Passive/Aggressive

Drømmerejse med Highlife, Lucky Dragons og Lamburg Tony (premiere)

October 25 2012

Escho udgiver (for første gang) en båndserie i morgen med musik af vennerne i hhv. Lucky Dragons, Lamburg Tony og Highlife. Sidstnævnte er en amerikansk sanger og guitarist, der har foreviget (?) en 50 minutters sololiveoptagelse fra København på det magnetiske medie, hvor vi bevæger os ud i psykedelisk native freefolk i en romantisk roots-version – med en symptomatisk afstikker til Eric Donaldsons “Cherry O’ Baby” – mens flasker vælter, mobilsignalet interfererer og sagte samtaler rumler som droner under det hele.

Danske Lamburg Tony er en gammel Escho-kending. Han har forfattet halvanden times “Noise Dance” med en skrattende avantgarde-frenetik med vink til bla. Black Dice og Kemialliset Ystävät. Og altid fremragende Lucky Dragons fra Los Angeles når på sit bånd “Publicity Reform” bredt omkring inden for behageligt idélandskab af underlig rytmik uanset variationerne over instrument – det er en drøm af et univers.