Pure X – dudeisme med handicapknallert og krykker
Af Niklas Langeland Pedersen
Austin, Texas. En by indhyllet i en sydende stilstand. En langsom væren hvor de kolde øl er en sløvende nødvendighed, og hvor aftenens næsten trivielle BBQ-aftensmad tilberedes i baghaven under sværmende flagermus. Jeg har aldrig været i virkelighedens Austin, men nogenlunde sådan føles den fatamorgana-lignende, utopiske udgave af byen, der opstår, når man lytter til Pure X’s plader: et sted bagved et blændende slør, hvor alting uvirkeligt går lidt langsommere.
Pure X udgav den fremragende ep ‘You’re In It Now’ og debutpladen ’Pleasure’ i 2011, hvor de på en gang slæbende og svævende arrangementer havde en evne til at behage og samtidigt opretholde en ubestemmelig underlæggende dysterhed. Albummet føltes som en lang, langsomt vibrerende, syret Texas-tilstand, der samtidig var en kulmination på et kollektivt frugtbart (langt) øjeblik, som bandet skabte og levede, sammen, under fælles tag i Austin.
Hvor ’Pleasure’ var frugten af en ukompliceret tid for bandet, hvor musik og liv flød naturligt gennem samme åre, er den nye plade, ’Crawling Up the Stairs’, kommet til verden under næsten modsatte omstændigheder. Efter indspilningen af ’Pleasure’ flyttede bandmedlem Austin Youngblood til L.A., et andet, Jesse Jenkins, brød med sin kæreste gennem otte år, og guitarist og sanger Nate Grace røg ud i en lang, opslidende forsikringssag i forbindelse med en knæskade fra en skateboard-ulykke, der desuden sendte Grace på krykker og øldrikkende på handicapknallert. Alligevel virker pladen som en endnu tydeligere og dybere rejse ind i bandets parallelle Austin-univers med nye overraskende højdepunkter. Som den bizart funky ’I Fear What I Feel’ med Jesse Jenkins i rollen som kastreret mandediva og den maniske, kærlighedssyge ballade ’Someone Else’, der både kan bære et surrealistisk smukt slowmotion synth-mellemspil og bitre, desperate verslinjer som ”Come on burn me / Until this body is dust / Come on make me feel something, baby / I don’t give a fuck”.
’Crawling Up the Stairs’ taler et tydeligere sprog, uden at røgen fra ’Pleasure’ er lettet. Pure X er stadigvæk det band, der spiller under en akavet placeret discokugle på et halvtomt og skummelt værtshus lige før lukketid. Man får stadigvæk fornemmelsen af, at bandet ikke synger til andre end sig selv, hvilket bare forstærker deres indadvendte, kravlende nærvær. Bandet balancerer stadigvæk og endnu klarere kølig dudeisme med frygtsom livserfaring i langsomt virkende ekstaser.
‘Crawling Up the Stairs’ i Nate Graces egen dudeistiske visdom:
“And you know it’s hard to say what we learned from this record cuz we learned so fucking much. The past 2 years of my life has been like lesson after lesson after lesson. I feel like a completely different human. Making this record was a long, intense, laboring, beautiful terrible struggle that I am eternally thankful to have been a part of. It was nowhere close to easy in any way, but the final result is something that I truly believe is a living thing unto itself. Some kind of monument to all the growing that we’ve been doing as individuals and as a band. I feel like it’s the record I’ve always dreamed of making. I have so much gratitude for having been a part of it”.
Info: ‘Crawling Up the Stairs’ er ude nu via Acéphale.
