Royal Trux – Jeg har en pik i munden som en brændende tiger

Af Jonas O.

Bilen er røget ned i swimmingpoolen, men anlægget spiller stadig, og i godt 15 minutters bevidstløs bevidsthed er jeg helt med på alt, hvad der sker i den store midte i “Twin Infinitives” also known as “(Edge of the) Ape Oven”. Mand, altså, sikke en dag, den næste morgen havde jeg glemt det, og bilen og poolen er sgu væk. En lang søgen rundt i skrald og træer og undervandsfrokost og omvendt Rolling Stones fører mig ingen steder hen andet end rundt i en verden, hvor kuglen aldrig rammer pinden, og abernes dovenskab afspejler sig i nedsiddede sofaer og lænestole eller madrasser og pattedyrs optrænede natteliv i dinosaurernes tid.

Årh ja, søgen efter førstegangsklarheden. Det er det, det hele drejer sig om. Så er det op til overfladen i sur tilstand. Dekonstruktion er vejen frem. Og i den anden ende groover det sgu da også. Et forhold, der varede 90’erne igennem. “Small Thief” fra “Pound for Pound” kigger ligesom tilbage på kærlighedens start. Nedslående lys at se det uadskillelige i. »Why’d you have to act like you stole my face when I gave it to you.« Det er sgu et fedt nummer, men en knækket blomst. Ingen bier i sigte, ingen byer i sigte, ingen spande med Fanta i sigte, ikke mere Beatles-mani. Og jeg sidder her hver dag på bænken på kirkegården og hører på skaderne og betragter de cigaretrygende mødre med barnevogne, og ud af ingenting kom den så. Den uønskede fætter. Hvepsen. En skygge hen over torvet.

Med et blev bananerne igen sorte, og aben langs muren så sit snit til stjæle et stykke sukker. »Listen to the moment / But please lend me a hand / With the trash piling up / For six weeks now / This town really stinks.« “Shadow of the Wasp” lukker “Thank You” af, og det er en plade, der står stærkere end sit ry midt i hele lortet. Den kommercielle plade er sgu god nok. »Don’t give a fuck about image.« Eller »thirst is everything.« Ude og sælge lidt ud. Tjene lidt penge, købe et hus. Finde alle sine billeder frem igen fra fuglebadet. Da man lå og vippede med vingen i vand til hoften og kunne høre de gamles ben knække i hvert et led ved kanten.

“Back to School” er indbegrebet af Royal Trux-cool. Ligger fandeme på gelænderet og trækker timerne i langdrag. Og hvorfor ikke hoppe til en anden single med “Red Tiger” slæbende sig af sted. Helt ba-ba-baba »I must until never.« Neil Michael Hagerty blueser den fandeme hele vejen igennem. Den spiller hele tiden, har altid gjort det. Stadigvæk. Den er der. Åbn vinduet, og den guitar er der. I din grav er den der.

Og vender man sig en omgang, så kommer der sgu et ægte cover af “Law Man” med Jefferson Airplane. Der er ikke lagt skjul på, hvad de altid har haft gang i. Spøgelset kommer selvfølgelig fra fortiden. En af de bedste “Suicide Is Painless”-versioner, jeg kender. Og nu et grand funk-nummer. Et side b-track i himlen. Der kører sådan en sirene, der på forunderlig vis minder mig om Twin Peaks. Hele skolegården begynder at danse lidt high, lidt out of nowhere. “Shockwave Rider” hedder nummeret. Man kommer helt sammen i skæv kemi. Den mest vilde kemi. Ude af autoritær kontrol.

Et æble eksploderer pludselig på grenen ud over vejen. »Have you heard about the Miami Boys / A bunch of kids I used to see / When I lived up on Belmont Street / Trying to get high for free.« Man kommer mere og mere ned i den verden. Den samme gamle sang. Hvilket fører os direkte til et “Turn of the Century”. “Cats and Dogs”, som med sine to ansigter vel står midt imellem to sider af Royal Trux. Katten og hunden, før og efter, samme og ikke det samme, nostalgisk og fremadskuende på en gang. »Get our balance in this new gravity.« Det er stadig “Twin Infinitives” og noget, som måske aldrig helt blev sat i orden, på én gang.

Efter det “Turn” vil jeg gå hen mod “Accelerator” og tage et stop med “3Ep” på vejen. Coole den lidt af med “Deafer Than Blind” og “The United States vs. One Cadillac 1974 El Dorado Sedan”. Den syre, Royal Trux består af, en altid-flod i understrømmene. Og så er jeg snart færdig for denne gang. “Accelerator” er den absolut mest skærende, enerverende og høje plade, de lavede. Jennifer Herrema gentager “Juicy Juicy Juice” i et nummer, der kunne vare for evigt, hvis det ikke var, fordi alle husmødre ville komme løbende i flok og få sat en stopper for det inden for nogenlunde de fem minutter, nummeret er skåret til. Der er også pleaseren “Stevie (for Steven S)”, og så er der “Liar”, og “Liar” har altid været mit yndlingsnummer i hele verden. Vidste I, at aber er dygtige løgnere? Snydepels kommer fra Lucy. Ja, okay.

Men længe var jeg så far gone, at jeg elskede et billede af en »dick in my mouth just like a burning tiger.« Hvor stor var skuffelsen ikke, da jeg fandt ud af, at det var en »taste in my mouth, just like a burning tire«? »I forgot what I knew, did you? Don’t be a liar.«

Info: Jennifer Herremas band, Black Bananas, spiller på Loppen onsdag d. 5. november med Jonas O. og resten af Spost som opvarmning (RSVP).