Passive/Aggressive

Radikal skotsk computermusik og internettets psykedeliske potentiale

October 24 2012

Af Rasmus Junge

Psykedelia har de seneste år rumsteret som en ny, gammel smagsmarkør på både rock, pop og elektronisk musik, fra El Paraiso Records traditionsbevidste syreguitar-fetich og Tame Impalas bumlende neo-klassicisme til Animal Collective leddeløse popanarkisme og Neon Indians synthesizer-extravaganza. For blot at kridte banen op.

Tiden er altså ikke løbet fra at benytte sig af musikkens bevidsthedsudvidende potentiale (med eller uden kemiske virkemidler), og nu har det Glasgow-baserede label Instructional Media introduceret en ny afart af fænomenet – kaldet web psych – i forbindelse med compilationen ’The Instructional Media Guide to Mindful Internet Exploration’, der indlejrer det psykedeliske element i en overdrevent syntetisk, computergenereret kontekst.

Vi er i et deadpan-grænseland mellem Goodiepals (eller hvordan det nu skal staves) radikale computermusik, John Maus’ minimalistiske retro-fiksering, James Ferraros computerspilssimulerende lydlandskaber, Oneotrix Point Nevers menneskelige maskinlyde, manipulerede vokaler, new age-klange, rytmeboks og familiefest-synthesizer. Mellem menneske og maskine, nutid og fremtid, fantasi og virkelighed, tilstedeværelse og fravær. Som titlen angiver, er det et dyk ned i internettets skjulte bevidsthedslag og hjemsøgte afkroge, på hovedet ned i årtiers digitale aflejringer og med et strejf af retrofikseret nostalgi fra før laptops og smartphones blev hvermandseje.

Den sommermilde electropop-smed Falconry har melodisk fremdrift og dansabel energi, men ellers holder flertallet sig til abstrakte, instrumentale installationer, der opfordrer lytteren til at søge indad – efter ’mind manifestations’ som en ny Pitchfork-produceret dokumentar, ’Music and the Psychedelic Mind’, meget apropos beskæftiger sig med. Her får man både en gennemgang af stoffernes rolle gennem musikhistorien samt bud fra blandt andre White Fence, Daedelus og Bear in Heaven på, hvordan de har arbejdet med psykedeliske elementer i deres musik. Free your mind, som man siger.

’The Instructional Media Guide to Mindful Internet Exploration’ kan købes via Instructional Medias Bandcamp. Tak til Adhoc.fm for inspiration.