Présences électronique – Dage i lydfænomenets arrondissement (reportage)
Reportage fra Présences électronique af Mads Kjeldgaard
Her danser man på ligene. Hver en centimeter af hvert et hjørne tages i brug: Breakdance, vogue og tango, alt går. Alle er i bevægelse – man må vade gennem 2-3 dansegulv for overhovedet at komme på toilettet. Og det er bogstaveligt talt alt det her – vi er i kulturhuset Le Centquatre (104) i Paris, som tidligere har været et kommunalt lighus, og nu er et afsindigt aktivt kulturcenter i Paris’ 19. arrondissement. Det er her, man kommer for at danse.
Men det er også her, man kommer for at deltage i festivalen Prèsences électronique (som ikke har noget at gøre med alt denne dans). Festivalen er arrangeret af Groupe de Recherches Musicales (GRM) i samarbejde med Radio France i en weekend i april. Institutionen bag festivalen, GRM, blev startet af Pierre Schaeffer for at være et studie, forskningscenter og samlingsted for eksperimenter i elektro-akustisk musik og mere bestemt konkretmusikken. Konkretmusikken er en af de vigtigste og mest revolutionerende nyskabelser i moderne musik, hvor alle lyd- og musikfænomener reduceres til individuelle lydobjekter – i begyndelsen realiseret ved at klippe-klistre spolebånd og spille vinylplader i hak; i dag foregår det meste digitalt. Det tillader komponister at (mis)bruge ‘hverdagslyde’ og støj og ophøje dem til musikalsk materiale for derigennem at skabe og opdage ‘nye klange’ og soniske sammenhænge. Samtidig var og er GRM et forskningscenter, hvor musikalske eksperimentalister arbejder sammen med fysikere, ingeniører og andre forskere, og som over de seneste 69 år, hvor institutionen har eksisteret, har udviklet nye metoder inden for såvel komposition, instrumenter og lyddiffusion. En af de mange opfindelser fra GRM’s laboratorium er det legendariske proto-sorroundsound-lydsystem L’Acousmonium, som er sat op på festivalens hovedscene: Små, røde ufo-lignende højtalere hænger over hovedet på publikum, foran scenen en række lydkanoner til de nedre frekvenser og på selve scenen to lydprojektører, der ligner noget fra en Batman-film.
I programmet for festivalen hedder det, at målet med festivalen er at “føle glæden ved at lytte, lysten til det ukendte og modtagelsen af nye soniske bevægelser”. Netop det her med “nye soniske bevægelser” er et gennemgående tema i festivalens alsidige koncertprogram. Og det lykkedes til fulde – jeg kan allerede her sige, at musik ikke er det samme, efter man har været her.
Her følger en dagbog over festivalens højdepunkter.
Dag 1
Alle koncerterne under festivalen er gratis. For at få plads til en koncert, skal man før hver forestilling indgå i et mikrokosmos af fransk bureaukrati. Før hver koncert skal man først stå i kø for at få en gratis billet, bagefter i kø for at få en plads, og bagefter koncerten i kø igen for billet til næste koncert etc. etc. Det er et bizart arrangement, men en ringe pris at betale for en ellers glimrende logistik.
Hver aften begynder koncerten på hovedscenen med en ‘acousmatisk’ afvikling af værker fra GRM’s arkiver, og første aften begyndte således med den jugoslaviske noisekunstner Ivo Malecs stykke Turpituda, afviklet af Daniel Teruggi.
Der var uden tvivl noget genganger-agtigt ved opsætningen: Der var ingen mennesker på scenen, stykket blev kort introduceret af en medarbejder, og så sat i gang: Højfrekvente, skarpe klange circulerede over hovedet på publikum via de røde, 70’er-højttalere. Og hele rummet fyldtes af et omnipresent genfærd, der skrigende, pulserende og hakkende insisterede på sin tilstedeværelse. Ikke bare her og nu som et fysisk fænomen, der forstyrrer luftens bevægelser, men også som en musikhistorisk reminder om, at meget af det musik, vi i dag opfatter som opfindsomt eller provokerende, den ubønhørlige støjmusik, at selv på dét felt, har GRM for længst lavet det mest af forarbejdet, hvis ikke selve arbejdet. Barren er sat, og den sidder eddermame højt.
