinkt musikalsk form, som – på trods af mange forskellige kunstneriske retninger – konstituerede en udtryksform, der ikke lod sig definere ved enkelte udgivelser, men derimod skabtes af de forbindelser, som de enkelte udgivelser dannede. Altså et label, et mærkat, på en bred kreativ front, der svævede et sted imellem en traditionsbunden forankring i black metal-æstetik, kultlignende runer og stilsikker merchandise.

Når man ser tilbage på Posh Isolations diskografi, er det interessant, at ingen enkeltstående udgivelser har nået samme brede anerkendelse, som selskabet har i sin helhed. Selskabets succes står altså ikke på skuldrene af et hit eller et succesfuldt band, men hviler derimod på, hvad man kan kalde en kollektiv intelligens. En intelligens, hvor det musikalske samarbejde er essentielt, og derfor har de mange showcases og jubilæumskoncerter bragt små ukendte kunstnere med få udgivelser verden rundt. En bedrift, der vidner om Posh Isolations forankring som et pladeselskab, hvis formål ikke udelukkende var at agere kurator, men i lige så høj grad var at skabe en scene, hvor idéer kan udvikles.

For hvad er et pladeselskabs rolle i en tid, hvor alle kan udgive deres egen musik? Er det i dag nødvendigt at bibeholde et pladeselskabs rolle som gatekeeper – en rolle, som DIY-kulturen i klassisk forstand har gjort oprør imod?

I en tid, hvor rollen som pladeselskab er mere og mere udefineret, har Posh Isolation gennem deres 16 år netop bibeholdt en sådan rolle som gatekeeper. Ikke en gatekeeper til store lukrative pladekontrakter, men som gatekeeper til en heterogen sammensmeltning af udtryk, i form af en scene med et publikum. En tilsyneladende simpel opgave, men at bygge en scene kræver mere end fondsmidler og kunstnerisk snilde, og i en tid, hvor internettet fragmenterer alt, hvad der kan kravle og gå, er pladeselskabets kuraterende rolle måske en af musiklivets vigtigste. At bryde igennem støjen kræver sans for samling, og netop sådan en sans vil jeg huske Posh Isolation for.

Fem anbefalinger fra Posh Isolation

Når man ser tilbage på en musikalsk strømning, ordner den sig ofte efter bestemte skelsættende begivenheder. Spydspidser formes, konturer optegnes – men det skelsættende kan sjældent reduceres til enkelte springende punkter. Men hvis man skal kaste et blik tilbage på Posh Isolations lange diskografi, er der fem udgivelser, som jeg ser som betydningsfulde for mig selv, og som viser selskabets udvikling.

Damien Dubrovnik – Europa Dagbog (2011)
Damien Dubrovnik koncerten til Dokument#1 var som nævnt en skelsættende begivenhed for mig. Lyden af vanddryp gennem en kontaktmikrofons indgående tekstur, Christian Stadsgaards feedbackskrig og en performance, hvor Loke Rahbek blev døbt i en blanding af pis og vand, åbnede mine øjne for noise-musikkens ekstremer. Europa Dagbog er lyden af den indadskuende tomhed, som jeg forbinder med det tidlige Posh Isolations symbolladede udtryk.

Puce Mary – Persona (2014)
Noise-musikkens skinbarlige intensitet går igen på mange af Posh Isolations udgivelser, og særligt Puce Mary har defineret, hvorfor en kropslig uro er en stærk kreativ drivkraft. Puce Marys musik minder mig om en cyborg – en uncanny udrensning, der gang på gang dekonstruerer min forventning til musikalsk sammenhæng. Frederikke Hoffmeier er en musikalsk spydspids, der er blevet et internationalt navn – senest i kraft af hendes soundtrack til den Oscar-nominerede Pigen Med Nålen. Persona er ligesom Europa Dagbog nærmest en audiovisuel gyserfilm og et eksempel på Posh Isolations tidlige entusiasme for det ekstreme.

Varg – Nordic Flora, pt. 2, En Ros Röd Som Blod (2016)
Flirten med techno ligger latent i mange af Posh Isolations udgivelser, og særligt Varg (Varg2™) er en kunstner, som jeg forbinder med Posh Isolations kølige nordiske lyd. Varg er medstifter af det svenske pladeselskab Northern Electronics, hvis udtryksform på mange måder minder om Posh Isolations, og som ligeledes er garant for indadskuende ambient og hårdtslående techno. Nordic Flora, pt. 2: En Ros Röd Som Blod er som en plantegning for mange af Vargs senere udgivelser og et album, jeg gang på gang vender tilbage til.

CTM – Babygirl (2022)
Det er altid en stormfuld oplevelse at lytte til Cæcilie Triers cello. Den tunge dub-stemning og det avantgardistiske, poppede univers er som en tryg seng, der er svær at vågne fra. Triers udgivelser markerer en flanke af klassisk orienteret kompositionsmusik og RnB på Posh Isolation. Singlen Basic X (feat. Ydegirl) er måske et af de numre fra Posh Isolation, jeg har hørt mest – men også et af de få numre, som jeg er blevet overrasket over, at de har udgivet. Ikke fordi det ikke minder om andre udgivelser, men fordi det ligger tættere op ad en sangstruktur med vers og omkvæd, end andre udgivelser på Posh Isolation gør.

Croatian Amor – Remember Rainbow Bridge (2022)
Hvis jeg skulle pege på et album, som formår at krystallisere lyden af Posh Isolation, er det nok Remember Rainbow Bridge. Et nummer som Paper Birds (feat. Alto Aria), hvor samtalesamples, tung bas, melankolske synths og kassettebåndskrøl skaber en lyd, der minder utroligt meget om den engelske musiker Burial. Men en sådan genkendelse opsummerer ret godt lyden af Posh Isolation – traditionsrig og dugfrisk.

Info: Posh Isolation afholder to sidste arrangementer d. 22/2 og 13/3. Følg med i vores koncertkalender.