Ryong & Raquin – Musikalske eskaleringer og opløftelser
Raquin “Dance of the Peacock” & Ryong “s/t” (Janushoved, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen
Mens januar ebbede mod sin ende, blev tre nye titler tilføjet til Janushoveds fortsat ekspanderende katalog af båndudgivelser. Ud over “One Shot, One Life” af Internazionale, Mikkel Valentins 20. (!) udgivelse under aliasset, udkom der bånd fra to af de aktører, der senest er blevet tilføjet Janushoveds særegne musikalske sfære. Det drejer sig om “Dance of the Peacock” af Raquin – opfølgeren til sidste års “Ariclone” – og den selvbetitlede debutudgivelse fra ligeledes København-baserede Ryong.
Sammen tilføjer de tre bånd både noget nyt og noget velkendt (men kærkomment) til det evigt voksende univers af lunefuld nostalgi og euforisk melankoli, selskabets nu 93 udgivelser har skildret fra forskellige vinkler siden 2014. Mens Internazionale indkapsler essensen af denne æstetik som et af de første og mest udgivne projekter på selskabet, tilførte Raquin noget nyt med “Ariclone”, hvor euforien var mere manisk og ustyrlig, end hvad man ellers har oplevet på selskabets udgivelser.
“Dance of the Peacock” udspiller sig derimod hovedsageligt i et underspillet og vemodigt register. Det er dog ikke en anke, for i stedet bliver man på udgivelsens åbningsnummer “I See Your Desires As If They Were Mine” mødt af en “Prélude Au Sommeil”-klingende ambiens, der rammer mig mindst lige så hårdt som de mest episke momenter på debuten. En tyngende stemning strækker sig fra åbningsnummeret og frem til sidste nummer. I det afsluttende titelnummer vender Raquin nemlig atter tilbage til en mere opløftende musik, der ikke blot tiltager i intensitet, men også frisætter én fra det tungsind, værket ellers har kredset omkring. Som et menneske, der rejser sig fra sin sorg.
Også Ryongs debut ender et markant andet sted, end den begynder. Diversiteten i musikken gør, at udgivelsen – ikke ulig Raquins debut – bliver overraskende for lytteren og derfor også en fængende lytteoplevelse.
“Gate” åbner båndet med en forvrænget og messende stemme, der inden for de første minutter afløses af en tiltagende mur af melodiøs lyd, før stemmen vender tilbage med et skingert og gentagende skrig. “Gate” bliver efterfulgt af “Forest Grace” og “Test of Time”, der i løbet af deres spilletid tager nok krumspring til, at det er svært at vurdere, hvor det ene nummer ender, og det andet begynder. Frem for som særskilte kompositioner, fremstår A-siden af “Ryong” snarere som én lang tilblivelse, en konstant transformation fra ét til et andet.
Skellet mellem numrene er tydeligere på B-siden i kraft af “Looking For the Abyss”, der adskiller sig markant fra sidens første nummer såvel som begyndelsen på sidste nummer. “Looking For the Abyss” indkapsler en skrøbelighed, der ikke berøres på samme måde i de mere frenetiske og voldsomme kompositioner. Ryong vender dog atter tilbage hertil hen mod båndets afslutning, for efter en række soniske eksplosioner på “Never” ender nummeret nemlig i den selvsamme skrøbelighed, som kendetegnede “Looking For the Abyss”.
Alting er hele tiden på vej til at falde fra hinanden i Ryongs musik; det er ved at eskalere mod sit eget ophør eller ved at smuldre over sig selv. Det giver plads til, at der kan ske noget nyt og uforudsigeligt i musikken, hvis man vil følge med dens flygtige væsen.
Info: “Dance of the Peacock” og “Ryong” udkom d. 31. januar. Internazionale har siden da udgivet opfølgeren til “One Shot One Life”, albummet “Avatar In Life”, der udkom i et samarbejde mellem Janushoved og Posh Isolation.