Efterfølgende: hollandske Thomas Ankersmit på samme scene med en rundgang i et grundlæggende tonalt instruments randområder. Men det var, som om han godt vidste, hvad der skulle til for at retfærdiggøre sig: Under hele koncerten spillede han på sin Serge-modular og var konstant i bevægelse, hans hænder fløj rundt mellem drejeknapperne, altimens han krængede lyde ud af dette franske modular-system fra 70’erne, som man ikke troede var mulige med en synthesizer. Ikke på noget tidspunkt var der hentydningen af en tone, kun selve støjens materialitet – støj forstået som det uønskede lydfænomen, og altså her med omvendt fortegn, hvor det tonale – inklusiv dets baggage af forudfattede idéer og bevægelser – forkastes gennem klare, smukke bevægelser først og fremmest i rummet, men især i materialet.
Første aften sluttede desværre med en af de dårligste koncerter, jeg nogensinde har set. Det var en fornærmelse at se Cannibal (Cary Loren, Cameron Jamie, Dennis Tyfus): Tre ældre mænd, der lod til at spille hver deres koncert imponerende ude af synk med hinanden. Den ene spillede psych rock med Anders And-stemmer, den anden tilfældig synthesizer-kaos, den tredje en slags blød techno, mens han sang strubesang og gurglede ind i mikrofonen. Det var en hån mod alt, der gik forud for det, og heldigvis en af festivalens få dårlige koncerter.
Dag 2
En virkelig intens dag begynder på den lille scene i kælderen, hvor Thomas Tilly var første mand bag mixerpulten med et smukt værk bestående af støj og feltoptagelser, efterfulgt af Felicia Atkinson med en kludetæppe-koncert af sit Audio book-projekt her afviklet i flerkanaler og mixet ned fra 7 timer til 30 minutter.
Dagens første subversive oplevelse var dog L’Ocelle Mare (Thomas Bonvalet), som er enormt svær at beskrive her, men kort sagt gjorde han brug af højtalerfeedback og små klokker, som man kender dem fra Uno. Det rytmiske i hans performance blev eksekveret ved kedsomhedstilstandens grundlæggende rytmik: At tromme på sine ben, klappe og knipse en rytme, når der ellers ikke er andet at lave. Han trampede i gulvet, som var forstærket gennem en af højtalerne. Og så det meste overraskende – en lille maskine med en snor udstrækt mellem to arme, der fik snoren til at rotere i et 8-tal, han førte maskinen hen til banjoen, så snoren gjorde banjoen til den smukkeste, selvspillende akustiske drone, mens han undersøgende og nysgerrigt førte små mikrofoner rundt på banjoens krop som for at sige: Hør al den klang, der gemmer sig her, her, her og her – og I anede det ikke engang.
Ganske apropos gik næste koncert under titlen Déclassifié af norske Jana Winderen, der har gjort det til sit livsprojekt at være sonisk opdagelsesrejsende under vand. Hun har gjort et enormt arbejde for at åbne verdens ører for de mange smukke lydfænomener, der gemmer sig i havet ved hjælp af feltoptagelser af plankton, skaldyr og des lignende, og med denne koncert blev arkivet for alvor åbnet, og det blev tydeligt for alle, at Winderen utvivlsomt er en af vor tids allerstørste lydkunstnere.
Winderens projekt er en lille revolution i sig selv, det er helt og aldeles ‘bouleversant’, som man siger på disse kanter. Koncerten tog form af én lang opdagelsesrejse i havet, hvor lyde bevæger sig langt mere effektivt, og alle lyde forekommer højere end over vandoverfladen. Således bliver planktons produktion af ilt til en sværm af små prik i ørerne, og det i sig selv er en grynet symfoni. Men dette faktum, at lyde er så meget højere under vand, bruger Winderen også til at understrege en implicit, grusom dualitet i projektet: Hendes egen og nu også lytterens bevidsthed om vandmiljøets soniske sårbarhed, som man kun kan nå ved hjælp af enorme skibsmaskiner, der i dette miljø lyder som jordens undergang. Flere gange undervejs i koncerten – midt i hvalernes skrig og smådyrenes iltproduktioner – brydes det hele ved menneskets ankomst, en maskinbrummen, der udfylder og overdøver hele frekvensspektret. Det har en hjerteknusende effekt for lytteren, for man har hidtil været ’embedded’ blandt fiskene, på samme måde som journalister er ’embedded’ hos den ene magt i sag, for eksempel i det amerikanske militær i Irak, og det er fra det perspektiv, man forstår menneskets hærgen på jorden.
Aftenen sluttede på hovedscenen, hvor François Bayle opførte sit værk La Fin du bruit fra slut-70’erne, et værk der efter eget udsagn undersøger “begærets tyngdelov”. Bayle er inkarnationen af GRM’s ånd – det var ham, der overtog instuttet efter mesteren Pierre Schaeffer, og hans enorme diskografi vidner om bredden og tyngden i hans arbejde, i hans “lyttesystem”, som han selv kalder det.
Det er så ærefrygtindgydende og betagende at se denne 85-årige mand bestyre det acousmatiske lydsystem. Hvorfor? Fordi det er ham, der har opfundet det tilbage i 70’erne. Nu står han så der og strækker sig over mixerpulten. Kigger rundt i lokalet, som om han kan se lydene og støjen, han sender rundt; som den ingeniør, han er, en ingeniør der genser sin konstruktion årtier efter opførelsen og ikke kan lade være med at inspicere, tjekke om beregningerne nu holder efter alle disse år. Og det gør de.
Dag 3
Man orker næsten ikke mere. Man er fyldt op. Der er ikke plads til flere nyopdagelser i kraniet, vi har for længst forladte det kendte og givet os hen til en ny sensibilitet. Men der er ikke tid til at dvæle ved udmattelsen eller opdagelserne, det fortsætter, vi skal videre, selvom vi i en forstand allerede er videre.
Leafcutter John var den første til at fortælle publikum, at de ikke har set og hørt alt endnu, selvom det føltes sådan. Lyset dæmpes, og han står scenen i midten af dette rum og tænder så for en lille lommelygte, som han vifter foran sin computer – et lysfølsomt system opfanger det og omsætter bevægelsen til en bevægelse i lyd. Selvom selve lydene ikke i sig selv var specielt nytænkende – man kunne genkende eller forestille sig de fleste indstillinger i alskens ambient-musik – så tilførte han musikken, via dette lysfølsomme interface, en fantastisk smuk ømhed, han dansede med armene og tændte flere lys, et stearinlys, cykellygter og et trefarvet knæklys af en slags og projicerede dem op på en lille diskokugle. Der var selvfølgelig noget komisk ved det, og derigennem noget afvæbnende; man har paraderne nede.
Leafcutter Johns bevægelser var så bløde og tydeligvis trænede, at kompositionen tog en virkelig uforudsigelig form undervejs og blev en bjertagende flot demonstration af, hvordan en kropslig tilgang til elektronisk musik kan føre til nye former og nye flugtveje for det moderne, indesluttede sind.
Derefter blev der sat to borde op på scenen, hvorpå en lang række underlige objekter var sirligt arrangerede. Der var kamme, askebægre, skåle, småkagedåser, stålsvampe og des lignende. Alt dette tog libanesiske Mazen Kerbaj (som har samarbejdet med bl.a. Mats Gustafsson og Pauline Oliveros) i brug under sin ceremonielle improvisation. Han satte to højtalerelementer – der lignede noget, der hørte til i en bil – til en hjemmelavet støjgenerator, ikke så meget for at bruge støjgeneratorens lyde i sig selv, men mest for at placere alt det nips, han havde med, på de vibrerende højtalere og dermed skabe et feedbacksystem af skrald og lyd og lyd og skrald. Han angriber simpelthen sit eget system, stopper objekterne ned i støjgeneratoren, ned i højtalerne. Pludselig hiver han en trumpet frem og sætter en lang vandslange til, så han kan puste i slangen, mens han placerer de samme objekter i trompetens munding. Det bliver mere og mere voldsomt, mere og mere frenetisk, indtil han til sidst rejser sig og forlader det hele, stadig pustende i vandslangen og dermed trompeten, mens han svingede den mod publikum som røgelsen under midnatsgudstjenesten i Peterskirken i Rom – eller måske en suficeremoni af en slags. Han forlod alle mikrofoner og gik rundt på scenen, besværgede/healede publikum ved at svinge trompeten mod dem, for til sidst at smide den på jorden og trække den efter sig rundt i salen.
En skøn, skøn intervention, der ikke bare søgte nye ekstremer i lyd, men også punkterede instrumenternes og musikkens og scenens kunstige, unødvendige hellighed, som til enhver tid er grundlaget for fremskridtet og et gennemgående tema for denne festival: Oprøret finder sted i grænseområderne, det er her vi angriber det bestående; hvor alt det forkastede, alt skraldet har revolutionært potentiale.
Vi ses næste år! Mvh Mads.
Info: Prèsences electronique er under kunstnerisk ledelse af François Bonnet, bedre kendt under sit kunstnernavn Kassel Jaeger (som samtidig er vært på det fantastiske radioprogram for eksperimenterende musik på Radio France ‘Tapage Nocturne’). Festivalen fandt sted 14.-16. april på Le Centquatre i Paris.
